Bryggerset

Bryggerset er det første rum man kommer ind i. Der er godt nok en lidt finere indgang med en lille entre; men den dør blev kun sjældent brugt. Ved festlige lejligheder blev hoveddøren lukket op, ellers ikke, lige bortset fra når man skulle bæres ud.

Gruekedlen var bryggersets vigtigste del. Den kom i brug, når der skulle vaskes og når der skulle brygges. En gang imellem blev den også brugt til opvarmning af badevand; men det var ikke en hverdagsforeteelse. Personlig hygiejne blev klaret med etagevask i køkkenet.

Med jævne mellemrum skulle der brygges øl og det er fra denne funktion bryggerset har sit navn. Går vi langt tilbage i tiden, var det hjemmebryggede øl den eneste adgang til et væskeindtag, der ikke rummede farer for helbredet. Brøndvandet skulle man ikke drikke  af, for som oftest var brønden kun nødtørftigt dækket til med brædder, dels for at forhindre, at man faldt i den, dels for at forhindre jord og blade fra træerne i at forurene vandet alt for meget.
Gårdens øl var værdsat af de mange besøgende, der jævnligt kiggede forbi: Postbuddet havde den gang altid tid til en snak og en tår øl. Møllens chauffører nød som regel også et enkelt glas og i det hele taget, var der altid tid til en pause og den hyggelige afbrydelse i dagens dont, et besøg betød. Stress eksisterede ikke, og pudsigt nok fik alle betydeligt mere fra hånden end vi gør i dagens gennemkontrollerede samfund.

Men tilbage til ølbrygningen. Tidligt om morgenen blev der stillet to kar ind i bryggerset, og inden da blev der blev tændt op i gruekedlen. Det ene kar var til masken, det andet til urten. Maskkarret blev stillet op på et stativ, så der kunne sættes en spuns i bunden. Inden det kom ind, var det blevet grundigt skoldet, så der ikke var risiko for, at vildgær eller andre mikroorganismer kunne ødelægge brygget. I bunden af maskkarret blev der lagt langhalm, der også var skoldet med kogende vand fra gruekedlen. Et dørslag blev lagt over spunshullet, med et viskestykke lagt over, og nu kunne malten hældes i karret. 25 kg. gik der til en brygning. Når en frisk portion vand kogte, fik det lov til at stå et par minutter, inden det blev hældt hen over malten. Der blev nu tid til en kop kaffe, medens det varme vand trak sukkeret ud af malten og en liflig duft af maltsukker bredte sig. Når det havde trukket længe nok, blev den nu brunlige væske tappet over i det andet kar, urtekarret. Processen gentog sig, til der var blevet brugt 80-90 liter vand. Den varme urt skulle nu køle af, indtil den var ca. 37 grader. I mellemtiden blev humlen kogt igennem og kogevandet hældtes over i urten. Humlen skulle både give smag til øllet og sikre, at gæringen forløb sikkert. Når gæringen efter et par dage var færdig, blev øllet hældt på tønden, der stod inde i spisekammeret.

Når øllet hen under aften havde nået den rette temperatur, blev der omhyggeligt lagt to sølvgafler overkors midt på bunden af urtekarret, hvorefter gæren kunne tilsættes. Gæren blev indkøbt på det nu nedlagte Sødinge Bryggeri, malten på Nørre Søby Mølle og humlen i brugsen. Gaflerne blev lagt i, for at der ikke skulle gå troldtøj i øllet. I vore dage vil man måske more sig lidt over denne forsigtighedsregel; men på landet, i gamle dage, var nisser og trolde virkelige nok, så der var god grund til at passe på.

Brygningen stod Else-Maries farmor for; men efterhånden overtog svigerdatteren og hendes svigersøn opgaven. Når der blev brygget 80-90 liter øl på 25 kg. malt, kunne øllet ikke blive særlig stærkt; men det var heller ikke meningen. Det skulle bruges til at slukke tørsten med i løbet af en lang arbejdsdag, og det skulle bruges til aftensmaden. Noget helt andet, var når der bryggedes gildesøl. Så holdt vandforbruget sig på 30-40 liter. Det færdige øl blev ikke dårligere af en flaske kognac og en flaske brændevin. For at klare det blev en bakke æg knust og hældt i. Æggeskallerne tog syren og æggehviden trak svævet til sig, så det hurtigt blev helt klart.

De yngre generationer havde ikke helt den samme respekt for hvidtøllet, som en hverdagsdrik, og med overdækket brønd eller indlagt vand fra vandværket, var det ikke længere sundhedsfarligt, at drikke vandet fra vandhanen. Mængden af malt og vand forblev den samme; men De Danske Sukkerfabrikker, havde et glimrende produkt til en øgning af alkoholprocenten. Der var bare lige det problem, at farmoderen holdt øje med brygningen, så det "hvide guld" skulle på det nærmeste listes i. Vi var alligevel under mistanke for at have forbrudt os: "Hvis der er kommet sukker i, så skal det smides ud". Vi bedyrede begge vores uskyld og på det rette tidspunkt, blev sølvgafler og gær tilsat. Øllet blev ganske glimrende; men dog ikke stærkere end, at man godt kunne arbejde videre efter et glas eller to og en god middagssøvn. Karrene er for længst gået til, og den originale murede gruekedel fjernet. Det eneste der er tilbage er øltønden. Den står nu i køkkenet og bliver brugt som frasætningsplads.

Bryggerset blev som nævnt også brugt til vask.

Vaskemaskinen her og gasgruekedlen har vi fået af Johanne, mor til Arne Holm, smeden i Nørre Søby, og rullen kommer fra Ketty og Aksel, Søstedvej 10.

Når der blev vasket i "Vuggen" skulle den vugges 100-150 gange, for at sikre, at tøjet blev rent.   

Jenny, Else-Maries farmor, holdt høns, og æggene blev videresolgt, og fik på den måde en lille ekstra indtjening. Æggekassen fulgte med sammen med gruekedlen og vaskemaskinen.

Skøjterne hænger under trappen, klar til næste vinter med kulde og is, der kan bære.