Arne Kristiansens erindringer

Søstedvej nr. 9.

          Mit barndomshjem havde selvfølgelig intet nummer; det kom først mange år efter, jeg var flyttet hjemmefra. På højre side af vejen ned til os, altså mod øst lå en rende, en grøft med en halv snes hovedpile, stynede popler. Rendens første funktion var at aflede vandet fra det lille kær, der lå for enden af Kristian Rasmussens hønsegård inde i Karl Kruses jord. Derfra førte en kort rende; resten var rørlagt ned til vores rende. Rendens anden funktion var at bortlede vandet fra nogle dræninger af markerne.

         De mange hovedpile, der voksede her og andre steder på vores jord, var et vigtigt tilskud til vores brændsel; for far købte altid kun en rummeter bøg fra en eller anden skov. Efterhånden gik pilene ud, men det var let at lave nye. Far stak bare en gren i jorden, og i løbet af nogle år var den vokset op til et træ. Han plantede mange, navnlig på de lave stykker ind mod Karls og Georgs. Det største piletræ stod ved den før omtalte rende ud for køkkenhaven, og det fældede Holger mange år senere.

         Engang brugte far en gren som pæl i kyllingegården; den slog rod og blev til en stor pil, der måtte fældes. Et sted ved renden lykkedes det dog ikke at få et træ. Når mor havde storvask, blev tørresnoren sat fast på et søm, der var slået i på piletræerne langs vejen. På et længere stykke manglede der træer, så far stak tit en gren i jorden. Den begyndte godt nok at vokse, men ruskeriet fra tørresnoren fik den til at visne.

          For enden af den 100 m lange rende var der tilløb af overfladevand fra møddingen igennem et lille rør. Et par meter før udløbet fra møddingen voksede der et kastanietræ; det stod i stampe i mange år, men pludselig kom der skub i det. Far og mor havde købt huset af Katrine og Kristian Mortensen, og det var deres datter, der plantede træet.

          På vestsiden af vejen ned til os lå det "lille stykke", og over imod Karls var der en grøft, et dige. Jorden her blev dyrket i takt med de andre marker, så her var vekslende afgrøder. Den ende, der lå op mod huset, blev dog brugt som køkkenhave, der efterhånden blev gjort større. På grøften  ind mod Karls voksede der et "krægehegn" - en slags sure blommer, og hegnet fortsatte ned til lave område bag huset. Enkelte af buskene var dog mere "ædle", og frugterne smagte egentlig rigtig godt.

          Ved sydenden af "krægehegnet" voksede der en hasselbusk. Den bar ikke nødder de første mange år, men efterhånden blev det til en del. Foran hegnet var der en række store grønne rabarber; engang ovre ved Georgs gnavede Helmuth og jeg på de lange, grønne bladstilke med det resultat, at vores læber - navnlig Helmuths - var så ophovnede og revnede, at det var besværligt at snakke for ikke at tale om at spise.

          På nordsiden af køkkenhaven var der plantet en række rønnebærtræer. Derefter var der en strimmel jord, hvor de satte georginer. Derefter igen var der en lille havegang, hvorfra de forskellige bede strakte sig mod syd. Her blev sået ærter, salat, agurker osv. i fine lige rækker klappet med skovlen af far. Kartofler, gulerødder og andet, vi havde meget af, groede ude i en af roemarkerne. Det bedste var nu jordbærrene; det passede ofte, at vi kunne pille de første til fars fødselsdag d. 16. juni, og så kunne vi plyndre det hele til min fødselsdag d. 15. juli, når jeg havde fødselsdagsfremmede.

          Langs med vejen var der et 60 cm højt kyllingenet, hvor mor såede lathyrus. For sydenden af bedene var der først plantet en række hindbær og derefter en række ribs. På et vist tidspunkt blev de enige om at få nogle flere æbletræer; de blev plantet langs med den lille havegang. Ud mod vejen blev der sat et med lidt tidlige æbler; jeg husker ikke navnet, men far kaldte det "fra vor mor", fordi det rigtige navn mindede derom i udtalen. Derefter fulgte Signe Tillisch, Rainer de France og Bramley; æbletræerne voksede hurtigt til, og da georginerne var svære at overvintre, blev de opgivet, og der blev plantet solbær i stedet. Hindbærrene blev efterhånden syge og ribsbuskene for gamle, så de blev sløjfet og bedene lagt på den anden led.

          For enden af renden var der mod vest en stenkiste, så vandet kunne ledes under vejen over til en anden rende, der lå på Karls jord. Det gav et par problemer; for Karl skulle rense renden, men da han ikke havde drænet til renden, var han ikke særlig interesseret i at holde den i orden. Da Valdemar Murer tillige havde fået lov til at lukke sit affaldsvand ud i renden, måtte vi tit ud for at rense op.

          Til at begynde med var der åbent vand efter stenkisten, for det brugte fars forgænger til at vande køer i. Kæret blev også brugt til at lægge kar, baljer og andet, der var blevet for tørt til at være tætte. Vandet fik træet til at udvide sig, så de blev tætte igen. Hvis egerne i et vognhjul var svundet ind, så de ikke sad for godt fast, kunne det også hjælpe at lægge hjulet i vand. Men da far ikke brugte kæret, og der blev mindre med vand, fordi det ikke blev renset op, rørlagde han stykket, brugte stenene til en stengrotte og lavede samtidig en kyllingegård.

          Med hensyn til kæret husker jeg en episode. Helmuth havde fået to forme, hvori man kunne støbe figurer - den ene en dansk soldat til hest og den anden en ridende indianer. Vi fik fat i lidt bly og støbt nogle få stykker; dvs. de voksne, for vi var for små, og det kunne være farligt. Vi skulle have et gammelt blykabel liggende, men det var umuligt at finde. Jeg løb og ledte efter det flere steder og begyndte at rode i kæret. Pludselig hang der noget fast i kæppen; det var blykablet.

          Nu blev der travlhed; kablet skulle flækkes, så trådene kunne komme ud. Det skulle renses, og der skulle støbes; så en hel dag blev sat af til det. Det blev til en masse "tinsoldater", som vi skulle dele. Det endte dog for mig - set med barnets øjne - lidt trist. Den sidste soldat havde en tap der, hvor blyet løb ned til figuren, og den ville vi begge to gerne have. Jeg mente, at jeg skulle have den; for vi havde da leveret blyet. Men Georg og Ingrid sagde ikke noget, så far og mor bestemte, at Helmuth skulle have den; for de havde skaffet formene.

