Arne Kristiansens erindringer

Søsted 

          Vi kommer nordfra ad landevejen Odense-Faaborg, og ca. 12 km syd for Odense ved landsbyen Nr. Lyndelse drejer vi til venstre ad forbindelsesvejen til Årslev. Efter ca. 2 km når vi landsbyen Lumby (kort 1) og efter yderligere 2-300 m en vejviser til højre: Søstedvej. Som navnet antyder har der her før været en sø. Jeg har ladet mig fortælle, at man i sin tid har kunnet sejle hertil fra Nyborg. Om foråret ved tøbrud efter en lang sne- og frostperiode var der også en mægtig sø mellem os og vor nabo Georg over mod "skovi".

          Det med sejlturen har godt nok undret mig; for i skellet mellem Karl Kruse,nr.8 og Kristian Rasmussens jord,nr.12 begynder et tilløb til Lindved Å, der forenes med Odense Å og løber ud i Odense Fjord. Nogle få km sydligere ved Freltofte Mose begynder Vindinge Å, der løber ud i Store Bælt.

          At der har været en sø, tyder et par fund på. Sigurd Andersen,nr.13 fandt på sin jord nær "skovi" noget guld. Det var jo danefæ, men det var slået i stykker, så det har nok været en offergave; han modtog nogle få kroner for fundet. Også ved kanten af grusgraven på Knud Knudsens jord blev der fundet rester fra fortiden. I mine første barneår blev stedet kaldt "Soste", og jeg har da lidt den tort at blive kaldt "Arne Sostrigler" selv om mit øgenavn gerne var Arne Krøltop.
          Vi drejer af mod Søsted og passerer en lille bakke, der godt nok kunne være drøj for en lille purk, der lige

havde lært at cykle. Jorden til højre tilhørte Jens Peter Jensen fra Lumby, og det til venstre hørte til "Arbejdsgården". Her boede Katrine og hendes mand; de var missionske og havde stadig nogle ældre beboere, som i sin tid var kommet på fattiggården. Jorden blev ikke passet for godt, men det hjalp, da sønnen Peter overtog driften. De havde også en pige samt Villy, der var født samme år og dato som Ditte; han kom til at lide af ungdomssløvsind.

          Umiddelbart efter bakken kommer vi til det første hus på venstre hånd,nr.1. Der boede en gammel træskomager Karl Petersen og hans kone; de var bedsteforældre til "Lillekarl" og "Lillepeter" et par skolekammerater. Jeg husker træskomageren dårligt; for de flyttede tidligt, og en børstenbinder Andersen overtog huset, Jeg husker ikke manden; han var måske ikke med. Men der var så "Bøstmutter", som far kaldte hende, samt en del piger. Senere købte  Agnete huset og boede der en tid sammen med sin søn Aksel.

         Vi fortsætter en 120-30 m og har på højre side en lille gård,nr.2, Der boede i min første barndom Chresten Madsen og hans kone Marie samt datteren Ketty, der fotograferede mig ude under pæretræet i haven og på vor hest, "Tulle" - billederne endte henholdsvis hos mine bedsteforældre på Sallinge Mark og i Sallinge By. Chresten Madsen havde gerne en tjenestekarl bl. a. Knud "Enøje", som far kaldte ham, fordi han havde noget med det ene øje. En skolekammerat, Hans fra Røjle Skov havde nogle legekammerater, Jens og Rasmus, der gik i skole i Nr. Søby; en af dem tjente også der og var min partner ved snekastning i 47.

          Chresten Madsen og Marie havde det vist ikke så godt sammen. Engang havde de en griseso, hvor alle pattegrisene døde; det lo Marie af. Senere havde de indbrud, og en del af Maries penge blev stjålet; nu var det Chrestens tur til at le. Han blev senere enkemand og giftede sig med Nora, Hans Peters husbestyrerinde. Chresten var lidt af en hård negl; engang fik han en finger i selvbinderen, og den blev revet af. Nora spurgte, hvor fingeren. Joh! den var da smidt på møddingen.

