|
Hverdagsmuseet - Søstedvej 19 - 5792 Årslev - 40221275 - else-marie@syssel.dk |
|
Arne Kristiansens erindringer Episoder.
Jeg har i det foregående fortalt om erindringer i forbindelse med steder og personer; dertil kommer oplevelser, der er svære at placere med hensyn til tid og sted, og det vil jeg fortælle om i dette afsnit. --- Det er efterår; det er koldt; vi skal i byen. "Hvor skal vi hen, mor?" " Hen til bedstefar og bedstemor." "Dem, ved Hans og Rasmus." "Nej, de andre." "Det er koldt, så du må hellere få et tæppe omkring dig, inden du kommer op i cykelstolen." Det er nu dejligt at sidde godt pakket ind i tæppet i cykelstolen her under kastanietræet. "Nej, sidder du der." Åh, det er jo bare Ingrid vor nabokone; jeg kunne slet ikke se hende med tæppet sådan oppe omkring hovedet. Vi havde en udmærket tur; men nu skal vi hjem, og det er mørkt, så vi skal have lys på. "Jeg kan ikke lide det far; hvorfor sprutter og knalder det sådan." "Det er fordi, lygterne ikke er helt rene. Men du kan tro sådan nogle karbidlygter lyser godt, når der kommer gang i dem." De lyste godt; vi kom godt hjem; jeg vænner mig vel til de karbidlygter engang. --- Det er sommer; det er fint vejr; bedstefar og bedstemor fra Sallinge By kommer på besøg. "Karl vil hente bedstemor i sin bil, når hun kommer med rutebilen ude ved Chresten Slagter. Du kan tage med og sige det til Karl, hvis bilen er kommet, og hun er begyndt at gå herudaf." Men jeg så ingen bedstemor - heller ikke ude ved rutebilen. Hun sad i køkkenet, da vi kom hjem, og var helt rød i hovedet af varme. "Kunne du virkelig ikke kende bedstemor?" Men det kunne jeg ikke - trods bebrejdelsen; senere kom bedstefar. Vi sidder i køkkenet; der er åbnet ud til gangen og videre ud til "gårdet". "Hør vil du tjene en 5-øre; så skal du løbe op til vejen så hurtigt du kan." "Det vil jeg gerne." Jeg løber. "Her er jeg, og jeg vil gerne løbe en tur til." Tiden gik, og bedstefar skulle hjem. "Far, hvorfor står bedstefar på baghjulet, når han skal op på cyklen." "Bedstefar har en gammel cykel, så der er ikke frihjul på; du kan se, der er en tap ud fra baghjulet, han kan stå på." --- Der er en, der er stolt - har fået cykel, og far støtter. "Nu må du snart kunne selv." "Nej, jeg tor ikke, du skal støtte." "Ja, nu prøver vi omme bag haven. Der er ingen grøft - der er græs, og marken skråner lidt." Jeg kommer op; det går fint, for far støtter jo. Gør han? Nej, og farten stiger. Hjælp, jeg kører lige ind i piletræet!!! Men jeg lærte det, og så gjaldt det, om at stå på cyklen, som mændene gør. Jeg prøver ved køkkenhaven; men, hjælp! jeg kan ikke få benet op og ryger i grøften med en masse brændenælder. Det var da godt ingen så mig, og jeg brændte mig kun et par steder. Det lærte jeg også, og nu kan jeg cykle i Brugsen for far og mor - men det var nu altid, når jeg legede så godt. --- En sommerdag - et par skuffede drenge går i Karls fælled ud for Georgs hønsegård. "Du Helmuth! det var vel nok ærgerligt, vi ikke kom til Faldsled." "Ja, der kan vi komme langt ud, inden det bliver rigtig dybt." "De siger, at Ditte har revet sig på en pigtråd." "Ja, sikke noget pjat! Skal vi ikke rigtig drille hende, når vi ser hende." "Det skal I aldeles ikke; det er ikke rart, sådan noget." Det er Ingrid inde fra hønsegården. Først flere år senere erfarer jeg, at sådan noget overgår kun piger. Senere cyklede vi til Faldsled, hvor Dittes fætter Herluf var med. Her blev vi fotograferet af Ditte --- Om vinteren er der gerne både sne og is. "Far, det har været frostvejr i nat! mon isen kan bære?" "Nej, men I kan lege på småsøerne nede på "Maen". Jeg laver lige et par "isgajter" til jer, så kan I stage jer frem." En "isgajt" var et ca 20-30 cm. langt stykke af f. eks. et kosteskaft, og i enden af "isgajten" var der slået et søm i, og hovedet blevet filet af. Det var nu også sjovt, og frosten fortsatte. "Far, nu må isen kunne bære ovre i Karls store lergrav." "Nej, I ¨må vente lidt endnu, men nu kan I glide hernede ind til Karls fælled." Det var skægt, for vi kunne glide ind under pigtråden; men desværre blev gummistøvlen hængende, og et hul var resultatet. - og det var stadig frostvejr. "Far, hvad