Arne Kristiansens erindringer 

Skolen.

          Vi hørte til Freltofte Skole, men vi skulle heldigvis ikke over Lumby for at komme i skole; der førte en "skolesti" på tværs af det hele. Vi gik ned af vejen til Andreas Faklam, og ved hans have drejede vi til højre og fulgte diget langs Karl Hansens jord. Lige før vi nåede Knud Knudsens jord, førte markvejen lidt væk fra diget, så der blev en trekant, hvor Faklam havde nogle køkkenurter; det var ca. her, jeg brækkede Karl Ejnars kraveben. Markvejen gik videre tværs igennem Knud Knudsens jord og mundede ud midtvejs på vejen mellem Lumby og Freltofte.

          Her oplevede jeg et fænomen, som jeg først fik en forklaring på mange år senere. En overgang havde Knud Knudsen græs på begge sider af markvejen, og det var indhegnet med et elektrisk hegn. Vejen var bortset fra en "cykelsti" på midten meget ujævn, så det gjaldt om at holde sig på midten for ikke at vælte ind i hegnet og få elektrisk stød. Navnlig om aftenen, når det var mørkt, rettede jeg blikket (fokuserede) mod midten. Men så forsvandt stien; når jeg kiggede almindeligt igen, var den der igen. Jeg lærte senere på seminariet, at når man fokuserer, samles strålerne i den "gule plet", der har lysfølsomme celler, tappe, som kræver dagslys. Cellerne, stavene rundt om kan klare sig med mindre lysstyrke.

          Vejen fra Lumby til Freltofte gik dengang venstre om Karl Knudsen villa. Han var vognmand og bror til Johannes Knudsen i Freltofte - Lilys senere mand. Karls kone hed Klara, og de havde en datter, som hed Anny. Hun blev senere gift med fragtmand Sigvald Kærsgaards søn Svend, en bror til Vita. Et stykke efter Karl Knudsen gik en stor bakke ned til et lavt område; midtvejs nede ad bakken gik vejen af til venstre til "Brogaarden".

          På det lave stykke gik en vej af til venstre ned til "Nuthuset". Det kaldte far huset, for en datter af Valdemar Murer, kaldet "Nutte", boede her et stykke tid. Hun blev gift med en af Buckens sønner. Hun havde noget mavevrøvl, og det gik ikke over, før hun blev gravid, og det blev hun så. Over for vejen til "Nuthuset" gik en vej af til Richard Granhøj - han var bestyrer af Freltofte Forsamlingshus nogle år. Længst ude af vejen boede en familie, hvis søn dræbte sin gravide kæreste. Senere blev vejen fra Lumby ført på den anden side af Karl Knudsens hus, og den bortgravede jord blev lagt på det lave stykke. Lige før vi kom ind i Freltofte By lå Karl Købmands ejendom, og ved hans have stod et meget stort valnøddetræ. Over for hans ejendom lå en toetages villa; forneden var der en overgang cykelforretning - den havde bl. a. "Dres" fra Aarslev, og foroven boede Solvejg.

          Lige efter Karl Købmands have lå en mægtig kælkebakke, som førte ned mod Peter Godskes forældres have. Han gik et par klasser under mig og havde som lille været udsat for et trafikuheld. Han manglede noget af hjerneskallen og led lidt af nogle epileptiske anfald. Det var måske årsagen til, at han som teenager druknede i Ringe Friluftsbad. Over for kælkebakken lå Brugsen, og ved at gå langs med den, kom vi til vores hjemmeslagter, Chresten Povelsens hus.

          Efter kælkebakken kom vejen ned til Peder Godske og videre ud til Højene. Over for vejen havde Laurids og Hansigne Sandberg et husmandssted; de havde en datter, Bodil, hvis mand, Christian lavede forsamlingshuset om til Nybos Selskabslokaler. Ved siden af Sandbergs lå bageren, hvor vi købte brød engang imellem. En søndag skulle jeg hente nogle napoleonskager; jeg tænkte mig ikke om og anbragte kagerne i min bagagebærer - de var ikke kønne, da jeg kom hjem.

          Forsamlingshuset lå over for bageren. Det havde en lille  og en stor sal, hvor der var ribber, for vi lavede gymnastik i forsamlingshuset.