          Chresten Madsen mageskiftede sin ejendom med Mourits Jørgensen fra Freltofte. Deres søn, billedhuggeren Keld Moseholm gik nogle klasser under mig, og vi gik til gymnastik sammen; han var den lille fyr, der skulle have et løft for at komme over bukken. Senere overtog Mourits Jens Peter Jensens gård i Lumby, og Sigurd Hansen og hans kone Marie flyttede ind. Sigurd var mejeristens søn fra Sallinge og min legekammerat i sommerferierne. Ovenfor omtalte Jens Peter Jensen var i mange år sognerådsformand, og selv om han var radikal som far, var han dog ikke fars gode ven; de kunne ikke blive enige om fars selvangivelse.

          Få meter på den anden side af vejen kommer vi til en større firlænget gård,nr.3. Her boede, før jeg kan huske, Hans Peter og hans søster Marie. Kort tid efter min fødsel flyttede Karl Hansen og hans kone Elvina ind på gården. De havde en pige, Ditte - døbt Karin Birgitte Ulrikka -, og hun var to år ældre end jeg. Det var dem, far og mor kom mest sammen med. De kom fra Nordfyn og "sang" på en lidt anderledes måde.

          De var lidt overtroiske f. eks., når Karl skulle køre møg ud eller, de skulle begynde at tynde roerne ud. Han kørte altid et læs ud om fredagen eller hakkede et par rækker roer; for man måtte ikke begynde på et nyt arbejde om mandagen.

          Vi holdt avis - "Fyns Tidende", der senere blev overtaget af "Fyns Stiftstidende" (Morgenposten) - sammen med dem og skiftedes til at have den først. Når Karl og Elvina havde den først, hentede vi den gerne dagen efter. Når det var omvendt, kunne der godt gå et par dage eller tre, og så var det oftest Elvina, og det blev tit til en længere gang snak.

          Ditte og jeg var altid sammen, når vores forældre var i byen. Hvis det kun var den ene part, var det altid der, hvor vi kunne være alene hjemme. Det var jo dejligt, men engang hos os blev vi noget nervøse. Vi sov oppe på gæsteværelset, hvor elmåleren hang. På grund af vejrforholdene "sang" måleren, og da vi havde hørt noget om kortslutning, gik det i bare undertrøjer hen til Karl og Elvina. Den første gang vi var helt alene hjemme, blev Ditte pludselig bange. Vi sad lidt forknytte, indtil Ditte opdagede, at hendes dukke lå på en pudsig måde; så gik legen godt igen, indtil vores forældre kom hjem.

          En anden gang var vi på gale streger, der nemt kunne være blevet opdaget. Det var henne hos os, og vi havde fået min legekasse frem. Den indeholdt foruden mine legesager meget forskelligt ragelse, som vi byggede en landsby af. Jeg fik ikke meget nyt legetøj, men engang fik jeg et tog, der kunne køre rundt i en lille ring af skinner, når det blev trukket op. Men den aften manglede der gadelys, så vi fik fat i nogle julelys og tændte dem. Pludselig kom Ingrid for at se til os, og vi fik travlt med at få slukket lysene. Mens hun snakkede med os, opdagede vi, at et lys stadig var tændt. Med en fiks manøvre fik Ditte det slukket, uden at Ingrid opdagede det.

          Når vi stod på vejen foran porten ind Karl og Elvina gård (kort Karl), havde vi kostalde til venstre og laden til højre. Inde på gårdspladsen var garagen til deres bil til højre og lige foran det fritliggende stuehus med en gang midtfor, hvorfra der var adgang til stuerne - dagligstue og soveværelse til venstre og "den store stue" til højre. Vi gik nu altid venstre om stuehuset for at komme om til køkkendøren på bagsiden.

          Ved stuehusets vestgavl var der en "slippe", der adskilte hestestald og svinestald. For enden af svinestalden var der et udsøgt das med plads til to - et til store og et til små numser. Ud for bagsiden af stuehuset var der en stor have og midt for køkkendøren. Vi kom ind i bryggerset og havde først køkken og så spisekammer til højre. I køkkenet var der et centralvarmefyr og i spisekammeret nedgang til kælderen. Til venstre for bryggerset var der en rullestue med en kæmpestor rulle. Senere fik de lavet om flere gange, bl. a. blev rullestuen til en 3. stue.

          I bryggerset var der også en trappe, der førte op på loftet. Her var der i østgavlen to værelser, hvor Ditte og jeg sov, når vi var ene hjemme der. Fra værelserne kunne vi se det fritliggende hønse- og huggehus. På gavlen var der et espalierpæretræ, så vi kunne plukke pærer fra værelset. Inden vi skulle sove var den hyppigste leg at finde "karler". Den gik ud på at se, hvem der kunne finde flest med et eller andet fornavn, og det var "Karl", der vandt.