          Når vi stod på stenkisten havde vi en trelænget ejendom foran os: mod øst staldlængen, mod vest laden og mod nord stuehuset. Mellem længerne var der brolagt, og det kaldte vi "gårdet"; brolægningen bestod af større marksten. Ca. midt i "gårdet" nærmest stuehuset var stenene sunket; det skulle skyldes, at der i sin tid havde været en brønd der.

          Ovre ved porten ind til laden var der også lavt; så her stod der altid vand, når det havde regnet. Det blev ledet væk fra "gårdet" ned i stengrotten. Inden vandet kom ned i stengrotten, passerede det en stenhøj, som var lagt om et meget gammelt og stort kastanietræ. I stengrotten under kastanietræet var der anbragt et rundt bord med en plade af cement støbt i en vognring. Bordet stod først omme i blomsterhaven under et stort rønnebærtræ, og pladen endte med at være dæksel over kloakken ved svinestien.

          Ud for den sydlige ende af laden ind mod Karls byggede far den første sommer, de havde ejendommen, et hønsehus - så det husker jeg ikke noget om; for jeg blev først født året efter. Ligeledes husker jeg heller ikke et stort piletræ, der stod op og ned af gavlen. Til at begynde med stødte hønsehuset ikke op til ladebygningen; det kom året efter og blev kaldt tørveskuret af naturlige grunde. Under krigen var det svært at få ordentlige tørv; de var tit stærkt svovlholdige og ikke for tørre. De blev derfor tørret i komfurovnen, og det lugtede ikke godt, når vi fyrede med dem. Jeg var engang med ovre i Nr. Søby og hente tørv et sted, de kaldte "iskælderhuset". Tørveskuret blev senere indrettet til at huse selvbinderen. Foran hønsehuset lå kyllingegården og bagved hønsegården, der en overgang strakte sig ned til hækken, der adskilte blomsterhaven og marken.

          Hønsehuset lå med forsiden ud mod kyllingegården;  grunden var støbt, vægge var af træ, og taget var af blikplader. I forsiden var der en dør ind mod tørveskuret, og resten var et stort vindue lavet af alm. ruder sat på trærammer med riller, så ruderne kunne skubbes. Inde i selve hønsehuset var der bagest et træskelet med hjalet foroven, hvor hønsene kunne sidde og sove om natten. Forrest på træskelettet hang redekasserne, hvor hønsene lagde æggene. Det var som regel let at samle æg ind, selv om nogle af hønsene lå i rederne. Der var dog en gang imellem en, der var galhovedet og huggede os. Når en høne blev "liggegal", skruk, var den næsten ikke til at jage af reden.

          Foran på gulvet var der et ædetrug med en blanding af hvede og byg - senere hønsepiller. Der var også et vandtrug og en kasse med strandskaller, så æggene kunne få en stærk skal. I mange år var vores høns en race blandet af rode rhode islands og plymouth rocks. I begyndelsen lod vi en "liggehøne" ruge en 12-15 æg ud til kyllinger, men senere fik vi gerne om foråret en portion kønssorterede hønekyllinger og et par hanekyllinger. I vinterhalvåret var far og mor meget påpasselige med at hønsene fik lys et par timer om aftenen, for ellers gik de i fældning, og ægproduktionen stoppede.

          Vi havde en overgang en hane, der var meget hidsig. Den røg på os hver gang, vi kom ud i hønsegården; så den endte sine dage på middagsbordet. Far var jæger og prøvede tit at redde æggene fra en fasan, der var blevet slået ihjel. De blev lagt under en "liggehøne", skrukhøne. Fasankyllingerne blev som regel godt nok ruget ud, men den videre opdræt var oftest en fiasko, selvom jeg fandt myretuer og fodrede dem med "myreæg". pupper.

          En gang var vi dog heldige med at få en halvstor fasankok ud af det. Den var næsten tam og løb overalt. Når den var ude i "gårdet", og far skulle ud i hønsegården for at fodre, fløjtede han bare, og "kokki" fløj over laden. Den forsvandt dog en skønne dag; om naturen kaldte, eller den blev taget af et dyr, fortæller historien ikke noget om.

          I hønsegården stod et æbletræ med dejlige gule æbler. Bag ved æbletræet tæt på hegnet stod en hvid syren og ved siden af den en pil. Det var en hvidjepil, mens de fleste andre pile egentlig var popler. Tæt på pilen plantede far et selvsået kastanietræ. I hønsegården var der også et træ med saftige, gule blommer, samt et træ hvis frugter vi kaldte "æggeblommer".

          Ved træet med de gule blommer stod der en ribsbusk - en meget gammel med et par lange grene. Denne ribsbusk havde jeg et særligt forhold til. Når man er i den alder, hvor man helst skal være renlig, kan der ske et uheld engang imellem; og det skete altså her. Jeg tror, det var i middagsstunden, hvor far og mor sov til middag. De måtte helst ikke forstyrres, og jeg skulle have hjælp til at knappe bukserne op. Så derfor blev jeg siddende, da det det begyndte at presse på. Kort sagt! jeg sked i bukserne.

          Endvidere stod slibestenen også i hønsegården; det var et stativ, hvor en sandsten var hængt op og kunne drejes rundt ved hjælp af et håndtag. Under stenen var der trækasse, hvori der kunne hældes vand, så stenen blev våd på slibefladen, når vi drejede håndtaget. Det var meget kedeligt at stå der og dreje.

          Ved siden af slibestenen var der en cementplatform med fire korte jernstænger: det var resterne af en gammel hestegang. Før elektriciteten blev den brugt til at trække de forskellige maskiner i laden. Når de f. eks. skulle tærske, blev tjenestedrengen sat til at drive hesten rundt. Den var forspændt en bom, så hestegangen drejede rundt, og "kraften" blev transmitteret ind til tærskeværket.

          Ud for gavlen ind til stuehuset stod en elmast. Vi fik strøm fra en mast, der stod oppe i hjørnet af Kruses hønsegård ved vejen ned til Kaj og Ingeborg; de øvrige master stod i hegnet ind til Karl Hansen. I masten var der sikringer, og et blykabel førte strømmen ind i laden, hvor kraftmåleren hang. Derfra førte et kabel strømmen ind i gæsteværelset, hvor lysmåleren hang. Mastesikringerne skulle sørge for, at et eventuelt lynnedslag ikke forårsagede brand. Det virkede også; for længe efter, jeg var flyttet hjemmefra, slog et lyn ned og ødelagde sikringerne. Men det blev holdt hemmeligt, for Grethe var ikke glad for tordenvejr.