          På pladsen neden for forsamlingshuset ved toiletterne var der gerne hvert år et omrejsende tivoli med luftgynger og en spillehal. Det var så en sport dagen efter at gå rundt og se efter, om en eller anden havde tabt en 5-øre. Efter forsamlingshuset kom forskolen, kaldet "lærerinden" og derefter, adskilt med en mur, skolelæreren. Overfor skolerne kom først købmanden og derefter Johannes Tømrer, i hvis kælder vi havde beskyttelsesrum under krigen; men vi var der kun en gang til en prøve.

          Efter skolelærerens have delte vejen sig lige foran Johannes Knudsens have. Hvis vi drejede til højre, kom vi ud på Freltofte Mose. Vejen til venstre gik videre om i byen, hvor til venstre Thorvald Fragtmands gård lå. Han havde startet den fragtmandsrute, som Sigvald Kærsgaard overtog. De havde adopteret Bent, som var et år ældre end jeg. På samme side lå et lille hus, hvor der var mange børn bl. a. Tage, der var et år ældre, og "Hansi", der var et år yngre end jeg. Over for havde Mourits Jørgensen sin ejendom; her lå også savskæreren, der havde en stor vindmølle anbragt på et jernstativ. Længere omme til venstre lå Freltofte Mølle og Møllegaarden, hvis jord far drev jagt på.

          Jeg kom så i 1. klasse hos Marie Hansen, og jeg betragtede hende hverken som god eller dårlig, blot som gammel; det kunne hun nu ikke have været. Ditte, der begyndte to år før, havde først en vikar, frk. Gjeller - som de var meget begejstrede for - inden Marie Hansen kom, og hun var lærerinde i Freltofte i mange år. Far benævnte hende altid som "hende med sommerhatten", for hun havde altid en hat med stor skygge på, når hun var på tur. Hun boede sammen med sin gamle mor, og de havde stue ind til skolestuen, så hun kunne hurtig være der, hvis der blev for meget larm.

          Foran skolestuen var der en gang til overtøj og fodtøj; de fleste gik i træsko. Jeg mener, jeg kan huske, - far og mor sagde, at det kunne ikke passe - at jeg ikke var i skole min på første skoledag d. 1. april 1937. Jeg ser stadig for mig, at jeg står på Søstedvejen, hvor villaen og bungalowen nu ligger, og Ditte kommer cyklende imod mig. Hun står af og spørger, hvorfor jeg ikke var i skole dagen før. Den næste dag, hvor jeg var i skole, ville jeg sidde et bestemt sted, men pladsen var optaget.

          Første klasse bestod af kun en årgang, og jeg kom sammen med Ejvind, købmandens søn fra Lumby og Karen, der boede ved siden af. Solveig boede oven på cykelforretningen. Hans, hvis far, Aage Johansen kom i sognerådet, mens jeg gik hos skolelæreren, kom ude fra Freltofte Mose. Inger flyttede senere ud på vejen, der gik fra Freltofte til hovedvej 9. Ebba boede lidt uden for Freltofte ad vejen, der fører til herregården "Nordskov" på en markvej lidt nede til højre. Gerda "Hjulmand" kom fra en lille gård på vejen til Røjle Skov. "Lillekarl" kom fra en gård, "Højgård" lige før "Jyllandsgyden", en vej ud til hovedvejen. Længere ude var "Havrevænget", hvor Jørgen Kokkendorf Johansen kom fra. Det kunne "Lillekarl" ikke sige; det blev til Jørgen "Goggengoggen".

          Vi gik hver anden dag, og startede dagen med at stå ved siden af bordet og synge en morgensang. Derefter mumlede lærerinden noget; jeg mente, det handlede om nogle kyllinger. Der gik lang tid, før jeg opdagede, at hun bad Fadervor og var nået til "Forlad os vore skyldnere". Min ABC hed "Myrebogen". Vi skrev med grifler på tavler, og det kunne skrige forfærdeligt - vi gjorde nu heller ikke noget for at undgå det. I penalhuset skulle der også være en lille flaske med vand og en klud, så tavlen kunne gøres ren. Vandet i flasken kunne nu også bruges til at drikke, så vi måtte ud og have tanket op. Frikvartererne brugte vi til at lege i; men vi brugte nu også megen tid på at se på de "store" på den anden side af muren ind til de større årgange. Dagene gik stille og roligt - en dag tabte en fugl en klat på en æggemad - en anden dag blev en stukket af en hveps, så lærerinden måtte trøste.