          Lige efter Karls og Elvinas gård svinger vejen først lidt til venstre og derpå til højre igen. Lige hvor vejen svinger til højre fører en markvej ovre til en ejendom, hvor Ingrid og Georg Andersen boede; men den var der ikke i min første barndom. Små 200 m længere fremme ligger to huse, der blev bygget lige før anden verdenskrig - en villa til højre,nr.4, og en bungalow til venstre,nr.7. Jorden til husene var købt af Karl og Elvina.

          I villaen boede et ældre søskendepar, Hans Peter og Marie Hansen - det var dem ,der solgte gården til Karl og Elvina. Marie var blind og havde altid været det; hun var utrolig bange i tordenvejr - ligesom Ditte. En pige voksede op hos dem; jeg husker konfirmationen. De havde altid en husholderske: Louise, der blev gift med urmageren i Årslev - Nora, der blev gift med Chresten Madsen - og endelig Hansigne, der var på alder med dem selv. Da Hans Peter og Marie døde, flyttede Hansigne, og huset blev solgt til Hans Marius og hans kone. Vi så ikke meget til hende, og da hun døde, blev han fortsat i huset. Han havde bil og kørte nærmest som en brækket arm.

          I bungalowen boede Valdemar Nielsen og hans kone Hansigne. Valdemar var murerarbejdsmand og havde selv bygget huset. Han hjalp far med at genopføre gavlen ved svinestierne. Men han lavede en fejl ved taget; så da gavlen ved vognporten skulle genrejses, gjorde far det selv. Valdemar og Hansigne havde hans gamle far, Niels Murer hos dem, og jeg husker en episode ved hans død. Huset var lille og så snævert ved dørene, at kisten ikke kunne komme ind. Jeg kan endnu se det for mig: de kommer slæbende med ham - den ene har fat i benene og den anden i armhulerne. Mest indtryk gjorde det dog, da de nærmest lod ham falde ned i kisten - en hul lyd. Der var ingen respekt for den afdøde.

          Både grunden og huset fik flere udvidelser, og da Valdemar døde, solgte Hansigne huset til Thorvald og Judith Jensen. De kom meget hos far og mor, og Thorvald hjalp far med førtidspensionen. De købte en strimmel jord af far og mor og fik så samtidig rettet skellet i mellem deres grund og vores mark.

          Over for bungalowen fører en ca. 100 m lang vej ned til en lille ejendom på 4-5 tønder land,nr.6. Her boede Valdemar og Hansigne, inden de byggede. De solgte huset til Andreas Faklam; han havde bl. a. to drenge, Helge og Børge, der var på alder med mig, men ellers havde vi ikke meget med dem at gøre. Huset blev senere solgt til Kaj og Ingeborg.

          Mens Kajs og Ingeborgs ejendom egentlig hører til Freltofte, hører de hidtil beskrevne ejendomme til Lumby. Vi kommer nu til det egentlige Søsted, og lige overfor villaen på den anden side af vejen ned til Kaj og Ingeborg har vi den første ejendom i Søsted,nr.8. Her boede Hans Johansen og hans kone Maren; hun var en slags gudmor for mig. Jeg husker ikke meget om dem; men hun havde nogle bulldogkataloger, der var spændende at blade i. De flyttede hen efter Såderup til, hvor vi var nede og besøge dem. Vi kørte med Karls og var samtidig nede og besøge Hans og Astrid.

          Hans Johansens ejendom, som var på en 4-5 tønder land, blev solgt til Edith og Karl Kruse. Han flyttede, ind inden de blev gift. De fik tre drenge: Verner, Gunnar og Ejvind; de var noget yngre end jeg. Kruse skulle hjælpe til med at køre mælk til mejeriet, og derfor skulle han have kørekort. Han fik kolossalt mange timer, og da han endelig bestod, havde han kørt bil for sidste gang. Kruse købte en strimmel jord af Karl og Elvina langs med Hans Peters og Maries jord.

