Arne Kristiansens erindringer

Min familie.

          Min mor blev født den 9. juli 1904 på Dræby Mark ved Munkebo, hvor skibsværftet Lindø nu ligger. Hun blev døbt Martha Kristine Pedersen og tilbragte sine første barneår der hos mine oldeforældre i Munkebo. Min oldemor lå i sengen hele den periode; oldefar havde en stor hund, som han brugte til at trække sin fiskevogn ind til Odense for at sælge fisk. Min bedstemor, Kristine Pedersen var fra Jylland; min bedstefar Niels Pedersen var indfødt fynbo.

          Inden mor skulle i skole, købte bedstefar og bedstemor en mindre landejendom på Vejle Mark. For at supplere indtægten havde han en vognmandsrute til Odense, og det foregik jo med hest og vogn. Mor gik i skole i Allested og blev konfirmeret fra Allested Kirke. Hun kunne godt have tænkt sig at blive lærerinde, men det var der ikke råd til. Hun kom derfor ud for at tjene bønder fl. a. på "Falsensgave" i Dømmestrup, Aage Lindø i Sdr. Nærå og Peter Nielsen i Sallinge, hvor hun traf far. Hendes første plads var på en mindre gård, der ligger som den første, når vi kommer fra Fangel og kører ind i Årslev Kommune. Her havde hun det ikke godt; det var slid og slæb fra morgen til aften og ikke megen hensyntagen til en 14-årig pige. Efter mor var flyttet hjemmefra, solgte bedstefar og bedstemor ejendommen og flyttede til Sallinge Mark. Her havde de købt et husmandssted, og for at klare det arbejdede bedstefar først på herregården Gelskov og senere hos Skregskov, der havde en gård i Vantinge.

          Mor var den ældste ud af en flok på 7 - fem piger og to drenge. Den næstældste var Anna; hun blev gift med jyden Frede, og de startede som fodermesterfolk. Det første jeg husker om dem, var, mens de var ansat på "Damgården" i Sallinge. Fodermesterhuset lå som det første på højre hånd, når vi kommer fra Odense og kører ind i Sallinge By. Vi besøgte dem af og til, og jeg overnattede der, da min moster Astrid og Hans blev gift. Senere flyttede Anna og Frede til Allerup ved Sdr. Broby - dengang kaldt Brobyværk på grund af et krudtværk ved Odense Å. Engang var Ditte, vor nabos datter, Herluf, hendes fætter, Helmuth, en anden nabos søn og jeg på en cykeltur til den flade strand ved Falsled (Damsbo Strand). Turen gik over Allerup, men vi var også et smut i Nr. Broby hos Helmuths bedsteforældre. Mens Anna og Frede var fodermesterfolk på "Borreby Møllegård",boede de i det lille hus, der ligger mellem Borreby og "Aurnaklund". Senere fik Frede arbejde hos entreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn, og de byggede et hus i Bellinge. De havde fem børn: Leo, Ruth, Kaj, Doris og Ketty. Doris blev gift med Svend, der lagde fast tag på hos far og mor.

          Den næste i rækken var Astrid, og hun blev gift med falstringen Hans. De boede en kort tid i Lakkendrup på Sydfyn nær ved Sortebro Kro - inden den blev flyttet til "Den fynske Landsby". Derefter flyttede de til Sallinge og overtog hendes barndomshjem mod at passe bedstefar og bedstemor. Der gik dog kludder i "maskineriet", og i mange år havde de hver sin husholdning, lige til bedstefar døde. De kunne ikke klare sig på de få tdr. land, så i begyndelsen arbejdede Hans på forskellige vejanlæg bl. a. omfartsvejen ved Sallinge og i Odense ved Ålykkeskoven. Senere købte de mere jord, så Hans behøvede ikke mere "gå på landevejen". Da de nåede pensionsalderen, flyttede de til Stensvang ved vejen ned til Lumbyholm. De havde to børn: Vagn og Bodil. Vagn kom sammen med en polsk pige, men døde forholdsvis ung. Bodil blev gift og flyttede til Bellinge. Far og mor sagde, at jeg kaldte Hans for min bedste ven. Han var nu også god at snakke med, selv om far mente, kan "plottede", vrøvlede. Han mødte mig gerne med et "Hej du gamle svinger" eller lign.. "Hvordan går det, nu skal du se her". Så havde han et eller andet; engang havde han klistret nogle huse sammen fra Familie-Journalen bl. a. Grundtvigskirken.

