Ostemanden fra Freltofte

Dengang jeg var barn, havde jeg en veninde, der hed Karen. Det har jeg nu stadigvæk, men det er en anden historie.

Karens far var ostemand, og derfor hed hun i daglig tale Karen Ost. Sådan var det med børnene i vores årgang. De hed ikke Petersen, Larsen, Hansen , Rasmussen og Andersen, men  som nævnt  Karen Ost, Niels Tømrer, Poul Sadelmager, Margit Savskærer og Iris Vejmand, bare for lige at nævne nogle enkelte.

Karens hjem var, set med mine vidtåbne små barneøjne, meget anderledes end de landbohjem jeg ellers kom i. Der var stort badeværelse med lyseblå fliser, badekar og rigtigt toilet. Vi var mest vante til gammeldags lokum i udhuset.I dagligstuen huserede, oh skræk, papegøjen, som jeg havde stor respekt for. Den elskede gæster, og når jeg forsigtigt åbnede døren, med et lønligt håb om, at den sad fastspændt i sin lænke, kom den straks skræppende, og slog kløerne i min skulder, medens den rakte næbbet frem til kys.I den fine  stue stod et fjernsyn, men det bedste af det hele var, at Karens mor, Irene, havde kørekort, og selv kunne køre os til Nordstranden i Kerteminde i sin store Opel Captain. Jeg tænker ofte med et smil tilbage på dengang, hvordan hun, når hun manøvrerede den store bil ned gennem Freltoftes smalle bygade, med stor selvindsigt bemærkede,”nu sidder de derinde, og tænker, hun kan nok ikke få bilen stor nok”.

Ja, det var dengang, men årene gik, og vi flyttede hjemmefra, holdt måske nok forbindelsen til hinanden, men kammeraternes forældre , især dem der forsvandt ud af bybilledet mistede vi kontakten til. Jeg tror, at vi alle, fra tid til anden, rammes af tanken,”hvad blev der af dem”. Hvad blev der egentlig af ostemanden.

Ved Karens hjælp fandt jeg frem til telefonnummeret, og de var straks med på et lille besøg her på min gamle hjemadresse på Søstedvej ved Freltofte, til en snak, om en tid, der var engang. Hvordan havnede de overhovedet i Freltofte, som de ingen tilknytning havde til overhovedet, de kom begge fra Kertemindeegnen. Kaffen blev skænket i kopperne, og så blev der snakket. At det blev Freltofte, var lidt af en tilfældighed. Irene og Arvid havde en tid efter giftermålet boet hos Irenes forældre, men ville nu gerne have deres eget, og kørte derfor lidt rundt, på må og få, til de faldt over huset på Freltoftevej 6, der var dog ingen husnumre dengang. De blev enige med ejeren, en ældre mand  ved navn Kasper Larsen, om prisen, som var 30.500kr. med 12.000kr. i udbetaling. Kasper Larsen var ostehandler, så der blev, udover huset, ligeledes handlet ostelager, telefon og varebil.

Huset, som Irene og Arvid overtog i 1957, var ikke helt, som jeg husker det fra starten af tresserne. Der var ingen moderne bekvemmeligheder overhovedet. Vandet  måtte hentes fra en pumpe på gårdspladsen, og, da der ikke var kloakering, måtte det bæres både ind og ud.”Træk og slip”, var der selvsagt ikke. Når spanden fra ”dasset” skulle tømmes på frostkolde vinterdage, måtte den først varmes over bålet.Al opvarmning i stuerne foregik ved hjælp af kakkelovne. Køleskab og fryser var blot skønne fremtidsvisioner.

Det første halve år beholdt Arvid sit job i Kerteminde, og kørte blot ost ud tre dage hver anden uge.Herefter besluttede de, at satse på ostehandelen , til stor bekymring for Arvids mor i Hannesborg, der ikke undlod, at lufte sin mening om den sag, man ved,hvad man har. Nu fulgte en tid med lange arbejdsdage og stram økonomi. Med grøntsagshave og dyrehold, høns geder gris og en enkelt ko, kunne kostpengene holdes nede på tre kroner om ugen, til nødvendige indkøb. Efter en lidt besværlig opstart, hvor Arvid gik fra dør til dør, og spurgte til interessen i, at handle hos ham, opbyggedes der efterhånden en fornuftig kundekreds på ca.1000 husstande.

Til huset hørte en jordostekælder, hvor Arvid til stadighed havde 500 oste på lager. Temperaturen blev styret ved hjælp af radiatorer og køleanlæg. Der skulle være en konstant temperatur på 10-12 graders varme. Almindeligvis fik folk besøg af ostebilen hver fjortende dag, nogle dog hver uge, efter aftale. 70-140 husstande kunne det blive til pr. dag. Økonomisk gik det fremad, men ikke så hurtigt, som de kunne have tænkt sig. Da Sdr.Nærå mejeri søgte folk til udbringning af flaskemælk i Årslev i 1962, søgte, og fik, Arvid jobbet.Nu var der to varebiler på gårdspladsen.

Op tidligt om morgenen, af sted til Sdr.Nærå efter mælk. På hverdage var Irene med, og kørte oftest bilen, medens Arvid løb med mælken. Søndage måtte Karen sidde parat bag i bilen, der ofte kørte med åbne sidedøre, og i venstre side af vejen, man måtte tage sig tiden i agt, men der var ikke så meget trafik på vejene dengang.