          Når vi har passeret Kruses hus og have, kommer vi til en lille "korsvej". På samme side som Kruses fører en markvej på godt 100 m ned til Aksel og Ketty,nr.10, men i min barndom boede her Niels Christian Jørgensen og hans kone Marie. De havde to børn, Kaj og en pige, jeg har glemt navnet på; men de var ikke med i omgangskredsen. Jeg husker ikke meget om dem, men dog en enkelt ting. Der hørte kun en 5-6 tønder land til huset, så for at have foder nok til dyrene havde han tilladelse til at slå vejrabatterne. Det står præget i min erindring: han kommer trækkende med sin lille vogn højt læsset med græs og, hvad der ellers var i vejgrøfterne.

          Over for vejen ned til Aksel og Ketty går en 100 m lang vej ned til Søstedvej nr. 9, mit barndomshjem; det beskrives senere. Men fortsætter vi højre rundt om mit barndomshjem, fører en 90 m lang markvej ned til "broen", og 100 m videre kommer vi til Georg og Ingrid Andersen. "Broen" gik over tilløbet til Vindinge Å, der her adskilte Odense og Svendborg Amter. Lige efter "broen" kom "maen", en lavtliggende engstrækning med vedvarende græs. Op til "maen" stødte deres kæmpestore hønsegård, og for enden af den var der en ditto hønsehus. Det blev senere gjort mindre, og hønsegården kom til at ligge ind til hegnet og renden - der også var et tilløb til Vindinge Å - langs med Karls fælled. I den nye hønsegård var der flere æbletræer og ved hønsehuset en stor gruppe moreltræer. Der var bl. a. et augustæbletræ, som vi ofte forgreb os på, inden æblerne var modne. Engang var de særlig sure og blev smidt væk efter et enkelt bid. Georg kom pludselig til stede og bemærkede ironisk så mange æbler, der lå inde i Karls fælled; så var den fest sluttet.

          I hønsegården lå også "lerhullet"; her havde Georg engang gravet ned til leret for at få repareret en mur i laden. I "lerhullet" tilbragte vi mange timer med at bygge forskelligt. Når vi manglede materialer, drog vi til en eller anden grusgrav for at se, om noget af det, folk havde smidt ud, kunne bruges. Engang fandt vi et bræt fra en roeskærer, hvor der stod "Herborg". Det blev selvfølgelig navnet på en hule, vi lavede. Hulerne blev hyggeligt indrettet; men engang var det ved at gå galt for Helmuth og Jørgen, Georg og Ingrids to drenge. De havde brugt ild, og da de kom derud dagen efter, var hulen brændt.

          Efter hønsehuset kom vi til deres urtehave, hvor jeg engang havde en kontrovers med Helmuth. Efter flere henstillinger blev et hakkejern taget i brug, og så blev jeg jaget hjem. I urtehaven stod et stort æbletræ med dejlige sommeræbler. Langs haven og stien var der en række rabarber, og på den anden side af stien var deres mødding. Derefter kom vi til vognporten med deres fjedervogn, og til venstre var svinestalden og til højre kostalden.

          Når vi var kommet gennem vognporten, kom vi til deres køkkendør. Den førte ind til bryggerset og videre ind til køkkenet. Til højre var dørene spisekammeret og soveværelset, og op til køkkenet stødte dagligstuen, som de brugte hver dag; hjemme brugte vi jo kun køkkenet til daglig. Fra dagligstuen kom vi til en gang der vendte ud mod gårdspladsen. Det var jo hovedindgangen, og til venstre var den "fine stue"; bagved var Helmuths værelse. Enden af stuehuset var bygget sammen med laden. På gårdspladsen var der en vandpost og et kar med vand til kreaturerne og til at køle mælken. Op til gårdspladsen lå blomsterhaven, og mellem den og urtehaven blev den nye vej anlagt.

          Georg og Ingrid var sammen med Karl og Elvina fars og mors nærmeste omgangskreds. Trods det, var de ikke altid enige; der var tit små skærmydsler. I skødet stod der, at Georg havde ret til at trække sin mælk over til vejen. Men "brugsmanden", dyrlæge og , hvad det kunne være, kørte ned til os og gik så videre over til dem. Posten, Nikolajsen cyklede ned til "broen", hvor der var en postkasse til breve og aviser, og så måtte de selv hente det der. Senere, da de købte jord af Karl og Elvina til en nye vej, cyklede han helt over til dem og fortsatte af den nye vej.

