Arne Kristiansens erindringer

 Anden verdenskrig.

          Jeg mærkede ikke så forfærdeligt direkte meget til anden verdenskrig. Det første jeg kan huske, var når far og mor talte om Mussolinis overfald på Abbesinien. Det, der optog mig mest, var nu de mærkelige navne som Ras Tafar og Ras Nassibus. Et par dage i sommeren 1939 sled jeg vældigt hårdt i det. Vi skulle køre havre ind, og den skulle ind gennem lemmen over vognporten. Det var for farligt for mig at gå på "slyen", så det tog far sig af. Mor rakte negene til far, så jeg læssede af. Det var strengt at få negene op; men jeg klarede det, og som belønning skulle mor og jeg på ferie. Vi skulle cykle til Tørresø på Nordfyn, hvor min moster, Marie og hendes mand, Thorvald var fodermesterpar på en gård, der havde jord ud til Kattegat. Det var dejligt at komme i vandet; men vi tog tidligt hjem, for tyskerne var gået ind i Polen den 1. september. Mor og far talte meget alvorligt om det; for far var jo i den alder, hvor han kunne blive indkaldt.

          Tirsdag den 9. april 1940 startede med en voldsom larm. Far og mor kunne ikke forstå, hvad det var. De snakkede om, det kunne være en ny maskine, som gartneriet havde fået - det viste sig så senere at være flyvemaskiner. Jeg gik i skole som sædvanlig. I skolen spredtes nyheden hurtigt: at tyskerne havde besat Danmark. Vi blev snart sendt hjem, og da jeg kom ind ad døren og fortalte det, græd mor. Der gik mange rygter om flyverne; et gik ud på, at en bonde var ved at køre møg ud. Da han var ved at sprede det, kom en flyvemaskine hen over ham. Han truede med møggreben med det resultat, at maskinen dykkede, så han måtte smide sig. Vores landbetjent Clemment Petersen fra Højby fortalte flere år senere, at han allerede den dag startede modstandsbevægelsen. Han skulle vise en tysk kolonne vej; det gjorde han, så de havnede i en skov.

          I efteråret 1940 fik vi radio, mest for at kunne høre den engelske presse. Vi købte den af Carl Hansens bror, Hans Ulrik, der havde forretning i Otterup. Far og mor hørte altid fra England. De var bl. a. sure på Christmas Møller; for han havde forladt Danmark og sad nu derovre og opfordrede til modstand; han kunne bare have taget kampen op herhjemme. Vi spekulerede meget over de særmeldinger, de bragte i radioen. Det var først sent, vi hørte, at hilsnerne betød nedkastninger af våben og lignende.

          Efterhånden blev der mangel på en hel masse varer, og det, der var tilbage, kunne kun købes ved hjælp af udstedte  rationeringsmærker. De blev udleveret af kommunen i den lille sal i forsamlingshuset i Freltofte, hvor jeg tit var oppe for at hente dem. Der blev også lavet erstatning for alt muligt; der var bl. a. en kaffeerstatning, der hed OKA. Den gik nu ikke særlig godt for bogstaverne blev udlagt til Odense Kommunes Affald. Vi skummede selv fløde af til flødeskum, men fløden var svær at piske stiv. For at hjælpe på det købte mor gulddråber, en væske i en lille flaske.

          Selv om der blev mindre af de forskellige varer, var det nu ikke så slemt for os; vi var selvforsynede med de fleste dagligvarer. Vi dyrkede grønsager og slagtede en gang imellem, selv om slagtningen blev indskrænket til sidst; vi gjorde det bare i nattens mulm og mørke. Vi prøvede også at skaffe os varer, der normalt ikke hørte til på hjemmefronten. Engang brændte vi byg i komfurovnen og lånte Marie og Hans Peters kaffemølle til at male bygkornene. Den kaffeerstatning faldt nu ikke i fars og mors smag, så det blev en engangsforestilling. Vi prøvede også kun en enkelt gang at lave kartoffelmel; det var for omstændeligt, og kvaliteten var ikke god. Fremstillingen af roesirup fandt derimod sted hvert efterår. Enten havde vi et par rækker sukkerroer eller fik nogle af naboerne. Efter at roerne var kogt, blev saften kogt ind og blev mere og mere tyktflydende. Denne roesirup brugte mor til at søde forskellige madvarer i stedet for sukker; vi brugte også sakkarin og chrystalosetter.

          De landmænd, der havde rug eller hvede, skulle aflevere afgrøden til brødkorn. Vi beholdt altid en del af hveden, og om aftenen indstillede far kværnen meget fint og malede den; det blev til grahamsmel. En overgang var elektriciteten rationeret, så vi måtte tærske om aftenen og om natten.