          "Lillekarl" havde svært ved det; så da skoleåret var omme blev han i 1. klasse. Solveig rejste i løbet af 1. klasse, og i 2. klasse kom Inga Irming. Hun havde glasøje, hvilket hun led lidt under, fordi vi drillede hende. Hendes mor var gift med en sømand, som vi dog aldrig så noget til. Hun boede sammen med flere børn i et lille hus på vejen til "Nordskov" lige efter vejen til Røjle Skov. Det lå på venstre hånd tæt på Sigvald Kjærsgaard. I 2. klasse kom jeg til at gå sammen med 3. årgang. Her var Edel og Else Højgaard, en storesøster til "Lillekarl". Emmy Madsen boede i Lumby lidt længere nede af vejen end Ejvind og Karen. Iris Jønson havde det ikke let; af en eller anden grund blev hun kaldt "Kykkeli Lavben med de forhuggede bagben".

           Ingeborg var en lille forpjusket pige, der heller ikke havde det let. Af drengene var der Karl, Sigurd Andersens søn. Endvidere var der Bent, der fik sukkersyge som voksen - desuden Helge Faklam, Karl-Erik, Tage og Villy "Fiskontor". Vi begyndte at lære salmevers udenad. Det voldte mig nu ikke besvær; men da vi skulle i gang med bibelhistorien, var det svært. Jeg læste og læste, men var ikke helt sikker. Det viste sig så, at vi kun skulle kunne den direkte tale; så her høstede jeg ros. Efter mit andet skoleår blev vi de "store", og jeg kom til at gå sammen med Hansi, Kurt, Peter Godske og Erik Irming. Pigerne var Grete Andersen, Grete Jensen, Grete Fransen, "Tovle"-Marie og Vita Kjærsgaard, min skolekæreste.

          Endelig kunne jeg hoppe over muren ind til skolelæreren, Ejnar Ehrenbjerg; han havde en tvillingebror, der var lærer i Rynkeby ved Ringe. Ehrenbjerg i Rynkeby havde en søn, der læste til lærer samtidig med mig; han blev senere folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Nord for skolebygningen lå legepladsen, og ud for et blændet vindue, hvor tavlen hang, var indgangen til Ehrenbjergs garage; den blev nu mest brugt til brændsel på grund af krigen. Længere nede ind mod lærerinden var vort cykelskur, og på bagsiden havde de "små" cykelskur.

          Midt på skolebygningen var der en gangdør ind til deres entre. Her var fyret placeret; til venstre var privaten og til højre skolestuen, der lå nogenlunde solret. Midt for nordvæggen stod katederet på en forhøjning, der fortsatte til venstre. Her var tavlen, og på den anden side af katederet var der et vindue ud til legepladsen. I hjørnet ved siden af døren ind til privaten stod et skab med kladdehefter, skrivehefter, blyanter, penne osv. - vi kunne aldrig blive enige om den bedste pen: Chr. d. 9. eller elastikpennen. Skolebordene stod i begyndelsen i to rækker med pigerne til venstre og drengene til højre; efter den nye ordning blev det til tre rækker.

          I væggen til højre, vestmuren var der et vindue ud til en lille passage, der førte hen til gangen med vores overtøj og træsko. Mor syede det meste af mit tøj - dog ikke bukserne: det var plusfours, 14-dagesbukser. Passagen var afgrænset med en mur; på den anden side var vandpumpen og toiletterne. Efter vinduet hang en lille trætavle, der blev brugt til at notere noget forskelligt på. Når vi havde fået en bestemt opgave, skrev vi os op, når vi var færdige - det gjaldt om at blive først eller i hvert fald en af de første. Længere nede var døren ud til gangen, og derefter kom et vindue, hvorfra vi kunne se vandpumpen, hønsegården, hønsehuset, et haveskur og Ehrenbjergs frugtbuske og køkkenhave.