          Egentlig skulle de have deres varer ind af en markvej, der kom fra "Lumbyvejen" en forbindelsesvej mellem Lumby og Årslev. Denne markvej var ret dårlig, men alligevel var der mange, der brugte denne genvej; for de kunne fortsætte ad "skolevejen" til Freltofte. Årsagen til disse mærkelige vejforhold var, at Georgs og Ingrids ejendom hørte til Årslev Kommune i det gamle Svendborg Amt. De havde hverken lys eller kraft, så de fik lys fra petroleumslamper. Jeg syntes, det var mærkeligt; især når de begyndte at ose. Til at trække tærskeværket o. l. havde de en petroleumsmotor; den lavede en fantastisk larm - nærmest skræmmende.

          Georg og Ingrid overtog ejendommen et par år efter, at far og mor var flyttet til Søsted. Før jeg kan huske boede Laurits og Anna der. Han døde af lungebetændelse, og hun flyttede til et hus på Nr. Søby Mark. Det er det første hus på venstre hånd, når vi har drejet af mod Allested fra vejen, der går fra Nr. Søby by til Nr. Søby Station.

          Georg stammede fra Verninge Sydmark og Ingrid fra "Ågården" i Nr. Broby. Ingrid var min grandgrandkusine; for far og Ingrids mor var næstsøskendebørn. Ingrid og Georg havde to drenge: Helmuth og Jørgen. De havde tidligere en dreng mere, Arvid, men han døde som spæd af lungebetændelse; jeg kan svagt huske begravelsen. Jeg var halvandet år ældre end Helmuth, der igen var noget ældre end Jørgen.

          De to drenge og jeg var meget sammen i vores fritid. Jeg husker det som Helmuth og jeg og så den lille fyr, der altid løb i hælene på os. Det kunne være meget irriterende; men helt rart, når vi havde lavet noget galt - der var altid en at skyde skylden på. Han var i vores øjne noget forkælet; men han var jo også Georgs egen dreng; Georg var ikke far til Helmuth. Det er forkert; for da jeg mange år senere havde Helmuth på besøg, var det som at se Georg komme ud af bilen.

          Far og Georg hjalp hinanden, når der var brug for en ekstra hånd. En rende adskilte jorden mellem de to ejendomme; så engang imellem måtte de have støvlerne på, fatte skovlene og få renden renset op. De kunne godt lide at sproges: Engang havde Georg fået noget halm af far. Det var læsset på vognen, og de var klare til at køre over til Georg. Far spurgte, om Georg ville køre med, hvortil Georg svarede: "Du kører vel ad helvede til." Far svarede: "Er det derovre?" Når vi skulle slagte gris, kom Georg for at hjælpe med til at holde grisen. Senere sluttede Ingrid sig til og hjalp mor med at ordnede kødet. Om aftenen vankede der frisk "grisemad". På samme måde hjalp de hinanden, når Georg skulle slagte. Mor og Ingrid var også sammen ved pølsegilde og andre tilfælde, hvor det var rart at være to. De havde også købt en henkogningskedel sammen og kunne så få henkogt kød og frugter.

          Georg og Ingrid holdt avis sammen med Kruses; men Georg havde den altid først. De havde den gamle avis med, når de om morgenen var ovre med mælken. Den blev sat i et rør; så kunne Kruse selv hente den.

          Vi havde vores jord liggende langs med kommunevejen ca. 200 m efter "korsvejen". På den anden side af den østlige ende af jorden ligger en ejendom på 3-4 tdr. land bygget omkring 1930. Der boede Hans Peter og Marie - dem der solgte til Karl og Elvina - sammen med deres gamle far, Anders, inden de byggede villaen. De havde deres hønsegård liggende ned mod Karl Kruses jord, og ud mod vejen var der et dejligt morelhegn. Jeg kan huske engang, vi var deroppe: Anders sad i en høj stol, måske en gyngestol, og Ditte legede "borte tit" med ham ved at stå bag stolen og komme frem fra en af siderne. Jeg kan også huske hans begravelse; det var jo ikke noget for børn, så Ditte og jeg var ikke med. Vi var løbet op til et hegn for enden af vores jord, og derfra kunne vi se følget.