          Det største problem var nok fars tobak. Han havde hørt, at tørrede kirsebærblade var godt. Så den første sommer trak jeg mange blade på en ståltråd. Det var nu ikke nogen succes; de tørre blade havde en tendens til at smuldre, og så var smagen alt for sød. I mellemtiden havde den fynske tobak vundet frem, og vi satte hvert år nogle planter. Når bladene var til det, blev de plukket og trukket på ståltråd. Under tørringen gjaldt det om, at det ikke blev for meget; så smuldrede bladene. Hvis der ikke var luft nok, mugnede de. Når bladene var klar til brug, klippede mor dem i fine strimler med brodersaksen. Tobakken blev så tilsat lidt roesirup og skulle lagres nogle dage. Derefter var tobakken klar til rygning; de var næsten helt berømte på egnen på grund af den gode tobak. De cigarer, som far købte, var det yderste lag papir; men de blev røget alligevel.

          Visse varer var der så lidt af, at man kun kunne få dem en gang imellem. Det gjaldt snaps; det plejede far og mor ellers ikke at købe ret tit. Men når det nu var rationeret, skulle de da også have det. Det gjaldt også sirup; vi fik hvert år hen mod juletid et lille glas, og det var meget sukret. Jeg mindes stadig julemorgen, hvor messingblæserne spillede julesalmer i radioen. Dertil nød vi nybagt grahamsbrød med den sukrede sirup; det er den rene nostalgi.

          Et af krigsårene blev egnen hjemsøgt af mund- og klovsyge, og som regel blev besætningerne slået ned. Det blev de også i begyndelsen - f. eks. på herregården Gelskov i Sallinge. Udbredelsen var dog så omfattende og hurtig, at man måtte opgive det. Der ville være næsten ingen kreaturer tilbage, for så at sige blev alle besætninger angrebet. Når sygdommen blev konstateret i en besætning, blev der sat skilte op, og folks færden blev indskrænket. Helmuth og jeg frygtede, at sygdommen ville ramme dyrene hos en af os, så vi ikke kunne lege sammen. Men vi blev ramt næsten samtidigt, så vi kunne lege som før. Det kunne ske, at et af dyrene døde eller blev goldt. Den værste skade var nu, at mælkeydelsen blev kraftigt nedsat, og at mejeriet ikke modtog mælken i smitteperioden, og indtil staldene var blevet desinficerede.

          Skolegangen gik sin vante gang; vi snakkede selvfølgelig om de forskellige begivenheder, og der var ingen tvivl om, hvor sympatien var. En enkelt episode gav dog anledning til undring. Min lærer Ehrenbjerg havde engang fået fat i et lille illegalt blad; det satte han os elever til at skrive af, men der skete nu ikke noget. Mange ting blev besværlige bl. a. når vi færdedes ude efter solnedgang - så skulle lygterne afskærmes, så vi næsten ikke kunne se ved dem. Husets vinduer skulle også kunne mørklægges; det viste sig at være en fordel. Mørklægningspapiret blev sat på rammer, og de isolerede godt.

          Som tidligere fortalt mærkede vi ikke besættelsen voldsomt ud over, varerne blev knappe. Men vi gik længe og undrede os over nogle sølvpapiragtige strimler, vi ofte fandt på marken. Forklaringen var, at de blev nedkastet af flyverne, så antiluftskytset havde svært ved at fange dem med lyskasterne. En gang imellem fandt vi også nedkastede flyveblade.

          En overgang blev vi overfløjet hver dag af en mærkelig flyvemaskine; det viste sig så at være en vandflyver. Vi havde ofte overflyvninger i slutningen af krigen. Det var lettere for det engelske luftvåben at flyve over Jylland; for der var der længere mellem antiluftskytset og flyvepladser med jagere end i selve Tyskland. En halv time efter overflyvningen kunne vi observere bombningen over Hamburg. Vi stod ofte på ajlebeholderen og så lysskæret sydpå, og det duvede i jorden af bomberegnen. En gang havde der været luftkamp over os, og det blev fortalt, at der lå en masse tomme hylstre fra patroner ude på det "sorte", Sortelung - det var ude ved Carl Nielsens fødehjem. Far og jeg gik derud en dag; vi fandt nu kun en 4-5 stykker. Da hullet i hylsteret passede til et julelys, lavede far en lysestage til tre lys.

          Selv om det var en streng tid, - og måske derfor - florerede sammenkomsterne. Foruden familiefester og de obligatoriske kaffe- og pølsegilder deltog far og mor i mange foreninger. En gang om året var der "brugsbal" i Aarslev; det startede med fællesspisning med øl og snaps og sluttede med dans. I Freltofte var der to foreninger, "Huset" og husmandsforeningen. "Huset" var en forening af dem, der havde aktier i forsamlingshuset; men ved festerne tog man det ikke så højtideligt med medlemskabet - far var en overgang med i bestyrelsen. "Huset" holdt høstfest, andespil og juletræsfest, hvor de fik skolens juletræ. En overgang var der dilettantkomedie i løbet af vinteren.