          Fra pladsen foran staldgavlen kunne vi komme to veje om til køkkendøren. Den ene ved at gå uden om møddingen - det var den Georg brugte, når han skulle forbi med mælken - den anden ved at gå langs med staldbygningen. Sidstnævnte gik altså mellem stalden og møddingen og var "brolagt" med større og mindre sten samt rester fra en gammel ajlebeholder

          Lige når vi kom ind på den fra gavlen, var der en kloak til det "tynde" fra grisene. Den var dækket med en træplade, som efterhånden blev noget skrøbelig og til sidst erstattet med bordpladen fra bordet i stengrotten. Over dækslet var der en lem ind til grisestien, hvorfra slagterigrisene blev trukket ud, når de skulle sælges. Lidt længere fremme ud for enden af møddingen var der en anden kloak, som havde samme formål, men til køerne. Her var også en mindre dør, der blev brugt til at smide møget ud af. Den blev dog muret til, da far lavede kostalden om. For enden af møddingen lå ajlebeholderen, og den havde i begyndelsen buet dæksel.

          En middag, vi sad og spiste, lød der et vældigt drøn. Far og mor blev enige om, at det måtte være et tordenskrald; men da vi kom ud for at se nærmere på tordenvejret, opdagede vi, at dækslet på ajlebeholderen var braset sammen. Så måtte far i gang med at lave et nyt, men det blev fladt og var støbt sammen med nogle jerndragere. I det nordøstlige hjørne af ajlebeholderen stod ajlepumpen; det lugtede ikke af violer, når den blev brugt.

          Nord for ajlebeholderen havde vi en plads, vi brugte, når køerne skulle ud og ind; den var lige ud for stalddøren. Ude ved markvejen stod en meget gammel og meget stor hestekastanie. Far havde påsat et kraftigt jernøje, som vi brugte til at binde køerne i. Det forsvandt fuldstændig, efterhånden som træet voksede. Det bliver ikke rart at save i, når det engang bliver fældet. Tæt ved stalddøren stod der i begyndelsen et stort asketræ, ligesom der også stod et nord for kastanien inde i havehækken. De blev fældet under de hårde vintre i begyndelsen af fyrrerne; men stubben fra det inde i hækken holdt i mange år.

          Imellem stubben og kastanietræet stod mælkevognen. Den havde to jernhjul og en bund af træ, hvorpå der var et jernstativ til at støtte spandene. Mælkevognen blev også brugt til leg. Under kastanietræet stod et vandbassin, som far selv havde støbt. Det blev selvfølgelig brugt til at vande køerne, men også til at afkøle mælken. Spanden med den varme mælk blev anbragt i bassinet og låget blev sat lidt på skrå. Det havde en af vores katte opdaget; men det kom den dårligt fra, for den druknede, da låget faldt på plads - stakkels kat.

          Jeg havde også en dårlig erfaring med bassinet. En sommeraften kom jeg løbende inde fra og ville i kådhed springe op på kanten; men jeg gled og hamrede hagen ned i cementen. Det gav mig et ar, som holdt i mange år, og en forstuvet kæbe, så jeg ikke kunne tygge i mange dage.

          I krogen, hvor gavlene fra stald og stuehus stødte sammen, havde vi et rigtigt gammeldags das. Ved siden af dasset var bryggersdøren, og op og ned af døren var der et udløb fra bryggerset. Det fortsatte i en rendesten, der ledte vandet ud til en rende bag ved havehækken, hvor det fordampede. Indholdet i rendestenen lugtede ikke godt - navnlig i sommerdage; så den måtte af og til renses grundigt.

          Lidt på den anden side af rendestenen stod vandposten, og mellemrummet var belagt med sten. Her foregik den daglige rensning af malkespandene, samt når mor havde storvask. Vandet fra posten var stærkt jernholdigt og hårdt dvs. meget kalkholdigt; så for at blege det brugte mor blåelse. Far havde sømmet to brædder sammen, så de dannede en "rende"; den blev brugt til at få vandet fra posten over i bassinet - det var skrækkeligt, så meget vand de køer skulle have at drikke.

          Vi havde to transportspande, mælkejunger, hvorpå der stod fars navn - dertil et par spande til at malke i, samt en si, så mælken kunne blive renset, inden den blev sat til afkøling i vandbassinet. Det gjaldt om at få så god en mælk som muligt; for en gang i mellem blev der foretaget en prøve, og så skulle mælken helst i første klasse. En gang imellem ved sommerdage kunne den ryge ned i anden klasse, og så var der ikke så mange mælkepenge.

          En gang om måneden blev der udbetalt mælkepenge; mændene gik så på omgang hos hinanden - hvis det ikke var hos os eller Georg` var mor og Ingrid gerne sammen. Mandfolkene fik gerne en kop kaffe med brød, og aftenen sluttede med et slag kort - gerne "ligeud". Far var i bestyrelsen for "Nr. Lyndelse Andelsmejeri" i mange år - mejeribestyreren hed Bøgh-Sørensen. Far fik pengene udbetalt i kuverter til de forskellige medlemmer.

          Spandene stod på et stativ ved stuehusgavlen, som sien hang på. På et tidspunkt blev rendestenen fjernet, og spildevandet blev ledt om til renden ind til Karl og Elvina. Der blev lavet en rist ved bryggerset og en midt på, hvor spandvask og storvask foregik. Rørene herfra førte hen til en samlebrønd ved prydbuskene og herfra så ud til den åbne rende. Ved siden af vandposten stod et blommetræ, "Reine Claude", og herunder lavede mor min første have.

          Vores blomsterhave lå nord for stuehuset, og den var mod øst begrænset af en ca. 20 m lang tjørnehæk. Hækken begyndte ved det store kastanietræ, og der stod to kirsebærtræer i den. Mod nord var det også tjørn - bortset fra et mindre stykke på midten, hvor der var liguster og en kæmpestor røn. Hækken endte i en linie ud for stuehusets vestgavl, og her førte en bred gang hen til gavlen, hvor det meste af kornet fra marken blev bragt ind på loftet gennem en lem.