          Derefter flyttede Marie og Hans Peter ind i deres nye villa, og Stine og Kristian Rasmussen, et ældre søskendepar længere omme af Søstedvej overtog ejendommen. De havde taget en pige, Agnete til sig, og hun arvede dem, da de døde, og købte "børstenbinderhuset". Agnete var kommet galt af sted. Sønnen, Aksel blev opdraget hos dem i "Bankehuset", der ligger ved vejen mellem Lumby og Freltofte oven for Sigurd og Maries jord.

          Stine og Kristian havde telefon, og den benyttede vi for formedelst 25 øre. Det gjaldt kun, når vi skulle have hurtig forbindelse f. eks. dyrlæge. Det kunne ske, vi havde brug for læge. I begyndelsen havde vi Skov Hansen fra Ringe. Engang han var nede for at se på en dårlig ryg, skulle han også se på mine ernæringsknopper. Jeg fik så besked på at holde mig fra frugter og flødeskum; jeg var noget fortørnet over, at jeg gerne måtte få byggrød. Stine eller Agnete kom med besked, når nogen havde ringet til os. Det var i mange den eneste telefon i området; så de fleste andre der omkring brugte også deres telefon. Derved havde de god indblik i, hvad der skete rundt omkring dem. Da jeg i sin tid var begyndt at læse til lærer, var det ikke nok at bestå optagelsesprøven; jeg skulle også helst optages i 1. klasse. Da alt var gået godt, ringede jeg derfor hjem og fortalte det. Far og mor fik denne besked: "Ja, Arne havde jo bestået, og han var endda kommet i 1. klasse" - som en anden præmietyr.

          Lige efter mors og fars jord langs sognevejen komme vi til Buck` - en lang og tynd mand, Rasmus og en lille tyk kone, Katrine. Al vores jord mod øst stødte op til deres; men vi havde ingen særlig forbindelse med dem, og de var heller ikke med i omgangskredsen. Ejendommen,nr.11, blev senere overtaget af sønnen Niels, der var gift med Emma.

          Engang i høsttiden, hvor Laurits Greve - han havde overtaget Kristian Rasmussens ejendom - var oppe for at høste, trak et mindre tordenvejr op. Han var stoppet og stod bag ved for at ordne et eller andet, da der pludselig kom et gevaldigt lyn og i samme øjeblik et ordentligt tordenskrald. Pokker tog ved hestene, og de for af sted. Der skete nu ikke så meget, for de blev trætte af at slæbe den tunge maskine i kornet; det blev til et skævt skår ned igennem marken.

          Nogle meter længere fremme på samme side lige før vejen svinger skarpt til højre ligger en ejendom,nr.13 - gård eller husmandssted. Det afhænger af jordens størrelse og bonitet, og denne kunne akkurat nå at blive en gård; og ejeren underskrev sig altid som gårdejer. Det var Sigurd Andersen og hans kone Bertha. Det var på den tid et par høje mennesker; i hvert fald når de stod. Når de sad ned, var hun meget lille; så det må have været et par meget lange ben.

          Han var frisk og slagfærdig. Engang, de var på udflugt, skulle det gå ud over en, der møjsommeligt knappede alle knapperne i vesten op, inden de skulle i vandet. "Jeg plejer da altid at gøre sådan," sagde Sigurd og trak for neden i vesten. Uheldigvis havde Bertha lige syet alle knaphullerne ind, så alle knapperne røg af. Engang, jeg var med deroppe til en eller anden komsammen, blev jeg meget duperet. En af gæsterne - en dame - satte en klat flødeskum på næsen og slikkede den af med tungen.

          Sigurd var jæger som far; men han skød med sortkrudt. Når han skød ovre på marken, kunne vi se en stor røgsky. Hans jord lå mod nord ned mod "skovi", som hørte til "Årslevgården". Sigurd gik altid langs med skovbrynet og kunne derved være heldig, at noget kom ud fra skoven. Han havde også en mark længere ude af sognevejen. Far kaldte den for "sandmarken", for der stod en sky af sand og jord, når det blæste efter en tør periode.

          Sigurd havde en bror, der boede ude på "det sorte", Sortelung. Sigurd og Bertha havde tre drenge: Jens, Aksel og Karl. Jens var næsten udlært som kommis i Freltofte Brugs, da han fik dissemineret sklerose. Han blev svært handicappet og døde uden at have gavn af sin uddannelse. Aksel var noget ældre end jeg, så ham kendte jeg ikke meget til. Karl var derimod kun et år ældre end jeg, så han havde jeg en del med at gøre - navnlig i skolen.

