Arne Kristiansens erindringer

Assens

Jeg havde været i forbindelse med Assens kommunale Borger- og Realskole, og de kunne godt bruge en vikar. Senere erfarede jeg, at de havde prøvet på at få min adresse gennem en poesibog. Jeg kunne næsten ikke kende lærerværelset igen. Der var kommet en ny skoleinspektør, Poul Hansen i stedet for Carl Bjørn. Damgaard Pedersen var blevet viceinspektør i stedet for Kofoed. Det, at man havde taget en gemen lærer til viceinspektør i stedet for en overlærer, havde fået Svend Aage Pedersen og Kringlum til at søge andet embede. Ægteparret Søndergaard var også rejst. Der havde været ballade i Byrådet angående skolen, og da Herve Andersens kone var i Byrådet, valgte de også at rejse. Det var Herve Andersens embede, jeg blev vikar i.

          Jeg fik et møbleret værelse Provstigade 7 hos et ældre ægtepar. Møblerne bestod af seng, bord, stol og en chaiselong samt en servante. Han hed Otto Jensen, og hans kone hed Petronella. Hun gjorde værelset rent, sørgede for, der var rent vand i kanden, og at det skidne vand fra morgentoilettet blev fjernet. Han var forhenværende snedker og en meget hyggelig mand. Den gang holdt jeg "Information", og hver lørdag var der en kæmpekrydsord, der fyldte hele bagsiden. Vi hjalp hinanden, når jeg var kørt fast. Han havde et svagt hjerte, og en dag et år senere vendte han ikke tilbage efter sin daglige tur. Vi var nogle stykker, der begyndte at lede. Jeg fandt ham nede i deres kolonihave ved det gamle slagteri, hvor han havde fået anfald, mens han ville trække en peberrod op. Petronella var nu flink nok, men der var blevet lidt trist. De havde en søn, Gunnar Jensen, der var direktør for Sønderbys Fabrikker. Da det lukkede, og han gik på pension, startede han sammen med sin kone, Tove Sylvest "De syv Haver".

          Jeg overtog som tidligere nævnt Herve Andersens embede, og det gav et problem. Jeg havde nok sang endda med kirkesang med i mine eksamenspapirer, men det var absolut ikke min stærke side. Her fik jeg sang i en 3.mellem og en 1.klasse, og jeg gruede for timerne i 3.mellem. Heldigvis opdagede jeg forholdsvis hurtigt, at Kjeld Nielsen var interesseret; så vi byttede, og jeg fik drengegymnastik i 3. klasse. Derudover havde jeg 3.c til dansk og var deres klasselærer. Jeg havde også 5.c til regning, og nogle af eleverne skulle op til optagelsesprøve til mellemskolen. Det var efter alle kunstens regler med skriftlige prøver i dansk og regning og mundtlige prøver i flere fag. Derudover fik jeg naturhistorie i en 2.mellem og geografi i en 3.mellem.

          Læreværelset var anderledes, men skolen stod også på den anden ende, da jeg startede. K. A. Larsen, der var engelsklærer, stod i spidsen for flere arrangementer som optræden, udstilling og filmforevisninger med det formål at skaffe penge til skolens første båndoptager. Da jeg ikke havde været med til planlægningen, fik jeg job som en slags opråber, når de forskellige arrangementer startede.

          Skoleåret skiftede dengang til april; så da vi nåede dertil måtte jeg sige farvel til alle klasserne bortset fra gymnastikken. Resten valgte jeg selv, og det blev til dansk i 1.a, som jeg også blev klasselærer for. Jeg fik regning i 1.b og naturhistorie eller geografi i flere 5.klasser. Jeg fik også drengene i 5. klasse og 1. mellem til sløjd, da det var min agt at tage sløjdlærereksamen den følgende sommer. Året efter fortsatte jeg med de fleste klasser og fik desuden 1.ma til naturhistorie senere kaldt biologi. I 1960 gik vi over til at skifte skoleåret ved sommerferien, og da var min biologiklasse nået til realen. De tre ekstra måneder brugte vi til bl. a. at lave et herbarium.

          Da jeg flyttede til Assens, tog jeg mig straks ned til pensionatet i Strandstræde, det nuværende Bådsmandsstræde. Det blev drevet af Marie gift med Rasmus Hansen, og de havde fire børn. Her fik vi sund og god mad bl. a. rundstykker om søndagen. Pensionatet var velbesøgt navnlig om efteråret, når Sukkerfabrikken havde kampagne.