          I den nordlige del af hækken stod der tre gamle kirsebærtræer samt et par, far plantede. Inde i selve haven førte en gang fra østgavlen nord på til hækken. I stykket mellem denne gang og østhækken var der prydbuske og et æbletræ, "Pederstrup". I det nordøstlige hjørne var der et lysthus af avnbøge; jeg kan svagt huske, at jeg klatrede i det, og at det runde havebord stod der. Avnbøgene blev fældet - bortset fra det på hjørnet; der efterhånden blev meget stort. Foran lysthuset på den anden side af gangen var der en stenhøj.

          Havebordet blev flyttet hen foran den store røn. Gangen fra lysthuset fulgte havehækken hen til den store gang. Der var ligeledes en gang langs med stuehuset, hvor der voksede en slags gammeldags roser op og ned af muren. På muren hen mod østgavlen hang den lange stige, som blev brugt, når vi skulle på taget. Midt på de to lange gange ud for køkkenvinduerne var der en smallere forbindelsesgang. På hver side af denne gang var der et smalt bed beplantet med roser. De var dog svære at holde liv i under de hårde vintre i begyndelsen af fyrrerne og blev efterhånden erstattet med knoldbegonier.

          Indenfor de fire gange - altså bortset fra midtergangen - var der blomsterbede. Bl. a. husker jeg en plante, der stod ud for spisekammervinduet, men kunne ses fra køkkenet. Det var en natlys, og vi har mange gange iagttaget fænomenet, når de langsomt åbnede sig ved ottetiden om aftenen - vi kaldte den altid for klokken-otte-blomst.

          Imellem gangene og bedene var der en lav buksbomhæk, men den var også svær at holde liv i. Inderst var der to græsplæner. I den østlige stod der et pæretræ, "Grev Moltke" og et æbletræ, der bar en slags sommeræbler. I den vestlige stod to æbletræer: "Belle de Boskop" og "Cox`s Pomona"; det sidste klarede sig dårligt på grund af en leret og hård jord.

          På grund af bl. a. de grimme buksbomplanter blev haven lagt fuldstændig om. Blomsterne blev sat i et stort bed langs med den lange havehæk, og græsplænen blev en stor langs med huset. "Cox`s Pomona" og sommer‘bletræet blev fældet; det sidste var jeg godt nok ked af, for det var rart at klatre i, og æblerne smagte godt. Midt i græsplænen blev der lavet et kvadratisk bed, som stod på spidsen og beplantet med knoldbegonier.

          Området mellem blomsterhaven og hegnet ind mod Karl` var i lang tid en del af hønsegården. For enden af denne havde jeg min anden have; og den passede jeg i mange år. Det var et lille trekantet stykke, hvor jeg havde sat nogle stauder - overskud fra den store have. Det bedste var nu de frø, der blev tilovers fra køkkenhaven; for det at spise sine egne ærter og gulerødder var nu lækkert.

          Hvis halmen ikke blev brugt i løbet af året, blev det gerne sat ud i et hæs, og der lå et for enden af min have i mange år. En hændelse - ikke noget særligt - har sat sig i min erindring. Jeg lå en sommerdag oppe på hæsset sammen med vores hund. Jeg så op på de drivende skyer og må have været faldet i søvn, og fornemmelsen, da jeg vågnede, kan jeg ikke beskrive.

          Inde i hønsegården var der en del frugtbuske og to æbletræer. Træet nærmest min have var "Nonnetit", hvorpå der var podet "Pederstrup". Det andet var "Cox`Orange"; men på grund af dårlige jordforhold voksede det kun lidt og var fuld af kræft.

          Tjørnehækken fra haven fortsatte ind i hønsegården, men havde her fået lov til at blive til et krat. Tæt op mod gavlen voksede der et stort birketræ, og under det var der en del peberrodsplanter, hvor hønsene holdt af at baske i den tørre jord. I hegnet voksede der to kirsebærtræer - med nogle dejlige store og søde bær - samt et meget stort asketræ. Det blev brugt til at fastgøre antennen, da vi fik radio i efteråret 1940.

          Den gang krævede en radio en ordentlig antenne, så den blev sat op i asken og trukket hen til skorstenen i bryggerset. Over skillerummet mellem køkkenet og dagligstuen blev så en tråd ført ned til radioen i køkkenet.

          På et tidspunkt blev trådhegnet til hønsegården rejst i en linie med nordsiden af stuehuset. De forskellige frugtbuske blev efterhånden erstattet med stikkelsbærbuske, og der blev lavet et blomsterbed langs med den brede havegang. Stikkelsbærrene var tit overtrukket med et hvidligt lag, men det blev bare gnedet af, og så var det udmærket; det har nok været meldug.

          Stykket bag ved haven var ikke ret stort og afgrøden fulgte ofte en af de andre marker, selv om det af og til var udlagt med græs i en længere periode. En overgang var en strimmel langs med markvejen over til Georgs tilsået med lucerne, som far slog af til dyrene, når de kom ind om aftenen. Han kørte det hjem på trillebøren; ligeledes slog han de forskellige grøfter og kørte det hjem sidst på eftermiddagen. Stykket var meget lavt i rundingen ind til Karl`, og der stod tit vand til hen imod sommeren. Der var en hel del "piletræer" bl. a. nogle sølvpopler bag ved halmhæsset.

          På et tidspunkt blev det beplantet med forskellige slags grantræer - "storskoven". Far var i bestyrelsen i jagtforeningen, og de fik af og til nogle træer og buske til at plante forskellige steder, bl. a. plantede far en del i Knud Knudsens grusgrav. Engang fik de et stort restparti, og det blev til vores "skove".

          Hvis vi fortsatte ud langs renden ind til Georg` var der flere "piletræer". Et stykke inde var der også lavt, og der stod tit vand sidst på vinteren og først på foråret. Her satte far også nogle pile, der nåede en anselig størrelse. Lidt længere ude blev det noget højere, og her stod en gruppe asketræer). Længere ude i den yderste trekant blev det igen lavere, og her plantede far "lilleskoven". I skellet stod der en busk, "gæslingeblomster". I grøften, diget var der også flere "piletræer", sådan inddelt at træerne nærmest Buck`ns var hans, og resten var fars og mors.

          Ladebygningen ragede et stykke længere frem end stalden, og der var vognporten. Over porten var der i taget anbragt en lem, så vi kunne komme af med kornet den vej også. Ud til gårdspladsen var der en stor port, og umiddelbart indenfor til højre stod fjedervognen. Som navnet antyder var den affjedret, og den blev brugt til at transportere mindre ting og f. eks. køre flæsk og skinke til røgeren i Nr. Søby.