          Når vi har passeret Sigurds og Berthas ejendom og kører lige ud, havner vi i "maelåi". Kort inde af markvejen skulle der engang have ligget en ejendom på højre hånd, hvorfra Herbert Jensen - en klassekammerat på seminariet - skulle stamme. Jorden i "maelåi" var lidt moseagtig, så navnet kommer nok fra den tid, hvor alle skulle have et stykke, et lod af både den gode og den dårlige jord, maen (engen). Det meste af jorden hørte til et gartneri længere ude ad Søstedvej; men længst ude var der en mark, som engang skulle have tilhørt vores ejendom, men den var i sin tid solgt til Buck`. På det laveste af gartneriets jord var der engang en vindmølle, som delvis afvandede området og dels pumpede vand op til kreaturerne; jeg husker møllen og vandtruget.

          Hvor markvejen til "maelåi" begynder, svinger sognevejen med en ret vinkel mod syd og små 200 m henne på højre hånd boede Peder og Petra Hansen,nr.14 De havde en særlig betydning for os; for Peder og far "lagde hest sammen". Det vil sige, når den ene af parterne havde brug for en ekstra hest f. eks. køre møg eller pløje, lånte han den andens hest. Det stod skrevet i skødet, og da Peder havde et par tdr. land mere, skulle far have et mindre beløb hvert år; det fik han ofte på sin fødselsdag. Peder kom gerne om formiddagen og fik en kop kaffe, og far havde også været til Peders fødselsdag på grundlovsdagen. Det var de eneste to, der fejrede hinandens fødselsdag.

          Peder Hansen havde  en lille grusgrav, hvor vi engang imellem hentede et læs grus. Vi kom til den ved at køre forbi Peders ejendom og en 50 m mere, hvor der på højre hånd er en markvej, som grænser op til Sigurds "sandmark". Ude for enden af markvejen lå grusgraven, som stødte op til Kruses jord.

          Trods de lave strækninger var der en del grus i området. Sydøst for "maelåi" havde Årslev Kommune bortgravet et par bakker, der indeholdt en hel del grus. "Åren" fortsætter med Peders grusgrav og ind i Kruses jord for at dukke op igen på den anden side af Karl Kruses tilkøbsjord og ende i Karl og Elvinas jord. Der var ikke meget grus tilbage hos Peder, men i efterkrigstiden fik man brug for en del vejmateriale.

          Der var grus nok dybere nede, men problemet var grundvandet. Gruset var heller ikke af den bedste kvalitet, men nu kunne man slå to fluer med et smæk. En stor grabbe blev af et ståltov trukket gennem gruslaget, og indholdet blev hældt op i en ”treer”. Det var en stor rensemaskine, der sorterede materialet, og ved at skylle det med vand blev det samtidig renset. De tre familier fik derved en ekstra skilling. For øvrigt brugte min lærer, Ejnar Ehrenbjerg en del af sin fritid på at grave grus.

          Efter grusgravningen blev området ved Peder og Kruse jævnet ud, mens det inde ved Karl og Elvina blev liggende urørt. Efterhånden groede vandhullet til, og der kom en stor bestand af strandtudser. Ligeledes var der nogen, der udsatte karusser.

          Peder og Petra havde fire børn. Lily var den ældste; hun blev gift med Johannes Knudsen, en bror til Karl Knudsen, der kørte lastbil. Johannes Knudsen havde en gård i Freltofte og kunne være far til Lily; det blev der snakket en del om. Den næste, Richard husker jeg ikke meget om, da han var en del ældre end jeg. Hans Aage derimod var kun to år ældre og gik i klasse med Ditte; så ham kendte jeg en del til.

          Karl Ejnar var efternøler, der gik i en af de små klasser, da jeg gik i den sidste. Ham havde jeg en ubehagelig oplevelse med. Vi fulgtes ad til og fra skole og pjattede en del. Blandt andet hoppede vi og stødte siderne mod hinanden. Jeg kunne så ved at springe til siden, få ham til at falde. Da han så skulle prøve det samme, var han ikke hurtig nok, og jeg faldt ned over ham. Han var så uheldig at brække kravebenet.