          Jeg spiste bl. a. sammen med Jørgen Mackeprang, der var medlem af Roklubben. Det blev jeg også, og i vinterhalvåret mødtes vi hver fredag aften til en kop kaffe. Det var hyggelige mennesker, og den følgende sæson roede jeg en hel del. Efter standerhejsningen om foråret mødtes vi gerne hver lørdag aften i klubhuset, og senere tog vi til bal i Skovpavillonen. Vi havde også et årligt gilde på roklubbens fødselsdag, hvor vi festede til den lyse morgen. Derudover var der kanindåb for de nye medlemmer; men på det tidspunkt var jeg på sløjdkursus i København.

          Maries søster Inger hjalp til med at servere på pensionatet, og da hun var børnenes moster, var hun også alle pensionærernes "moster". "Moster" havde en datter, Grethe, der arbejdede som defektrice på et apotek i København. I foråret 1954 var hun hjemme på ferie, og vi fik en hyggelig sludder. Ja! den sludder var så god, at jeg bad Inger om adressen, og vi begyndte at skrive sammen. Den sommer tog jeg sløjdlærereksamenen. Den bestod af foruden det praktiske en skriftlig og mundtlig prøve med ikke mindre end to censorer. Jeg boede på Bispebjerg Parkalle hos fru Pedersen; hun var enke og boede alene sammen med sine tre børn; særdeles rare mennesker. Det pjaskregnede hver dag; men det blev dog til et par besøg hos Grethe på Toftegårds Plads.

          Forholdet udviklede sig, og i efterårsferien var Grethe på besøg hos far og mor, ligesom vi var sammen til jul og nytår. Til fastelavn 1955 besøgte jeg Grethe; hun var i mellemtiden flyttet til et pensionat på en sidegade til Gammel Kongevej. Jeg overnattede hos Eva og Aage i Danmarksgade. Det var Jens og Fridas datter og svigersøn, og de var blevet gift i januar måned samme år. Jeg sov på sofaen i stuen, men det blev nu ikke til megen søvn. Ib, deres søn, var småpjevset, og sporvognene på Gammel Kongevej ødelagde natteroen.

          Det var naturligvis en dejlig tur, men også smertefuld. Pludselig gjorde det ondt i venstre albue; et nyt gigtanfald. Det blev ikke til mere roning; så den sommer trænede jeg et drengehold. Manglen på søvn havde nær været årsag til, at jeg var ved at komme for sent for første og eneste gang. Jeg vågnede ved, at skolebørnene gik nede på fortovet. Der blev ikke tid at bruge vandet i kanden på servanten - det blev hentet og bragt af Petronella. Da det ringede ind, gik jeg over skolegården; jeg blev reddet af, at skoleklokken blev betjent manuelt, og derfor altid var to minutter efter dansk normaltid.

          Den følgende sommer tog jeg et 4-ugers kursus i aftenskolesløjd, og jeg boede igen hos fru Petersen. Det regnede også den første morgen, men ellers blev det alle tiders sommer, hvor mine aftenture ud til Grethe kunne ske i skjorteærmer. En weekend besøgte vi Ove, Jens og Fridas søn og hans kone, Lis i Skovlunde.

          I løbet af eftersommeren blev vi enige om at gifte os til jul. Grethe sagde sin stilling op på Griffenfeldt til 1. december og var i "husmoderlære" hos mor indtil jul. Vi blev viet i Nr. Lyndelse Kirke anden juledag 1955. Da vi var i Odense for at få taget de obligatoriske bryllupsbilleder, var det et øssjaskende regnvejr, og Poul Geertsens bil var ikke særlig tæt. Jeg havde svært ved at smile naturligt til fotografen; men da han udbrød: "Du er vel ikke skolelærer", hjalp det på det.

          Vi havde lejet et par møblerede værelser på Ved Stranden 22, det nuværende Skipperstræde over for den daværende badeanstalt, hvor jeg i vinterhalvåret fik mit ugentlige bad - om sommeren brugte jeg roklubbens baderum. Vi boede på 1.sal d. v. s. det var deres loft, hvor et meget lille køkken lå til den ene side, og til den anden side var der et soveværelse og en meget lille stue. Det blev en skrækkelig vinter; vandet frøs, og vi havde svært ved at holde varmen. Det var noget gammelt bras, men jeg skulle da have min hængereol op. Vi havde lige fået placeret bøgerne og trådt tilbage for at nyde synet, da det begyndte at skride, og så gjaldt det om i en fart at få bøgerne ned.