          Til venstre for fjedervognen havde vi vore cykler og far sit værksted; det var nu nærmest det almindelige værktøj og alskens rester i form af søm og skruer og andet ragelse - det kunne måske bruges engang. Bag ved "værkstedet" stod en charabanc. Jeg har aldrig set den i brug; den var ellers flot med betrukne sæder og et læderstykke til at trække op om ben og sæde for dem, der sad på bukken. Det flotteste var nu de to lygter med farvet glas og en holder til tællelyset.

          Ved siden af charabancen bagved fjedervognen stod aflæggeren, og den har jeg kun set i brug en eneste gang. Den bestod af et mejeapparat og et "bord", hvorfra fire vinger skrabede stråene af  i passende portioner, så det var lige til at binde i hånden. Det var nu ret besværligt, så i mange år høstede en af naboerne. Far prøvede at lave aflæggeren om til en slåmaskine, så han selv kunne slå græs til hø. Det lykkedes nu ikke, for udvekslingen til tænderne var afpasset til korn, og det var for langsomt til græs.

           Ved siden af vognporten lå loen, og ind til den kunne vi komme via en tredelt port fra gårdspladsen. Den bestod af en stor del til højre, som kun blev brugt, når vi skulle have vognen ud og ind. Mest brugt var den til venstre; den var kun halvt så stor og var delt i en over- og underdør. Både vognporten og ladeporten blev malet rødbrune af et pulver blandet op i kærnemælk. I rummet bag portene var der lerstampet gulv, og nogle af væggene var også af ler.

          Bagved den brede port stod arbejdsvognen - en stiv kassevogn. Den var ikke affjedret, og kassen bestod af en bund, to 3 m lange sidefjælde, et forsmæk og et bagsmæk. Sidefjældene kunne gøres lidt højere ved hjælp af et par "kæpskinner" - så kunne der være et par roer mere. Foruden til at køre roer med brugtes den også til at køre møg; så fjernedes for- og bagsmæk. Kassen lå på en undervogn bestående af to hjulsæt forbundet med en stang. Hvert hjulsæt havde aksler til hjulene, og over hvert hjul sad en vognkæp, som holdt sidefjældene på plads.

          Ved det forreste hjulsæt kunne der anbringes skagler til en enspændervogn eller en vognstang, hvis det skulle være til to heste. Når kornet skulle køres ind, blev den lavet til en høstvogn. Det skete ved ,at den stang, der forbandt for- og baghjul, blev skiftet ud med en længere. Kassen blev erstattet med et par længere sidestykker og en længere bund.

          Loftet over loen var en "slyde", det vil sige , at der med ca. 30 cm afstand var anbragt kraftige træstænger - ofte lige  pilegrene - til at lægge negene på, og det var oftest havre. "Slyen" havde ikke altid været der; for når de skulle tærske med plejl, skulle der være højt til "loftet". Der hang også en gammel plejl i loen, og jeg har set far bruge den engang, han skulle tærske et par hvedeneg, hvor halmen skulle bruges som langhalm til at udbedre en mindre skade i taget.

          Langs væggen ind til vognporten stod hakkelsesmaskinen; den blev brugt til at hakke havrestrå  i små stykker til hesten. Jeg har kun set den i brug et par gange, for motoren stod for langt tilbage. Et tov fra remskiven på motoren til maskinen overførte kraften. Da far kasserede den, fik såmaskinen sin plads der, når den ikke var i brug. Langs med gårdsiden op til stuehuset var der et "korngulv", hvor hveden havde sin plads.

          Ud mod hønsegården ud for elmasten stod motoren, og længere nede næsten ud for kassevognen stod den første tærskemaskine. Det var nærmest en tromle med nogle jernpigge, der rev kernerne af, når kornet blev stoppet i. Bagefter skulle det renses i en rensemaskine drevet ved håndkraft. Det var et stort monstrum med en kasse foroven, hvor far ved hjælp af en kornskovl, træskovl hældte blandingen af korn og avner. Når vi så drejede på håndtaget, rystede et par sold, og nogle vinger blæste avnerne væk. Det var jo tungt og besværligt, så den og tærskemaskinen blev udskiftet med en selvrenser; jeg var selv med ovre og hente den i Marslev.

          Den nye tærskemaskine blev anbragt langs med "korngulvet" til hvede. Fortil blev kornet stukket ind, så tromlen kunne rive kernerne af. Tre lange stænger med tværpinde rystede korn, avner og småstrå fra, og da de bevægede sig forskudt for hinanden, førtes halmen videre. Smådelene blev ført over et sold, hvor avner og o. lig. blev blæst væk. Nederst var der et sold, hvor småkorn og ukrudtsfrø blev renset fra; det brugt far som vinterfoder til fuglene. Endelig blev det rensede korn slynget op til et stativ, hvor der kunne anbringes to sække.

          Der, hvor den gamle tærskemaskine stod, fik kværnen sin plads; den blev brugt til at male kornet til grut til grisene. Ved siden af kværnen ned mod vognporten, var der en låge ud til hønsegården, hvor igennem hønsene fik deres mad. Den blev senere, da far murede muren om, erstattet med en dør; den sad oprindeligt mellem køkken og dagligstue. For enden af korngulvet til hvede egentlig det halve af storstuen havde far lavet et "korngulv" til byg.

          I staldlængen var der i siden ud mod "gårdet" to grønmalede døre - en helt oppe i hjørnet ind til stuehuset, hvor vi fra "fodergangen" kunne komme videre ind i bryggerset, og en midtvejs, som sjældent blev brugt. Jeg kan svagt huske kostalden, før den blev lavet om. Den gang stod køerne med rumperne mod sydgavlen, og grebningen endte ud for en mindre dør mellem møddingen og ajlebeholderen. Ud mod gavlen blev der lavet tre svinestier, en mindre ud mod møddingen og to lidt større. Den største lå ud imod "gårdet", og der var vi heldige et par gange med at have en svalerede oppe under loftet; far havde sømmet en stump bræt fast for at hjælpe svalerne. For enden af svinestierne var der en gang, hvor der stod en trækasse til grut, som blev blandet op med vand og mælk og hældt i et trug til grisene.

          Når en gris nærmede sig slagtevægten, tog far en snor og målte grisens omfang. Ved at lægge snoren på tommestokken, kunne han se, om det var ved at være tid. Når det så var opover, blev grisen skubbet ind i en grisekasse og vejet på vores decimalvægt. Når grisene blev hentet til slagtning, fik de et klask af et instrument med nogle pigge, der afsatte vores nummer. En overgang, hvor der blev produceret for mange grise, var der svinekort for at nedsætte antallet.  Grisene endte deres dage på slagteriet Koppmann.  I Odense. Vi havde også af til en so for at få pattegrise, og jeg har engang, mens jeg gik på seminariet, været fødselshjælper - jeg havde slankere hænder end far.