         Når vi har passeret Sigurds "sandmark", kommer vi til to ejendomme, der ligger over for hinanden. Til højre ligger en lille gård,nr.16, som jeg ikke husker meget om. De, der boede der i min tidligste barndom, satte sig ingen erindring hos mig; for de havde ingen omgang med de andre i Søsted. Senere flyttede Rasmus Johansen ind, om hvem jeg kun husker en fortalt episode. Det var under krigen, hvor det var småt med tobak. En efterårsdag stod Rasmus og talte med far om problemet. Pludselig kom der et kastanieblad flyvende, hvortil han udbrød: "Det må kunne ryges," puttede bladet i piben og tændte.

          Lige overfor ligger gartneriet,nr.15, og hvis vi drejede af her og kørte ned langs drivhusene, kom vi til de omtalte grusgrave i Årslev. Det var altså en genvej til Årslev, og vi kom ud på sognevejen igen lige før hovedvej 9.

          Gartneriet blev i mine første leveår bestyret af Sofus. Han var vist ikke særlig dygtig og vedligeholdt ikke gartneriet. Under en vinter trykkede snelaget flere drivhuse i stykker. Han blev afskediget og flyttede til Ringe, hvor jeg var med til at hente jordbærplanter, mens jeg tjente hos Svend Bødskov.

          Gartneriet blev overtaget af Svend Larsen. De havde ikke megen omgang med naboerne, og børnene gik i friskolen i Nr. Lyndelse. Den ældste, Jens begyndte på seminariet et år efter jeg. Vi fulgtes aldrig ad; for jeg ville have god tid, og han kom i sidste øjeblik. Vi spillede håndbold sammen, og han kaldte sig efterhånden Solgaard. Gartneriet havde en mindre lastbil, som de kørte varer med til GASA. Den brugte de også derhjemme i marken, hvor Jørgen - den yngste måtte stå på pedalerne for at nå op til rattet.

          Vi fortsætter ad Søstedvejen og når efter godt 100 m en lille gård på højre hånd,nr.18. Her boede i begyndelsen af min barndom Stine og Kristian Rasmussen. Da de flyttede, overtog Laurits Greve ejendommen sammen med sin kone, Ingeborg. Hun var forholdsvis ung, da et modermærke begyndte at væske. Det viste sig at være hudkræft, og hun døde ikke ret gammel. De fik dog en del børn; men den ældste, Helge, der var et par år yngre end jeg, havde Ingeborg med i ”tasken”.
          Den næste, Anny havde jeg en pudsig oplevelse med. Jeg var engang med ovre hos Peder og Petra til en eller anden komsammen. Da placerede de en lille pige (Anny) foran mig med ordene: "Er hun ikke sød ?" Det var nu for meget for en knægt som mig, så svaret kom promte: "Nej". Samme Anny blev gift med en fra Assensegnen. De fik to drenge: den ene kom i klasse med Finn, og den anden druknede ved Aborg Strand. I den sidste klasse, jeg havde på Borgerskolen, gik et barnebarn, Vibeke.

         100 m længere fremme på venstre hånd ligger så den sidste ejendom i selve Søsted,nr.17. Her boede i nogle år Rasmus Murer, men de flyttede til Lumby. De havde en dejlig have ned til en bæk, Vindinge Å, hvor jeg engang var med. Der imponerede Rasmus` far mig ved i en alder op i halvfemserne at stå på hovedet. Da Rasmus Murer flyttede, overtog Frederik Christensen ejendommen. Hans kone, Maren led af sukkersyge og døde i en forholdsvis ung alder. En af deres sønner, Knud købte Stines og Kristians hus af Agnete, da de var døde.

         Når vi er kommet over bækken, er vi på Freltofte Mark. For at gøre Søstedvej færdig må vi passere en ejendom mere,nr.19, inden vi kommer til vejen mellem Freltofte og hovedvej 9. Her boede lidt inde til venstre Anders Rasmussen og hans kone Jenny i en noget faldefærdig gård. Han var bedre kendt som Anders Mælkekusk, for han kørte i mange år mælken til Nr. Lyndelse Andelsmejeri. De havde en dreng, Børge, der arbejdede af og til hos Svend Bødskov. Jeg har senere fået fortalt, at når det ikke var så tit, skyldtes det, at Svend manglede penge.

De resterende sider omfatter: Skolen, Min familie, Gartneriet, Søstedvej 9, Seminarietiden, Soldatertiden, Assens samt Episoder.