          Efter Astrid kom Marie; hun blev gift med Thorvald, og de startede også som fodermesterfolk. Det var i Tørresø på Nordfyn; men senere købte de en ejendom i Femtning ved Tommerup. De havde fire børn: Harry, Eva, Erik og Ejgil, der kørte sig ihjel på knallert ved krydset Odense-Assens-landevejen og vejen Fangel-Brylle. Inden Eva læste til sygeplejerske på Assens Sygehus, tjente hun på en gård i Volderslev sammen med Kjeld - moster Gerda og Laurits` søn, som dengang kom til skade med sit knæ ved et motorcykeluheld. Volderslev ligger mellem Odense og Nr. Lyndelse, så i den tid kom Eva meget hos far og mor.

          Gerda var den yngste af pigerne; hun led af dårlig ryg som ung og var en del hos os. Gerda blev gift med Laurits, en bror til Thorvald, som hun kom sammen med før Laurits. De startede også som fodermesterfolk og begyndte på "Søbakkegård" ved Slukefter. De boede først i et lille hus ved jernbanen til Bogense. Jeg var på ferie hos dem og husker tydeligt togene. Når de skulle på arbejde på gården, skulle de over et moseterræn. De flyttede til et hus på en anden vej, hvor Gerda passede et ishus, men arbejdede stadig på "Søbakkegård". Senere købte de huset ved jernbanen og flyttede tilbage. Herfra flyttede de til Ejlstup, hvor de her havde købt en mindre gård, som de blev på indtil pensionen. Gerda var den moster, jeg snakkede bedst med; så jeg besøgte dem tit. Når vi cyklede ud til dem, gik turen over Odense. Vi drejede af på Sønder Boulevard og cyklede over et stort grønt område, Esplanaden. Den begyndte ved jernbanesporet til Svendborg, hvor der var et par bomme, så vi ikke lige kunne cykle igennem. Engang besøgte jeg dem, fordi vi hjemme skulle have kyllingesteg. Det var ikke min yndlingsret, men jeg røg i stedet for ind i en gammel kok. Laurits og Gerda fik først en lille pige, Tove; men hun døde som spæd af lungebetændelse. Senere kom Kjeld og pigerne Lise og Gurli; de holdt sommerferie hos os i mange år. Endelig kom den sidste, Find.

          Ejnar var den ældste af mine morbrødre; han tjente en tid hos Ingemann Andersen ude på "det sorte", tæt på Carl Nielsens fødehjem. Ejnar blev gift med Lily, og de fik drengen Niels Orla. Efter at have boet forskellige steder købte de en lille ejendom i Favrskov, der ligger ved Hjorte mellem Assens og Middelfart. Som følge af et færdselsuheld blev Ejnar ikke så gammel, og Lily solgte ejendommen til Lita Mogensen, der var min kollega på Borgerskolen.

          Erhardt var den yngste, og han var soldat, da vi blev besat af tyskerne den 9. april 1940. Han deltog ikke i kamphandlingerne, men blev interneret af tyskerne. Erhardt blev gift med Edith fra Espe, og de fik 5 børn: John, Kurt, Margot, Anny og Aase. Vi havde ikke meget forbindelse med dem, men Jens Jakob, Aases mand skaffede os den første vaskemaskine.