          Alle festerne sluttede med bal, og ofte var det Laurits "Musiker" fra Allested, der stod for musikken. Enten var han med selv eller sendte nogle musikere - far og mor var nu ikke så glade, når det var Laurits selv, for de huede ikke violinen. Hans borgerlige efternavn var Hansen, og han havde bl. a. to sønner, der også gjorde det inden for musikken. Leo Hansen var 1. koncertmester i radioorkestret, og Henry Hansen var en kendt dirigent.

          Husmandsforeningen holdt også andespil med bal bagefter. De havde en gang om året markvandring, hvor en konsulent fra hovedforeningen var med rundt til medlemmerne og gav de forskellige råd. En gang om året var der også udflugt, og efter krigen gik den ofte til et sted i Jylland - og Poul Gertsen fra Freltofte kørte i mange år. På de udflugter var foruden far og mor også Karl og Elvina og Georg og Ingrid med. Så var pasningen af dyrene overladt til Ditte, Helmuth og mig. Vi var jo instrueret i, hvad, hvornår og hvordan de forskellige ting skulle gøres. Vi hjalp hinanden og det gik rap i rad - så var der mere tid til at lege.

          I løbet af krigsårene gik jeg på danseskole to gange; Vita skulle jo med - men det blev kun til en dans med hende første gang lidt flere anden. Ved det første afdansningsbal havde jeg Hedvig fra Lumby som partner - det gik jo efter størrelse. Far og mor gik sammen med Karl og Elvina også på danseskole. Det var Larsen fra Odense, der havde danseskolen. Petra og Peder Hansen var også med; det faldt lidt svært for Peder. Larsen ville så hjælpe ham og skulle danse dame; men det blev for meget for Peder Hansen - så det sluttede med et "Nej holdt". Det var navnlig engelskvals, der var in, og vi dansede til tidens slager "Violer til mor". Musikken blev leveret af en harmonikaspiller, Bech; han var vi så begejstret for, at han spillede til min konfirmationsfest. Mor gik til gymnastik i Nr. Lyndelse og var med til opvisning i Odense.

          Under krigen blev Freltofte Gymnastikforening startet, og jeg deltog i gymnastikken. Vores første leder hed Aage og var forkarl hos Jens Peter i Lumby. Ham var vi meget begejstrede for; men han rejste tilbage til Halvrimmen i Vendsyssel. Derefter fik vi Aage Jensen fra Sortelung; men han havde ikke taget på os drenge. Sæsonen sluttede med en opvisning i forsamlingshuset, og vi deltog også i en opvisning i "Allerup gamle Have". I sommeren 45 deltog vi ved åbningen af Nr. Søby nye stadion, og jeg havde den ære at være fanebærer.

          "Huset" havde stoppet dilettantkomedien; det tog gymnastikforeningen så op - de spillede bl. a. "Charleys Tante". Krigen var også "skyld" i, at jeg narrede mor og far april. For at få det realistisk nok kom jeg løbende ind i bryggerset, smed træskoene i det lange stykke, åbnede døren ind til køkkenet og råbte: "Der kommer en masse flyvere." Først da de stod ude på ajlebeholderen sagde jeg: "Aprilsnar."

          Tirsdag d. 6. juni 1944 var jeg til præst hos pastor Quistgaard i Nr. Lyndelse. Konfirmationsforberedelsen foregik i præstegården, og her hørte vi om de allieredes landgang i Normandiet. De store folkestrejker i august 44 mærkede vi på den måde, at der blev fortalt, at mange odenseanere kom ud på landet for at "tigge" - det lå nu lidt i luften, at de kunne jo bare opføre sig ordentligt. Om eftermiddagen 2. påskedag d. 17. april, mens jeg gik og arbejdede i køkkenhaven, lød der et rabalder som om blikpladerne på hønsehuset løftede sig og faldt ned igen. Det var den dag, englænderne bombede Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen ved Odense.

          Jeg blev konfirmeret i marts 45, og vi holdt fest engang i april. Jeg skulle egentlig have været konfirmeret i 44; men forholdene var så besværlige, at det ikke kunne blive værre. Men det blev de; der var knaphed på alt. Kødet fik vi jo ved at slagte selv, og det meste af tilbehøret havde vi dyrket selv. Men saltet til den hjemmelavede is måtte vi spare sammen til, og fløden fik vi ved at skumme mælken. Anna Kogekone fra Årslev Mark lavede maden, og hendes søster serverede sammen med et par stykker mere. Min farbror Rasmus Skaffer fra Sallinge stod for det praktiske og for "vinkælderen", som vi også måtte spare sammen til over en lang periode. Da vi blev mange til festen, havde vi lejet et trætelt. Af hensyn til mørklægningen blev det lagt helt ind i "gårdet", så vi gik lige fra gangen ind i teltet. Det kunne jo ikke undgås, at der slap lidt lys ud; så vi blev lidt hede om ørene hen på aftenen, da der blev overflyvning. Senere fik vi at vide, at der havde været våbennedkastning ved herregården "Bramstrup".