           De store svin havde ofte lus, og dem kunne vi få på os, når vi rensede inde ved dem. De var nu lette at få af; de var store og kravlede op af halsen. Senere blev grisene afluset med gesarol. En gang havde vi en so, jeg var uvenner med. Jeg skulle ofte muge ud hos grisene, og en dag, jeg var i gang, bed soen mig i buksebagen og rev den i stykker - jeg skulle i hvert fald ikke mere gøre rent hos den so.

          Jeg skulle, da jeg blev større, holde "posegrisene", galtene, når de skulle kastreres. Jeg sad på en malkestol og holdt grisen, mens far svang kniven; det brød jeg mig ikke om, heller ikke efter jeg blev voksen. I gangen stod der ofte også en sæk med kraftfoder til køerne. I foderet var der nogle små, hvide stykker, der smagte som nødder; det har nok været solsikkefrø. Svinestien ud mod "gårdet" blev tit anvendt til noget andet f. eks. til roer, der blev smidt ind gennem et vindue, der sad midt på. Et par vintre blev den også brugt til mine kaniner.

          En sommer under krigen havde far og mor været på cykeltur ud til Marie og Thorvald i Tørresø på Nordfyn. Da de kom hjem, havde de et par kaniner med til mig: en grå, der var meget kælen og en broget, der altid bed, når jeg tog den op. Far lavede et kaninbur på fire høje ben og et tag tækket med tagpap. Det kunne løftes op. Fortil var der kyllingevæv, og selve buret var delt i to rum. Et til ophold og fodring og et foret med halm til at sove i. Der gik megen tid med at hente mælkebøtter o. lign.. Det kunne godt være irriterende en gang imellem. Når vi legede allerbedst, skulle de fordømte kaniner have mad. Ellers var det sjovt, navnlig hvis jeg kunne få nogle kaninunger.

          Knud Knudsen, der ejede den store grusgrav, havde en søn, der hed Karl. Han var lidt ældre end jeg og gik i friskolen i Nr. Lyndelse. Han blev for øvrigt senere gift med Ditte, efter hun havde et forlist ægteskab med Regnar fra Nordfyn. Det skyldtes Regnars drikkeri, men Karl tog sig af Ditte og hendes to drenge, Poul og Gordon. Sammen fik de Ebbe. Karl kørte sig ihjel på knallert i et vejkryds i Gestelev.

          Karl havde en hankanin, og jeg var deroppe og fik mine parret. Det gav resultat, og en overgang havde vi et bur, der kunne flyttes ude på græsset. Engang imellem gravede de sig ud, og så måtte vi på kaninjagt. Jeg slog også kløver til dem fra de totter, køerne levnede. Men hvad skulle vi dog gøre med de mange kaniner, for vi kunne ikke spise dem selv. Vi var heldige, at der kom en mand fra Odense. Han var interesseret og købte mine kaniner et par år. Det gav også et par kroner til sparekassebogen.

          Det var et sidespring, tilbage til Søstedvej nr. 9. Svinestalden og kostalden var adskilt med en trævæg afbrudt ved "fodergangen" og grebningen. Staderne blev drejet 45 grader, så hovederne vendte ud mod "gårdet". Foran dem var der en "fodergang" og en trappe, så vi kunne komme op på loftet efter hø og halm. Ved den dør, der sjældent blev brugt, var der som regel et mindre roehus, hvor der stod en roeskærer.

          Oppe under loftet ud mod "gårdet" havde vi et dueslag. Det var nu ikke fordi, vi var ret meget interesseret i duesteg. Jeg var tit ovre ved Svend Slagter med et par dueunger og fik et pund hakkekød i stedet. Svend Slagter boede på højre side, hvor vejen fra Freltofte støder til hovedvej 9. Oversigtsforholdene for trafikken fra Ringe var her meget dårlige, så huset er nu revet ned.

          I staderne var der plads til 5 dyr - gerne 4 køer og en kvie. Bag grebningen ud mod møddingen ind mod svinestierne var der plads til 2-3 dyr - gerne et par kalve. Her hang også hestens seletøj, og på gulvet stod to malkestole samt "missernes" drikkeskål. Ind mod bryggerset stod hesten med en hæk og et "spiltov" foran sig. Imellem hesten og køerne var der en gang; den blev også brugt til Peder` hest, når vi havde brug for den.

          Her hang også en kardæsk, en stiv børste med en rem op om mellemhånden og en strigle, en metalbørste. Vi havde så kardæsken i venstre hånd og striglen i højre og brugte dem skiftevis på køerne og navnlig på hesten, så de kunne blive rene og pæne. Foran gangen var døren ud til "gårdet", og ved at gå forbi hækken ind til hesten kom vi hen til døren ind til bryggerset. Ved siden af døren ind til stuehuset var der et større rum - nok resten af en gammel bagerovn. Det blev kaldt "roehuset", men sjældent brugt til det - mere til fast brændsel, først til briketter og senere til brunkul og formbrændsel.

          Når vi stod i "gårdet" foran stuehuset, ville vi se en gul facade, en hvid gesims og en blålig grundmur; det øvrige murværk var hvidkalket med gul gesims og blå grundmur; flere steder kunne stolperne ses, men de var overkalkede. Midt på facaden var der en todelt, grønmalet gangdør med uigennemsigtige ruder. Foran var der en tilhugget trappesten og foroven sad der en udendørslampe.

          På hver side af gangdøren var der to vinduer - til højre ind til sovekammeret og til venstre ind til den "fine" stue. Under vinduerne var der en sålbænk ofte blålig som grundmuren. Når vi kom ind i den lille gang, var der ikke mindre end fire døre. Til højre var døren til sovekammeret, og til venstre to døre ind til den "fine" stue, idet den engang havde været delt i to. Døren nærmest "gårdet" blev senere brugt mellem køkken og dagligstue. For enden af gangen var døren ind til køkkenet.