          I sydenden af skolestuen var der to vinduer, hvorfra vi kunne se hans store græsplæne og blomsterhave, der lå mellem skolen og vejen ud til Freltofte Mose. Engang skulle han have sin græsplæne lagt om; så var alle vi børn ude og gik i gåsegang for træde jorden til. I hjørnet ud mod vandpumpen stod en reol med forskellige lærebøger, og mellem vinduerne var der et skab med bl. a. æsken med bogopgaverne og forskellige gamle skolebøger bl. a. Rasmus Hansens Regnebog, som jeg fik, da jeg var færdig med dem, der hørte til - der var benævnelserne ikke kg, men pund.

          Langs væggen ind til privaten var to varmeapparater; det længst ud mod haven kom jeg engang til skade på. Vi legede på radiatoren, og jeg faldt ned og slog hul på højre hånd mellem knoen til pegefinger og langfinger. Jeg må have ramt en mindre pulsåre; for da jeg satte fingeren på for at vise stedet, sprøjtede en tynd stråle af blod. Efter radiatoren  nærmest katederet stod en reol med børnebøger øverst og håndbøger nederst. På midten stod to reoler med bøgerne til de voksne; Ehrenbjerg stod for udlånet et par eftermiddage om ugen.

          Han var gift med Helga, og sammen havde de sønnen Helge. Helga var datter af den tidligere lærer og havde været gift før. Fra det ægteskab havde hun en voksen søn og Sven Ove, der var lidt yngre end jeg. En enkelt gang havde vi vikar, og han gav mig min eneste lussing i skoleforløbet. Han kunne ikke rigtig styre os, og i et frikvarter løb jeg forbi det åbne vindue ved passagen ind til gangen og råbte i kådhed: "Kykkeliky" - den lussing var selvfølgelig meget uretfærdig.

          Min første skoleoplevelse med Ehrenbjerg var ellers chokerende. Vi var netop kommet ind i skolestuen og sad på vore pladser, da han kom ind, gik ned til Bents plads og gav ham en rungende lussing - uha var det sådan at gå hos skolelæreren. Forklaringen var, at Ehrenbjerg brugte pissoiret. Da Bent ikke kunne komme derind, havde han råbt: "Hvem fanden er det, der står og pisser derinde." Vi sagde du til vores lærer, for øvrigt også til lærerinden; hvilket ikke var så almindeligt den gang. Alle kunne lide ham, også "freltofterne", som ellers var noget specielle. Det kom efterfølgeren, Glossing til at mærke; han krævede bl. a., at børnene sagde "De".

          Ehrenbjerg tog meget frit på undervisningen; der blev sagt, at Bo i Dømmestrup terpede hele året, Mortensen i Nr. Lyndelse terpede en måned for eksamenen, mens Ehrenbjerg aldrig terpede. Vi kørte mest vort eget løb; selv om vi engang imellem kunne være fælles om læsning, diktat og hovedregning. Når vi havde fælleslæsning, skete det ofte, at vi blev sat i gang og styrede det selv ved at sige tak, når en eller anden havde læst et passende stykke; Ehrenbjerg satte sig så til at læse eller noget andet. Det blev så en sport at opdage, om en eller anden ikke fulgte med. Der blev så sagt tak og vedkommende skulle læse videre; det kunne så blive til en skideballe, hvis han eller hun ikke vidste, hvor vi var nået til. En anden sport kunne så blive at se ud, som om man ikke fulgte med. Når der så blev sagt tak, kunne man jo sagtens læse.

          Vi spillede fodbold i skolegården i frikvartererne. Det var med træsko, og engang tabte Karl sin træsko, så den røg op i panden på en anden. Jeg kan endnu se for mig staklen løbe skrigende rundt med blodet løbende ned af ansigtet; men det var heldigvis kun overfladisk. En anden gang, hvor vi var blevet vaccineret mod meningitis, stivkrampe og tuberkulose, var det Karls tur; vi var nu ikke flinke, for han fik mange dask på skulderen. Engang var han min redningsmand; vi rettede selv vores regnestykker, og jeg kunne ikke stå for fristelsen og kom lidt for let om ved det. De andre i klassen opdagede det, så jeg havde det ubehageligt. Heldigvis blev jeg syg; men da jeg mødte igen, fortsatte de, indtil Karl sagde, at det kunne være nok. Her mødte jeg min plageånd, Isidor; han kunne aldrig blive fra mig, men fangede mig og holdt mig fast.