          Jeg havde meldt mig i en boligforening, og hurtig kom der en mulighed for at få en lejlighed på Dankwart Dreyers Vej, nemmere kaldt D-D-vej. Assens Andelsboligforening havde bygget flere blokke, og vi fik en kvistlejlighed med skråvægge i nr. sytten. Vi flyttede ind d. 15. februar, og den første weekend efter var vi på besøg hos far og mor; hvor var det skønt at komme hjem til en opvarmet lejlighed. Til at begynde med havde vi købt to ottomaner, et spisebord og fire stole i Odense. "Sofabordet" var mit svendestykke til sløjdlærereksamen, en taburet med en skuffe. Vi sov på ottomanerne, mens soveværelset endnu stod tomt; året efter blev det til to stole mere samt magasiner til ottomanerne og et sofabord.

          Grethe arbejdede nogle timer på Apoteket, så vi fik råd til et køleskab til spisekøkkenet, hvortil jeg lavede et køkkenbord og to taburetter; til det lille kammer lavede jeg to kassereoler. Senere købte vi senge, en lænestol og en lille kommode hos Verner Clausen i Ladegårdsgade; han var bekendt til Jens og Frida. Det var en dejlig lejlighed bestående af to værelser, et kammer og et spisekøkken. Vi havde problemer med loftet; det faldt ned i stuen og i den tilhørende karnap. Vi fik den forklaring, at det havde fået frost, da bygningen blev opført. Der var som før anført skråvægge, og i de to værelser var der en karnap: en i soveværelset mod øst ud til D-D-vej og en i stuen mod vest. Fra den i stuen havde vi en dejlig udsigt ned over et anlæg og ud over Lillebælt. Vi kunne også se ned til Jens og Frida, der boede i Solvænget over for. Når en af parterne holdt kaffekanden op i vinduet, var kaffen klar.

          Jeg begyndte at læse til faglærer i biologi, et brevkursus fra Jysk Faglærerkursus. Jeg søgte om 500 kr. til bøger hos kommunen, og det fik jeg mod at blive ved kommunen et par år. Det gik også udmærket i begyndelsen, og jeg cyklede de vestfynske veje tynde for at samle planter sammen til et herbarium - jeg var også en tur på Bågø og Brandsø. Jeg fik lavet en botaniserkasse til at have de friske planter i. Efter en tid stoppede min lærer og der kom en masse pauser med skiftende lærere. Efter en længere pause skulle jeg i gang igen; men da havde vi i mellemtiden fået Finn, og så opgav jeg.

          I sommerferien 1956 var jeg igen på Sløjdskolen: denne gang til overfladebehandling. Vi havde John med og boede hos svigerfar i Trekronergade. Vi var bl. a. ude i Idrætsparken til landskamp mellem Rusland og Danmark. For Danmark spillede bl. a. Knud Lundberg og Aage Roug Jensen, og russerne havde den legendariske Lew Jazin p† m†l - Danmark tabte.

          Om vinteren 1959 købte vi en lille kolonihave med hus ude ved sukkerfabrikken. Til den ene side havde vi Jørgen Wagner senere Vang Dyreborg til nabo og senere Arne Madsbjerg til den anden side. Det var en dejlig lille have mest anlagt som hygge- og blomsterhave. Op til selve huset ind mod Wagner var der et lille køkken og et redskabsrum med nogle syrener for enden. Foran huset var der en lille græsplæne og til højre for denne en stengrotte og en stenhøj. Det sløjfede jeg og lavede et stort blomsterbed. Der var også blomster langs skråningen med hvidtjørn ind til Wagner med en gang langs med. Jeg flyttede gangen ind til skråningen og lagde den overskydende jord til urtehaven. På den anden side ind mod Madsbjerg var der en smal gang med espaljetræer (æbler og pærer) i skellet og frugtbuske ind mod urtehaven. For enden af haven var der nogle hindbærbuske og en navrhæk sluttede haven.

          Et par år senere købte vi haven for enden, og fik her først lærer Hendriksen og senere Simon Juhl som naboer til den ene side, og min frisør Alex Rasmussen til den anden side. Jeg fik nu mere jord til grønsagerne og fik derved plads til en mistbænk, så jeg kunne lave udplantningsplanter og have slangeagurker og meloner i haven med huset. I den nye have var der et træ med en slags sommeræbler og et belle de boskob samt et træ med sveskeblommer. Jeg kunne lige sløjfe et par buske fra navrhækken og gå ned til den anden sti, hvor der var en masse rabarber og her indrettede jeg min kompostplads.