          Min far blev født den 16. juni 1905. Han og hans søskende havde tilnavnet "Snedker"; min bedstemor blev kaldt Stine "Snedkers" og var født i Sallingelunde. Tilnavnet skyldtes, at min bedstefar, Poul Kristiansen var snedker. Han var såkaldt "ligkistesnedker" og var oplært af sin far. Han lavede grovere arbejder som vinduer, døre o. lign.. Desuden lagde han de afdøde i kiste og "sang ud". Det var skik, at man samledes og sang en sang, når den døde var lagt i kiste, og så sang bedstefar for. Håndværket gav ikke den store fortjeneste, men der hørte også jord til ejendommen. Selve huset, hvortil der var en lille plet jord, lå over for vejen ned til herregården "Gelskov". De havde et par tdr. land, kaldet "Toften" længere om af byen til. Resten af jorden lå et godt stykke ud af vejen til Vantinge, nær "Galgebakken".

          Peder var den ældste af fars brødre, men kun halvbror og hed derfor Pedersen efter bedstemor. Han blev nu altid kaldt Peder "Mester"; for han havde som ung været mester på Nr. Søby Mølle. Han var gift med Karen Kirstine, der var noget tunghør. De havde et stort husmandssted, "Birkely", der ligger i Nr. Lyndelse midtvejs mellem de to veje til Lumby. Vi besøgte dem ved at cykle mod Nr. Lyndelse og ad en markvej, der begyndte ud for, hvor Carl Nielsen - skolen nu ligger, og førte til bagsiden af ejendommen.

          Mesternavnet gik videre til børnene. Den ældste, Magda led som ung af besvimelsesanfald, og det var årsag til et mareridt for mig. Hun havde været på besøg et sted i Søsted og besvimede på vej hjem nær "Bøstmutter" (navnet og stedet forklares senere). Hun lå i grøften med åbne øjne, og det var åbenbart mere, end jeg kunne klare. Magda blev gift med Johannes, sønnen fra nabogården over for. De købte en ejendom i Farstrup. Johannes` lillebror Harald var gift med en søster til Svend Bødskov, min senere arbejdsgiver.

          Gunnar var den næste i rækken, og han blev gift med Ruth, og sammen købte de en ejendom i Dømmestrup. Derefter fulgte Holger; Han havde sværmet for Ditte, men blev gift med Grethe. Han forpagtede jorden, da far og mor gik på pension. Sigrid var den yngste, og hun fik en søn uden at kende meget til faderen. Senere blev hun gift med Aksel Hansen fra Nårup, og de startede sammen fugleparken "Frydenlund" i hans barndomshjem.

          Marie var eneste pige blandt 8 drenge - de havde en lillebror, der døde i konfirmationsalderen. Marie var gift med Marius, og de havde et landbrug i Herringe. Marius havde undertiden nogle trækninger i ansigtet, og de tog til, når han blev ivrig eller ophidset; men de var der aldrig, når han spillede violin. Far og mor boede hos dem den første sommer, de var gift; men det faldt vist ikke heldigt ud. De havde tre piger: Andrea, der stod i lære i Årslev Brugs - jeg var vældig stolt, da jeg fulgte hende hjem efter min kusine Gudruns konfirmationsfest. Inger blev medlem af Jehovas Vidner og rejste til Sjælland. Den yngste hed Mary og var på alder med mig. Marius og Marie kom undertiden på besøg med hest og jumbe. Senere fik de knallert, og det var en af dem, der havde nummerskilt.

          Efter Marie kom Christian, der havde et husmandsbrug lige syd for Gestelev, og han var gift med Christa. Christian lånte far og mor en sum penge, da de købte huset i Søsted. Derfor var altid derhenne et par gange om året for at betale rentepenge. Christian hjalp os også med at tække, indtil far mente, vi kunne klare det selv. Christian og Christa havde det vist ikke godt med hinanden altid; men de fik da 5 børn: Poul, Elna, Ejler, Kristine og en mere, som jeg har glemt navnet på.

