Ellen-Margrethe og Erik Adriansen, Årslev.

Udefra ligner det et ganske almindeligt parcelhus, som så mange andre fra halvfjerdserne, men så snart vi er trådt ind i den rummelige entre', og er blevet budt velkommen af ægteparret Adriansen, ændrer billedet sig.
Fra hver en krog, og hver en væg, kigger minderne frem, minder fra næsten halvtres års ægteskab, og ikke at forglemme de håndarbejder, billeder, legetøj og meget andet, der er gemt gennem flere slægtled, og parret fortæller glad og gerne om det altsammen.
Om Ellen - Margrethes mor, der kreativt brugte, hvad hun havde i huset, og blandt andet syede store, vidunderlige, puder af diverse garnrester, puder, der i dag lyser op rundt i sofahjørnerne.
Erik især, har en forkærlighed for den svenske maler Carl Larsson, og det ses tydeligt på køkkenlågerne, der er malet varmt røde.
Souvenirs fra rejser og vigtige begivenheder er blandet med møbler og billeder, der betyder noget helt særligt, og medens vi går rundt i huset, hører vi om det altsammen.
På bordet i spisestuen er samlet en hel del ting, som parret gerne vil give til museet, ting, som helt klart, vil hjælpe godt med til, at belyse hverdagslivet omkring den generation, der voksede op i fyrrerne og halvtresserne.

Præsentationskjolen er der næppe mange, der kender betydningen af i dag, men tager vi Den hvide Frokostbog fra Tørsleffs Husmoder Sevice, står der at læse under barnedåb:
" Hovedpersonen skal ikke med til bords - fremvises evt. ved Desserten ".
Kjolen er fra Ellen - Margrethes barnedåb i 1941.

Faktisk har museet endnu en præsentationskjole, tror vi nok det er, den kommer fra Elly og Arne Petersen i Nørre Søby. Elly og Arne ved ikke, hvem der har brugt den, kun at den lå blandt familiens ting, umiddelbart mente de det var en dåbskjole, men da kjolen er en tro kopi af foranstående, dog med lidt mere længde, konkluderer vi, at formålet må være det samme.

I biblioteket ligger nu to fine samlemapper, som kunne bestilles gennem Alt for damerne, til alle de spændende opskrifter, der blev bragt i ugebladet i 1952. Siderne er sirligt klistret ind i mapperne af Ellen - Margrethes mor, der herefter forærede dem til datteren. Opskrifterne er fra en tid, hvor husmoderen ikke var bange for, at bruge tid i køkkenet når et gæstebud ventede.

Drengedukken stammer fra Ruth, øksen fra Ove Larsens drengeår i Nørre Søby

Bondegården af kraftig karton legede Erik og hans brødre med som børn i fyrrerne, den er en arv fra morbroderen Carl, og stammer nok fra tiden omkring første verdenskrig, jævnfør uniform på den ene af figurerne.

Tevarmer syet på Båring Højskole i 1960 ( Model: Håndarbejdets Fremme ).
Tilsvarende forklæde syede jeg på Årslev Friskole omkring 1962.

Lille babysæt fra sønnen Mogens, der blev født i 1970, seks år før familien flyttede ind i deres nybyggede, selvtegnede, hus i Årslev, den trettende september klokken tretten.

Den lille lyseblå hue blev brugt da Ellen -Margrethes brødre blev bragt hjem fra Svendborg sygehus.

Gækkebrevet her fik Ellen Margrethe Egelund Jensen omkring 1950, og det befinder sig nu her på museet.

Der er lagt et stort arbejde i gækkebrevet, og motivet synes bekendt, et motiv der også i dag fascinerer børn i alle aldre.

 Rytterskolerne opførtes i perioden 1722 til 1727 på den del af krongodset, der sørgede for heste og mandskab til det kongelige rytteri.

Undervisningen var obligatorisk for alle børn fra femårsalderen. Læsning og undervisning i kristendommen var gratis, men skulle børnene lære regning og skrivning, måtte forældrene betale.

I morgen er i dag historie og de gækkebreve, der blev lavet i går er allerede kommet på museum

Gækkebrevene her, kommer ikke fra dværgplaneten Pluto, men fra Nordagerskolens indskoling. Eleverne, der har fremstillet de mange smukke gækkebreve, er fra tre klassetrin: børnehaveklassen, 1. og 2. klasse.

Det er herligt, at børn af nutiden er så gode til at klippe gækkebreve som disse flotte eksemplarer viser.

De undervises aldersintegrerede og har derfor et vist mål af indbyrdesundervisning.

Det er lidt fascinerende, at en del af tænkningen i den Bell-Lancasterske* metode har overlevet til i dag, mere end 200 år efter dens fremkomst i slutningen af 1700-tallet.

Lidt skolehistorie

*Den indbyrdes undervisningsmetode kom fra England i 1820'erne og hed oprindeligt den Bell-Lancasterske metode. Den udvikledes, uafhængigt af hinanden, af Dr. Andrew Bell og Joseph Lancaster. Joseph Lancasters motto var "Qui docet, discit" - den der underviser lærer, og det er præcis samme tænkning, der ligger bag nutidig aldersintegration. Med metoden kunne en enkelt lærer undervise mange børn, nogle mente op til 1000, ved at udnævne elever til hjælpelærere, opdele børnene i grupper og lade dem læse højt fra læsetabeller, der var hængt op i klasselokalet. Undervisningen blev styret stramt med fløjtesignaler og korte, kontante ordrer til eleverne.