nu?" Far gik over og prøvede isen. Den var stærk nok. Nu blev der leben, og der kom flere til fra andre steder - og Ditte havde fået nye skøjter. "Far, må jeg ikke også få et par skøjter." "Der hænger et par ovre i vognporten; dem kan du låne. Men på søndag tror jeg, at jeg vil tage over på Søbysøgård Sø og prøve dem." De var nu mærkelige, de skøjter. Hver skøjte skulle kun spændes et sted - Dittes to steder. De var heller ikke blanke som Dittes, og hendes havde takker i spidsen, så hun kunne støde fra. Det var heller ikke let at få mine til at sidde fast på gummistøvlerne. Bortset fra det, var det nu alligevel sjovt. Der kom sne, og det blev tø. "Far, er sneen væk i morgen." Men det blev frost igen i løbet af natten. "Far, far, der is på sneen, så den kan holde - her nede ind mod Karls." Og det var nu det sjoveste. "Far, må jeg ikke nok komme ud, når vi har spist til aften. Der kommer nogen både fra Lumby og Freltofte." "Ja. det må du godt. Nu har vi fået sommertid, og så er det lyst en time mere; men klokken 8 så skal du ind." --- En dag skete der noget meget mærkeligt; en stor lastbil drejede af fra vejen og kørte over mod Georg. Den havde en masse rør og træværk med sig, og så slæbte den på et lille hus på hjul. Bilen standsede ved Karls store mergelgrav og tingene blev læsset af. Skurvognen, som det jo var, blev slæbt ind på engen, og der blev rejst en stor trebenet galge, og det ene ben var forsynet med trin. Der blev nu en snakken frem og tilbage om, hvad de 2-3 mand mon skulle lave, og forslagene var mange. Efterhånden lød det på, at Odense Kommune skulle lave en prøveboring i tilfælde af de skulle bruge mere vand. Boret blev der; men vandet blev aldrig udnyttet; der kom en gang imellem en mand og tog en prøve af det. Det var spændende at følge med i, og vi fik tit en snak med mændene, når de holdt pause i skurvognen - når de arbejdede, måtte vi ikke være der. Men uden for arbejdstid var vi der tit, og bl. a. kravlede vi op i galgen, hvorfra vi havde en fin udsigt. Der var to slags rør - et med stor munding, der blev brugt til at afstive boringen, og et mindre til at bore med. Rørene blev hejst op i galgen og ført ned til borehullet. En pumpe tog vand fra mergelgraven, så den efterhånden blev ødelagt. Når vandet blev presset ned gennem det lille rør, så der kunne blive plads til det store, kom der en gang mudder, der løb ud i mergelgraven. En gang imellem stødte de på en sten. Så blev alle de små rør hejst op, og en sprængladning blev firet ned. Vi kunne høre en dump lyd derhjemme, når ladningen blev bragt til sprængning. --- Mangen en søndag blev brugt til en tur i "skovi" eller længere derudaf. Vi mødtes gerne nede ved "broen" og gik så på vores jord ud forbi "eskene" til "gæslingebusken". Her hoppede vi som regel over på Georgs jord - her fik vi engang et chok, da en fasan pludselig lettede foran os. Lidt længere fremme kom skellet ind til naboen; han havde elektrisk hegn om en fælled. Vi opdagede engang, at vi kunne "telegrafere" til hinanden ved at kradse på tråden. Det fik dog en brat ende, da elektriciteten blev sat til. I hjørnet ud for Georgs jord og fælleden endte Årslevgårdens jord, og i den yderste spids var der noget buskads med et par store piletræer. Op langs fælleden var der et bredt hegn, og inde bag det havde Årslevgården vedvarende græs, hvor nogle indhegnede kvier gik. De var nu irriterende, for de fulgte altid efter os. Når vi var kommet forbi de forbistrede kvier, kom vi til selve "skovi". Her var der alle muligheder for et par drenge til at få tiden til at gå. Vi byggede huler og klatrede i træer; der var mange hasler, hvis grene vi svingede os i som en anden Tarzan. På østsiden af skoven var der en række hasler, hvis nødder var større end dem inde i selve skoven. I det nordøstlige hjørne ind til kvierne lå et stort skur, så de kunne komme i læ - i skuret var der ofte en sangdrosselrede. Ved siden af skuret var der en stor mergelgrav, som kunne bruges til at studere alskens småkravl - jeg har ofte brugt den som eksempel på tilgroning af søer, når jeg mange år senere skulle fortælle 1. real om det i biologi. Ved mergelgraven endte en markvej