          Skorstenen stod midt i huset, hvor gangen, den "fine" stue, dagligstuen og køkkenet stødte sammen, og renselugen var i gangen. Loftet var af træ, og da der lå korn deroppe om vinteren, var det et godt sted for musene. Vi kunne tit høre dem gnave. En gang imellem var de ved at gnave igennem, og det dryssede fra mellemrummene, hvor brædderne stødte sammen. Derfor fik vi sat papplader op i gangen, sovekammeret, køkkenet, dagligstuen og den "fine" stue. De fik pyntelister og blev malet. Men som tiden gik, gnavede musene igennem, og hullerne blev lappet med papir og overmalet.

          I den "fine" stue var der plydsmøbler - en sofa og tre lænestole -, et mindre bord og forskellige små blomsterborde. Hovedparten af blomsterne var pelargonier. Sofaen lavede far om til en slags divan og anbragte den i køkkenet. Lænestolene, hvoraf to af dem havde små hjul foran endte hos min kusine Eva. Modsat gangen var der en blændet dør ud til storstuen, korngulvet. I hjørnet ind til skorstenen stod der en kakkelovn; den blev senere erstattet med en kamin. Ved siden af kakkelovnen var døren ind til dagligstuen, og i hjørnet stod et hjørneskab.

          I sovekammeret stod en dobbeltseng med fjeder med hovedenden ind mod "roehuset". Over sengen hang der ved hovedgærdet en ledning ned, så de kunne slukke og tænde for lyset fra sengen; men der måtte have været noget i vejen med installationen; for vi måtte altid sørge for at slukke der, hvor vi skulle tænde senere. I loftet over fars seng hang der et reb; det brugte han til at hive sig, når han skulle flytte sig i sengen. Han havde ofte ondt i ryggen, og når han havde "hold i ryggen", måtte vi til Årslev efter et plaster.

          Mor sov ud mod "gårdet", og ved siden af stod min seng; det var en udtræksseng lavet af min bedstefar, der var snedker i Sallinge. Da jeg flyttede op i gæstekammeret, lavede far sengen om til et skab til mors symaskine og hendes øvrige sygrej. Ved væggen ud mod gangen stod en kommode, og ovre ved fars side stod et klædeskab. Gulvet gik på et tidspunkt i stykker, og far erstattede det med et cementgulv.

          I køkkenet stod komfuret imellem døren ud til gangen og ind til sovekammeret, og et langt rør førte røgen op til loftet og hen over døren til skorstenen. Komfuret havde tre fyrsteder; tre steder, hvor vi kunne tage det antal ringe af, der passede til den gryde eller pande, der skulle bruges. Det forreste til venstre blev brugt mest, og bag ved det var vandgryden; så var der altid  varmt vand. Under fyrstedet var der en låge med en "ventil", så lufttilførslen kunne reguleres. Under denne låge var der en låge ind til askeskuffen.

          Ved siden af var der en renseluge, og med den mener jeg, at jeg har min første erindring, selv om mine forældre påstår, det ikke kan passe, for jeg var for lille til at kunne huske det. Men jeg kan stadig se for mig, at jeg kravler rundt på gulvet, og røgen bliver tættere og tættere. Jeg havde åbnet den pågældende renseluge, men heldigvis kom mine forældre i tide.

          Over renselugen var ovnen, og over den det andet fyrsted. Foruden til bagning og stegning brugtes den også til at varme et par kampesten om vinteren. Om aftenen lige før sengetid blev de pakket ind i avispapir og lagt ind i sengen - hvis det var meget koldt, kunne de blive skubbet et par gange. Det var dejligt at sætte tæerne på sådan en sten, når vi var kommet i seng om aftenen. Bagved det var tredje fyrsted, der var meget mindre - nærmest kun til at holde et eller andet varmt. Endelig kunne der åbnes et fjerde sted, beregnet til at bruge, når komfuret skulle renses. Rundt om ind mod væggen var der en cementkant til at sætte fra på. Den frie del af komfuret havde en beskyttende ring.

          På komfuret stod altid vandkedlen og kaffekanden. Da vi skulle have nyt komfur, blev døren ud til gangen muret til, og komfuret anbragt her. Mor fik nu travlt, for overfladen af det nye komfur skulle være skinnende blank, og da komfuret var af støbejern, var det et stort slid.

          Ved siden af komfuret var døren ind til dagligstuen, og på den modsatte side var der to døre. Ved siden af sovekammerdøren var døren ud til bryggerset, og ud mod haven var døren ind til spisekammeret. Den var meget lav, og far og mor skulle nok huske at bøje hovedet, men der var mange andre, der ramlede imod. Døren havde også et mærkeligt håndtag. På køkkensiden var der i en bøjle et blad, der, når der blev trykket på det, vippede klinken af på den anden side.

          Mellem de to døre stod brændekassen, og over den hang en hylde med et forhæng beregnet til at skjule håndklæder og viskestykker. Det blev den nu sjældent brugt til. På hylden lå en fælles kam, og vækkeuret stod der om dagen - om natten stod det på kommoden inde i sovekammeret - samt bolchedåsen. Far skulle altid have et bolche, enten når han skulle sove til middag, eller når de gik i seng om aftenen. Når han stod op efter middagssøvnen, havde han stadig en lille stump af bolchet.

          Da komfuret blev udskiftet, kom brændekassen over, hvor det gamle komfur stod, og under hylden blev anbragt det skab, far havde lavet af min barneseng. Muren ud imod haven stod på nogle store sten og var en helstensmur op til vinduerne; resten var kun halvstensmur. Isoleringen var således dårlig; senere blev der sat en slags dobbeltvinduer op - de var af plastik. I køkkenet var der  to vinduer, og ud for det ind mod dagligstuen stod der et langt bord på langs; - en enkelt gang stod det på tværs, men det var vist kun et par dage. Senere blev "divanen" anbragt mellem væggen og bordet.

          Hvert vindue bestod af to halvdele, der kunne åbnes, og hver halvdel havde otte små ruder. Ret tidligt blev de dog erstattet af nogle med tre ruder i hver halvdel, og den øverste rude ind mod spisekammeret var indrettet, så den kunne åbnes særskilt. Imellem vinduerne hang der et spejl. Over bordet hang der en hejselampe, og i den sad en "snydeprop", så mor kunne komme til at stryge. Vi havde også to kurvestole og et par taburetter. Fars stod for enden af bordet ind mod dagligstuen og mors ud for det frie vindue. Over den på væggen ind til spisekammeret var der et par søm til viskestykker, en kalender samt fluesmækkeren. Hver middag før middagssøvnen blev sovekammeret renset for fluer.