          Midt i 3. klasse, hvor jeg hørte til de "store", og hvor jeg igen gik sammen med Vita, blev den nye ordning, 37-loven indført. Vi skulle gå i skole hver dag, og fra at være en 4-klasses skole skulle den nu være 3-klasses. 1. og 2. årgang gik i 1. klasse, og 3. og 4. gik i 2. klasse hos lærerinden. 5., 6. og 7. årgang gik hos Ehrenbjerg i 3. klasse. Tirsdag og torsdag eftermiddag kom 2. klasse ind til Ehrenbjerg, mens lærerinden tog sig af de store pigers håndgerning. Ved den nye ordning kom jeg til at gå i klasse med Ditte en kort tid; hun fortsatte også et halvt år efter de 7 år og blev konfirmeret om efteråret.

          Jeg var nu glad for den nye ordning, selv om jeg nu hørte til de "små" og skulle skilles fra Vita; men det var da kun et halvt år. Jeg holdt af alle fagene bortset fra tegning, som vi havde mandag eftermiddag, og skrivning, som vi havde lørdag formiddag. Jeg satte stor pris på Ehrenbjerg; vi kunne altid diskutere med ham - bl.a. havde vi engang en mægtig snak om, hvor nogle blade fra et træ hørte til. Derfor sved en episode meget mere end den lussing, jeg fik af vikaren. Ehrenbjerg var på vej ud af klassen, da jeg for hurtigt strakte armene i vejret og sukkede. Hertil vendte Ehrenbjerg sig og sagde: "Ja, du er sød, Arne."

          Vi havde fysik for første gang, en gang om ugen. Det var nu mest tavlefysik, men af og til lavede Ehrenbjerg nogle primitive forsøg, og det var jo nyt og spændende. Biologi havde vi også kun en gang om ugen, og det var efter Aksel Nielsens hæfter. Om sommeren slæbte vi en hel masse planter med i skole, og vi var da også ude engang imellem. Vi havde bl. a. en tur til Røjle Skov, hvor vi skridtede af og prøvede at kortlægge skoven med dens træer; på skolen skrev vi om det og lavede en tegning over skoven.

          Det bedste var nu fredag formiddag, hvor vi havde en fritime. Den brugte jeg mest til at løse bogopgaver. Vi valgte et kort til håndbiblioteket og skulle så løse forskellige opslag. Vi havde gymnastik i forsamlingshuset, men det var nu mest høvdingebold, hvor Ehrenbjerg ofte deltog. Han prøvede også på at få os til frivilligt at holde foredrag om et selvvalgt emne. Jeg begyndte med et om C. F. Tietgen - derefter Sven-Ove. Der var ikke flere, der meldte sig; men da jeg godt kunne lide det, fik jeg lov til at holde et mere. Det var om H. C. Andersen; men så blev der heller ikke flere foredrag. I skolestuen var der også et børnebibliotek, men jeg havde snart læst alle bøgerne. Vi havde flere tarzanbøger; dem lånte jeg med hjem til far. Jeg lånte også fra voksenbiblioteket og havde tit bøger med hjem til mor. Engang imellem kom der bøger fra Odense Centralbibliotek; så var det med at være på tæerne.

          Frikvartererne om sommeren blev brugt til de sædvanlige lege som: "klat", "fange" og "tagfat". Om vinteren var vi inde i skolestuen, og som regel tumlede drengene rundt, mens pigerne spillede bold. Engang fandt vi ud af, at mens vi rodede rundt på gulvet, kunne vi langsomt bevæge os hen til pigerne og kigge dem op under kjolerne. Vi havde også engang fået fat i en fjerbold; med bøger som bats gjaldt det om at holde bolden i gang. Vi lavede hold, men det blev ikke til mere, for hvem skulle vi spille imod.

          En anden gang havde Kurt fået fat i et rollehefte til en dilettantkomedie, der havde været spillet i forsamlingshuset engang. Der var et billede i, og ud fra det fordelte vi rollerne. Vi gik meget op i, hvem der skulle kysse hvem, og hvem der skulle tage om halsen på hvem; men mere kom der heller ikke ud af det. Vi skrev også sedler til hinanden om at gå parvis ture med pigerne; men det blev der heller ikke noget ud af.