Kl. 12 , var mælken bragt ud, og Arvid skiftede mælkebilen ud med ostebilen. Arbejdsdagen sluttede som oftest først omkring kl. 21 om aftenen, 100 arbejdstimer om ugen var det almindelige. Eneste fritid var søndag eftermiddag. Medens Arvid kørte sin daglige rute, sørgede Irene, udover hjemmet, med nu to børn, endnu en pige, Marianne, var kommet til i 1958, for at have varer klar til  næste dag, afvejning og indpakning af ost og frugt. Nye varegrupper, i form af  konserves og frugt var kommet til.

Indtægterne steg markant. Svigermor i Hannesborg  informerede nu Irene om, at hun var heldig, at være gift med en ostemand, og som nævnt fik Irene kørekort. Der blev råd til privatbil, køleskab og fryser, vinduespudser, havemand etc. At arbejdsdagen var lang, havde flere årsager end de rent indlysende, Kaffe, snak og en god cigar, Adskillige steder på ruten, blev der budt indenfor, man gav sig tid.

På Årslev mark boede i tresserne tre ugifte søskende, der efterhånden var blevet lidt til års.”Arvid, kan du ikke lige tage en underkop med mælk op til katten på loftet? Jeg klarer trappen så dårligt”. Jo, det kunne han da godt. ”Vi ligger i sengen, kan du ikke lige tage et par piller og et glas vand, og komme ind med”?

På Sødinge mark boede mor og søn. Her måtte Arvid først ind i stalden efter pungen, som herefter skulle bringes med ind til mor i køkkenet. Efterfølgende skulle pungen naturligvis tages med retur til sønnen. Når folk ikke var hjemme, hang der måske en besked på døren, om hvor nøglen  kunne findes. På bordet lå efterfølgende en seddel om, hvilke varer, der var brug for, og, at han selv måtte tage sig betalt, af den pung, der lå på bordet. Det var ikke ualmindeligt, at der lå flere hundrede kroner. Tilliden var stor blandt folk. Naturligvis var der en øl og en cigar for ulejligheden.

Som årene gik tog landsbyens liv en ny drejning. Kvinderne stod ikke længere klar med kaffekanden, når ostebilen drejede ind på gårdspladsen, de var taget ud på arbejdsmarkedet for, at tjene egne penge. Indkøbene klarede de på hjemvejen, inden de hentede børnene i daginstitutionen. Hjemme efter kl. 17 , kunne der have stået på sedlen.

Det blev til sytten år i Freltofte, inden Arvid lukkede sidedørene på  ostebilen Irene og Arvid rykkede teltpælene op, og flyttede til Otterup, hvor Arvid blev ansat i grøntafdelingen i Kypa. Efter nogen tid overtog Irene og Arvid en grøntforretning på Skibhusvej. Det kørte godt, og der måtte ansættes ekstra personale. Igen ændredes strukturen i samfundet. Det blev urentabelt med ekspedition og vejledning af kunderne, supermarked og selvbetjening var vejen frem. Nøglen blev endnu engang drejet .

Arvid ændrede metier, og tog arbejde på Fynsværket. Der blev større frihed, med plads til præmiehøns, have og sommerhus i Hasmark. I dag nyder Irene og Arvid pensionistlivet i Otterup, med en lille afstikker til Freltofte, hvis nære omgivelser, har ændret sig markant. Kaffen er drukket, og det begynder at mørkne. Irene og Arvid vil gerne lige en tur ind over Freltofte, medens de stadig kan se det hele ved dagslys, så vi siger tak for snakken.

Fra Jens Ole har jeg modtaget denne opdatering om huset i Freltofte.

Irene og Arvid købte huset af ostehandler Kasper Larsen, som kun havde haft huset i få år, og han kom vist derefter på plejehjemmet. Kasper Larsen var en lille tæt, rar, sindig jyde, med overskæg. Han havde i sin ungdom været i Amerika, og når han hilste på folk, sagde han: "Hello folks"

Han havde vist lavet lidt af hvert; byggede huse, og blev sidenhen kendt ostehandler i Freltofte. Før han købte Freltoftevej 6, boede han i rødstensvillaen ved gadekæret, Freltoftevej 24. Dette hus er vist nok bygget i 30-erne, muligvis af Kasper Larsen - far er dog i tvivl om dette. Det var herfra han solgte- og kørte ud med sine oste. Han var iøvrigt kendt for, at være meget gavmild med smagsprøverne. Hans kone døde mens de boede i huset ved gadekæret - far husker ikke hendes navn, og evt. børn. Han sælger huset til Børge og Dagny. Dagny lever endnu i Nr. Lyndelse. Han køber Freltoftevej 6, og flytter hele sit ostelager hertil. Han er nu gammel og køre ikke længere rundt med ost, men folk kommer hos ham og handler. Far husker, at han havde en god gammeldags fugtig jordkælder, ideel til osteopbevaringen. Kasper Larsen købte Freltoftevej 6 af nogle der hed Granhøj til efternavn. Manden havde arbejdet i grusgravene, der dengang lå tæt ved ejendommen. De havde også et stort drivhus, hvorfra de solgte augurker, tomater og udplantnings planter. En søn herfra havde bageriet i Freltofte, og en anden søn sad i fægslet, for mord på sin kæreste -uha, uha!! 

Else-Marie