          Marius kom før far. Han havde sammen med sin kone Helga et statshusmandsbrug i Nr. Søby. De to brødre lignede hinanden meget; så når far cyklede gennem Nr. Søby lød det tit: "Go`dav Marius". Helga havde en pige, Ellen med sig i ægteskabet. Sammen fik de først Gudrun, der var et år yngre end jeg, og et par år efter fik de Margit. Som følge af, at jeg blev konfirmeret et år senere end normalt, faldt vores konfirmation samme år; så vi var med til hinandens fester. Helga blev ofte betragtet som noget pylret; men så fik hun konstateret kræft i det ene øje. Selv om det blev opereret ud, bredte kræften sig, og hun døde forholdsvis ung.

          Så snart far var konfirmeret, kom han ud for at tjene bønder. Det havde nu ikke hans store interesse; men der var jo mange søskende, så der var ingen kære mor. Bønderkarlene havde det nu ikke altid godt. Far fortalte om et sted, hvor de klagede over kosten. De fik næsten hver dag kartofler og flæsk morgen, middag og aften. Det hjalp nu ikke ret meget; formaden bestod af rabarbersuppe, og efterretten af rabarbergrød. Far skulle have været håndværker; han var allermest i sit es, når han derhjemme skulle reparere et eller andet. Jeg kan endnu se ham for mig, når han havde et stykke jern i komfuret og løb med det ud til stenen ved vandpumpen for at forme det.

          Han havde et godt håndelag; bl.a. lavede han en ajletønde udelukkende ved hjælp af sav og høvl. Da jeg begyndte at spille, lavede han et nodestativ til mig. Ligeledes, da jeg på seminariet i speciale begyndte at præparere insekter, lavede han en kasse med glaslåg - alt sammen af forhåndenværende materiale. Under en af de strenge vintre i begyndelsen af fyrrene fik jeg et par ski; dem havde far lavet af et par asketræsplanker samt nogle læderremme. Han kunne ikke spænde træet fast godt nok, så de kunne blive tilstrækkeligt tynde. De var noget stive; men så blev de senere brugt under min kælk, når der var meget sne, og mælken skulle op til vejen.

          Skolen i Hillerslev var ikke fars store nummer; han blev kaldt for "Tykke". Fodbold var han glad for, og han spillede højre wing. Når der skulle være skæg og ballade nede på sportspladsen i Nr. Lyndelse stillede han op i badedragt. Han cyklede tit ud for at se OB spille på Odense Stadion. Far var altid god for en lun bemærkning, men to ting kunne gøre ham desperat: lopper og tandpine. Det skete tit, når han var ovre for at samle æg, at han fik en hønseloppe på sig. Hvis han ikke fik fat i den, fik han store plamager på kroppen; så han helmede ikke, før han fik has på den. Mor holdt lopperne sig altid fra. Far havde meget dårlige tænder og var derfor tit plaget af en dårlig tand eller en tandbyld. De almindelig midler hjalp ikke, så han brugte noget, der ætsede, hvis det kom udenfor tanden. Engang, hvor vi ventede gæster til hans fødselsdag, stod han på hovedet i en stol i bar desperation.

          Efter far kom Hans, og han blev aldrig gift; men boede hjemme, mens han arbejdede hos bønderne i Sallinge. Senere overtog han barndomshjemmet for at bevare forbindelsen mellem familierne - men den forbindelse var vist så som så. Han havde som den eneste taget kørekort og var bl. a. chauffør for præsten.

          Den næste i rækken, Rasmus blev heller ikke gift. Det lille stykke jord, som mine bedsteforældres ejendom lå på, stødte op til krohaven, og på Sallinge Kro blev Rasmus udlært som tjener. Efterhånden, mens han stadig boede hjemme, tog han ud som skaffer over hele Fyn. Da mine bedsteforældre døde overtog han det huslige arbejde. Over for kroen boede Carl "Smed"; det hed han naturligvis, fordi hans far var smed. Vi var født samme dag og år; hans borgerlige navn var Carl Heidtmann, og han nedsatte sig som voksen som smed i Køng.