fra Årslevgården; hvis vi fulgte den op ad bakken, kom vi til "den store lade". Den blev brugt til at opbevare korn i; derfor var der som regel kun lidt halm i den om sommeren. Et skelet af træværk holdt tag og vægge, så der var gode muligheder for at klatre og springe ned i halmen. En dag, da turen gik forbi laden, opdagede vi, at ved at flytte noget halm sprang musene. Det blev til en hidsig musejagt, der pludselig stoppede, da en brølede: "Hvad fanden laver I her." Selv om vi undskyldte os ved gøremålet, var der et par drenge, der hurtigt luskede af. Vi plejede nu ikke at følge markvejen, men gik langs hegnet mellem Sigurds jord og Årslevgårdens. Derved kom vi til en anden mergelgrav, men mere tilgroet. Her hørte vi en sommerdag en masse små smæld; det viste sig at være karusser, der snappede efter luft. Når vi gik forbi den mark, der havde hørt til fars og mors ejendom, kom vi til en stor indhegnet eng. Her samledes ofte smeltevandssøer om foråret. Et år var det imidlertid blevet frostvejr igen, så der blev nogle gevaldige skøjtebaner. Da vi kom der, var det slået om til tø; så foruden nogle lange glideture fik vi også våde fødder. På den anden side af engen løb bækken, og her oplevede jeg far fange en gedde. Han havde af en ståltråd lavet en løkke, som han listede hen over gedden til den var ud for gællerne. Med et snuptag blev gedden så hevet op. Når vi gik over bækken, kom vi til et sumpet område, hvor der var plantet en masse elletræer. Derefter kom vi til granskoven og et par 100 m længere af en markvej til hovedvej 9. Et år var der rigtig mange kogler, så dem plukkede far og jeg en del af. Vi såede frøene i kyllingegården ind mod stengrotten; de spirede fint og en del blev plantet langs med stengrotten. --- Engang havde Helmuth fået en drage med en meget lang snor. Den legede vi med hele dagen, og da jeg kom hjem, ville jeg selvfølgelig også have en drage. Far mente vi kunne lave den selv, og han fik fat i et par pinde til korset. Til at beklæde den med brugte han papiret fra en sæk, der havde været svinefoder i. Mor lavede halen af avispapir. Vi havde meget selvbindergarn, og det blev brugt til snoren. Så skulle dragen sættes op; vi løb og løb, men den var og blev for tung. Det var en af fars få fiaskoer. --- I min fritid spillede jeg håndbold i Nr. Lyndelse; engang var vi til kamp i Nr. Søby, hvor banen lå syd for byen lidt nede ad en vej til venstre. Et andet år spillede jeg fodbold; først havde jeg et par gamle almindelige støvler. De andre var meget interesseret i, at mine støvlesnuder var meget hårde; det var de nu ikke efter et par træninger. Jeg fik så lov til at købe et par brugte. Som regel spillede jeg højre halfback, og Karl, en bror til Ingeborgs mand Kaj spillede back. Han havde et gevaldigt skud, der ryddede godt op; desværre af og til så skævt, at vi kom i vanskeligheder. Samme Karl købte for øvrigt mange år senere Rasmus Johansens ejendom. Vi spillede kamp mod et af Odenseholdene og fik læsterlig med bank. Engang, vi spillede, var en modstander på vej imod mig. Far, der stod ved sidelinien: "På ham!" jeg blev så forbløffet, at jeg blev snydt. --- Under en af de hårde vintre kunne mælkekusken ikke komme igennem, og da vi manglede smør eller fløde, kunne jeg da hente det. Om jeg var for længe om det, eller de kom på andre tanker, husker jeg ikke. Men jeg husker Karl kom kørende i kane og tog mig med. Specielt husker jeg, at da vi havde været på mejeriet, drejede vi af oppe ved alderdomshjemmet - det nuværende plejehjem "Humlehaven" - og kørte ud over markerne, for der var sneen bedre end på vejen. --- Hvert år til fastelavn havde vi fri fra skole fastelavnsmandag. Et par gange lavede de optog fra Freltofte og indbød til fest om aftenen. En del børn klædte sig ud og gik rundt og raslede penge sammen. Det ville jeg også gerne, men far og mor ville ikke have det tiggeri. Jeg kunne til nøds gå hen til Karl og Elvina og over til Georg og Ingrid. Engang fik jeg dog lov til at gå over til Peder Hansen. For at spare den lange vej gik jeg over Kruses jord. Jeg havde en lang og spids hat på, men da det regnede og blæste, r›g den af og endte i den våde pløjejord. ---
|