          Om sommeren var vi på udflugt med skolen, indtil krigen stoppede det. Vi var bl. a. på Hjemstavnsgården i Gummerup og videre til Damsbo Strand - vi kaldte det nu Faldsled. Her blev vi udsat for et skrækkeligt tordenvejr, og regnen strømmede ned. Harald fra Lumby kom løbende og faldt lige så lang, han var, og blev noget så beskidt. En anden gang var vi i Dyreborg. Under krigen var det jo svært med en almindelig udflugt; men vi var da af sted et par gange: til Allerup gamle Have med friluftsbadet og til Kratholm ved Odense Å. Turen kunne ske i Sigvald Kærsgaards og Karl Knudsens lastbiler, for de blev drevet ved hjælp af gengas. Lige bag ved førerhuset i den ene side var der en stor "kakkelovn". I den blev der fyret med bøgetræ, og ved en sindrig finesse blev den dannede gas ført hen til motoren. Turen til Kratholm gav en særlig oplevelse, som jeg har et fotografi af. Vi badede i åen, og det gjorde Tove-Marie også. Hun havde ingen overdel, og da hun allerede var godt" udstyret" var der jo noget at se på og tale om.

          Engang om året kom der gerne en mand og viste film for os. Det var selvfølgelig stumfilm, først nogle belærende og til sidst en tegnefilm; ved sådan en lejlighed blev de "små" inviteret over til de "store". Vi havde også besøg af en tryllekunstner, der hypnotiserede en hane til at blive liggende stille på ryggen - det optog os meget. Engang var vi cyklende til Odense Teater, hvor vi så "En spurv i tranedans"; men jeg kan kun huske, da den døde dronning blev kaldt op fra mosen.

          Lillejuleaften havde vi juletræ. Nogen tid i forvejen kunne vi hver ønske en ting fra et hefte - det var samtidig med bestilling af julehefter, f. eks. "Ved julelampens skær" og "Børnenes julebog". Efter nogle julesalmer og dans omkring træet fik vi en godtepose og vores julegave - engang var det en tank på larvefødder, så den kunne køre opad, og den kunne sandelig også gnistre.

          Hvert år havde vi eksamen, og så kom menighedsrådet med præsten i spidsen for at høre os. Et år havde jeg 25 øre med til "eksamensballet", og det sidste år drejede det sig om en hel krone. Vi løb hen til bageren og bestilte en sodavand og et stykke wienerbrød, som vi fortærede om eftermiddagen, hvor vi lånte forsamlingshuset til eksamensbal. "Hoho" spillede for os; han spillede ikke godt, men "Tyv for tyv" kunne han, og det var jo rart at kunne bestemme, hvem vi ville gå i hånden med, og det var spændende, hvem der kom. De ledige valgte jo, hvem de ville følges med.

          Da de 7 år var gået, skulle jeg egentlig have været konfirmeret og ud af skolen. Men krigen havde gjort det hele uoverskueligt, så det kunne kun blive bedre ved at vente. Jeg var jo glad for at gå i skole; jeg havde allerede bestemt at jeg ville være lærer. Det kom sig af, at jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i. En eller anden sagde til mig: "Du skal da være skolelærer, sådan som du læser." Da faldt det mig ind, at det kunne godt passe; men at jeg blev lærer, skyldes nok en vis stædighed; for jeg var meget glad for arbejdet i gartneriet flere år senere. Jeg tog så et 8. skoleår, og selv om stoffet var næsten det samme som for tre år siden, var jeg stadig glad for at gå i skole.

          Midt i marts 1945 blev jeg konfirmeret i Nr. Lyndelse Kirke sammen med Ejvind, Kurt, Grete Fransen, ”Tovle-Marie” og Vita samt børn fra Højby, Dømmestrup og Nr. Lyndelse. Vi havde gået til præst hos pastor Quistgaard - han  havde døbt mig i Højby Kirke. Ham blev vi meget forarget på; Ejvind havde fået en splint i øjet ved at kløve brænde. Da vi fortalte det, var svaret: "Det var da godt, det ikke var en hel gren." Men det var nu slemt nok, for Ejvind fik glasøje og blev helt menneskesky efter hændelsen. Efter konfirmationen mente far og mor, at jeg godt kunne standse skolegangen, men jeg ville have det hele med, for Vita var der jo. Klassen havde for øvrigt en dejlig søndag med en tur i Røjle Skov sidst i marts, selv vi nok mente, at det var nu noget tidligt at møde op i korte bukser, som Sven-Ove gjorde.