          Ved væggen ind til dagligstuen stod et skrin med vort linned. Det havde jeg en smertelig oplevelse med; det var fra før, jeg kunne knappe mine bukser selv. Vi havde besøg af Peter “Mester“, og hans datter, Sigrid ville hjælpe mig. Det skulle hun i hvert fald ikke, og jeg løb alt, hvad jeg kunne. Desværre faldt jeg i bukserne og hamrede panden ind i hjørnet på skrinet. Jeg fik et ar i panden lige over næseroden, og det forsvandt først op i voksenårene.

          Over skrinet næsten oppe under loftet hang en hylde til fars jagtpatroner; der var også en æske med salonkugler. De var især beregnet til solsortene; far hadede dem. De ødelagde jo taget, når de hakkede mosset væk for at få orm og larver. Han skød alle dem, han kunne komme til.

          Da vi fik radio, blev hjørneskabet delt; den nederste del blev anbragt i hjørnet ind mod dagligstuen, og den øverste del kom ind i sovekammeret og sat i hjørnet mellem køkken og gang. Skrinet kom op i gæstekammeret.

          Ved hjørneskabet ud mod haven hang en slags bladholder til aviser og ugeblade. Vi holdt "Hjemmet" og byttede så til "Familiejournalen" og "Hus og Hjem" hos bedstemor og Hans og Astrid i Sallinge. I det lille spisekammer var der et vindue og foran det et bord. Langs væggen ind mod "brændehuset" var der fire hylder til de forskellige madvarer og til det daglige service.

          I dagligstuen var der også to vinduer, og modsat døren ud til køkkenet var døren op til gæstekammeret. Imellem de to vinduer stod sofaen, en kanape, og foran den et spisebord og et antal spisestuestole. I begyndelsen blev hjørneskabet brugt til det "fine" porcelæn; men da det blev delt og brugt til andet formål, fik mor en buffet. Senere igen blev buffeten også delt; overdelen kom ud i køkkenet og blev hængt op over komfuret, mens underdelen blev sat op i "gæstekammeret".

          Da hjørneskabet blev samlet igen, blev det sat ind i den "fine" stue og brugt til det "fine" porcelæn. På buffetens plads blev nu sofaen anbragt. Engang købte de en lænestol, og den blev anbragt i hjørnet ud mod køkkenet, og over den blev klokken hængt op. Vi fik den af bedstemor og bedstefar i Sallinge by, og jeg kan endnu høre mor sige: "Vi har fået en klokke." Senere brugte mor lænestolen som sin stol ude i køkkenet.

          I gæstekammeret, som senere blev mit værelse, stod to spiralsenge en på hver side af døren. Oprindelig var her storstue, men far tog det halve fra til korngulv og brugte loftet til skillerum. Der var et vindue ud mod haven og et ud mod hønsegården. I gæstekammeret stod fars klædeskab og skrinet til mors linned; - mors skab stod i sovekammeret. Der stod også en stor kasse med mit legetøj. På et tidspunkt fik jeg sat et bræt op fra vinduet og hen til gavlen; der blev mine få bøger og det mest "værdifulde" legetøj anbragt.

          Jeg sov i sengen ud mod haven, og da afbryderen til lyset var på den anden side af døren, brugte jeg en stang til at slukke med. Om sommeren sov jeg for åbne vinduer, og engang vågnede jeg med et sæt: en løssluppen ko stak hovedet ind og brølede. I lampen var der en "snydeprop", og til den var der tilsluttet et gummikabel, der førte ud til hønsehuset; for hønsene skulle have lys om aftenen i den mørke tid for at lægge æg. Gulvet var dårligt; under sengene var mange brædder i stykker. Det blev udskiftet, men de nye brædder holdt ikke i så mange år, inden de også gik i stykker. På trævæggen ind mod “korngulvet” tæt på gavlen hang lysmåleren.

          Gulvet i bryggerset var af cement, og når der var andet vejr i vente f. eks. tordenvejr, "slog" gulvet sig; dvs. det blev "vådt" af den større luftfugtighed. Det skulle jo af og til vaskes, så blev der lagt gamle aviser ud, for at vi ikke skulle snavse det til med det samme. Fra køkkenet bestod bryggerset af en ret lang gang, og på havesiden var der en dør ind til "brænderummet". Det blev af den forrige ejer brugt som pigekammer. Der var godt nok en elektrisk kontakt, men ingen lampe; for vi brugte rummet til brænde og en masse andet ragelse. Meget sent blev rummet indrettet til badeværelse.

          På den anden side var "ude under tæppet"; det var nok resten af den gamle bagerovn, for det lå ud for "roehuset". Det blev brugt til at opbevare kartofler, æbler og hvad der ellers ikke kunne tåle frost. Jeg har aldrig oplevet, at noget er blevet ødelagt om vinteren af frost - heller ikke under de strenge vintre. Det var ofte for varmt, så en del måtte kasseres.

          På samme side som "brænderummet" lå "mælkestuen. Den lå lidt lavere end de øvrige rum og havde cementgulv. Som navnet siger havde den været brugt til at opbevare køernes mælk i, men det gjorde vi nu ikke. Den blev selvfølgelig brugt til det, der skulle holdes køligt. Desuden hang der et flueskab, så der ikke gik spy i de ferske kødvarer. Saltbaljen stod også dernede, og deri kom det meste af slagtegrisen.

          Imellem "mælkestuen" og kostalden lå den brede del af bryggerset, og midt i var bryggersdøren ud til det fri. Egentlig skulle det være beskrevet modsat for alle brugte bryggersdøren. Gangdøren var kun åben, når vi ventede gæster. Mellem bryggersdøren og "mælkestuen" stod et bord, og i den ene ende støbte far en vask. På en taburet ind mod "mælkestuen" stod altid en spand vand. Over den hang et "pottemål", så vi altid kunne få en tår vand og derover igen et viskestykke. Over for bryggersdøren var der en åben skorsten, og på højre side et søm med flere viskestykker.

          På venstre side var "bryggegryden", gruekedlen, som blev brugt, når mor havde storvask, og når vi slagtede gris. Der blev fyret med risbrænde, som lå oppe på loftet over bryggerset. Heroppe stod op og ned af skorstenen en kasse med det røgede flæsk og de røgede skinker - heroppe blev gamle ugeblade og andet gammelt ragelse smidt op. Ved siden af gruekedlen var døren ud til kostalden, og langs væggen ud til hesten stod et bord med bl. a. æg. På loftsbjælken hang i jagttiden fars jagtgevær samt en salonriffel til at skyde solsorte med.