          Den yngste blandt fars brødre var Otto, "Fasmosi"; han var fars dreng, men også mors. Som de øvrige brødre startede han også med at tjene bønder, men det var ikke hans kop te. Han kom til at arbejde på forskellige vejanlæg, inden han blev vejmand på Odense-Faaborg-landevejen fra det gamle amtskel mellem Odense og Svendborg amter syd for Nr. Søby til Faaborg. Otto blev gift med Sigrid, og jeg husker, jeg stod under æresporten sammen med Herringepigerne. Otto og Sigrid havde først lejlighed i Sallinge By, inden de byggede deres eget hus lige syd for Sallinge, hvor vejen går ned til Sallingelunde.

          Mens mine bedsteforældre levede, var jeg gerne på sommerferie hos dem. Det var før den anden verdenskrig, og jeg sov i den ende af huset, der vendte lige ud til landevejen, der på det tidspunkt gik gennem byen. Jeg syntes, det var en forfærdelig larm, der kom fra trafikken. Vi: Sigurd Hansen, mejeribestyrerens søn, der senere flyttede til Søsted, Niels Engstrøm, "Ågårdens" to drenge og undertegnede badede nøgne i Sallinge Å i det flade stykke ud for mine bedsteforældres hus. Der chokerede Sigurd mig; han proppede sine mandigheder ind mellem benene, så de var ikke til at se og erklærede: "Nu er jeg en pige". Mejeriet lå skråt over for mine bedsteforældres hus; jeg kom der tit, men kunne ikke lide det, når de rensede og spulede; som det dog hvæsede og larmede. Så var privaten bedre, for Sigurd havde en masse spændende ting bl. a. en mølle lavet af tomme tændstikæsker.

          Men en dag blev badningen slut; for der skulle laves en omfartsvej netop lige over vores badested. De startede med at pilotere til broen over åen, og det var jo spændende for os drenge. Vi måtte nu ikke komme i nærheden og tog derfor plads i passende afstand. Lyden fra rambukken nåede og først, når den var hævet til næste slag. Der stod en mand ved pælen for at styre slagene. Pludselig så vi, at han vaklede; rambukken standsede og en ambulance kom til lidt senere. Det viste sig, at han havde lagt hånden oven på pælen og mistede derved et par fingre. For at opfylde det lave stykke blev materialet fra bakken, hvor vejen også skulle gå, gravet af og kørt derud. Det skete ved hjælp af tipvogne, og ude for enden stod moster Astrids Hans og lede fordelingen af materialet. Fars bror Otto stod for afsendelsen af tipvognene, og der fik jeg en skideballe af ham. Jeg havde fået lov til at skifte spor, men i min ivrighed var jeg for tidlig på den og var ved at afspore lokomotivet - påstod Otto i hvert fald.

          Bedstemor stod altid først op og serverede morgenkaffe for bedstefar på sengen. Der gik lang tid - syntes jeg -, hvor bedstefar hostede, rømmede sig, rørte i koppen, smagte til, spiste og drak, inden han stod op. Når bedstemor skulle brygge øl, stod hun op ved 4-tiden og var i sving hele dagen med brygningen. Det hjemmebryggede øl var uundværligt, men det var ikke noget for mig, for det var surt. Jeg husker også deres ost: det var gammelost, der blev opbevaret i en særlig skål for ikke at løbe væk.

          Den 22. maj 1928 blev far og mor gift i Hillerslev Kirke. I løbet af året før de blev gift var mor indlagt på Faaborg Sygehus på grund af smerter i maven. Her fik hun fjernet en byld på størrelse med et barnehoved. Der gik betændelse i såret, og hun lå med dræn i flere uger. Da hun kort tid før sin død igen blev indlagt på Faaborg Sygehus, blev de gamle papirer om operationen hentet frem. Jeg blev engang "spået" af fru Wiinblad, der oplyste, at jeg havde en søster. Det benægtede jeg selvfølgelig; men efter fars død fortalte mor, at jeg havde haft en dødfødt søster. Om der en sammenhæng mellem disse to hændelser er kun gætterier. Det første år efter brylluppet var de jo hos Marius Bonde i Herringe; men i maj 1929 flyttede de til Søsted.