Hverdagsmuseet - Søstedvej 19 - 5792 Årslev - 40221275 - else-marie@syssel.dk

Kære venner og familie

Kigger vi på mangt et stueur af ældre dato, er der en lille plakette med jordkloden som baggrund og påskriften: Tempus Fugit. Kigger vi på kalenderen, tvinges vi til at erkende sandheden i udtrykket. Det føles ikke som om det nu er et år siden, der sidste gang var anledning til at skrive en jule- og nytårshilsen til alle vore gode venner og familie. Vi glæder os meget over, at vi har haft lejlighed til at mødes med jer alle i løbet af året og vi bærer med os alle de gode oplevelser, vi har haft sammen med jer.

Familietræffet i august, småturene rundt om i landet, den herlige oplevelse på Canal du Midi, de mange besøg her på stedet og hvad året ellers har budt på.

 

De røde æbler løsner let 
fra træets trætte kviste, 
Snart lysner kronens bladenet, 
og hvert et
løv må briste. 

 

Det er flere måneder siden vi sang det vers, og æblerne hænger der endnu. Træet er skudt op fra rødderne af havens ældgamle æbletræ, der blev lagt ned af orkanen i 1999, så det er vilde æbler end ikke fuglene interesserer sig for, i det mindste ikke på nuværende tidspunkt.

 

Det er spændende at komme rundt og se nye og spændende steder, men hverdagen er nu heller ikke at kimse ad, tværtimod. Dagligdagen her på stedet er det, der både tidsmæssigt og følelsesmæssigt fylder mest, så også i år vil vores hilsen være forankret i denne lille plet, der udgør vores hjem og danner rammen om vores hverdag.

Nisserne er på plads og vogter højtidens komme på deres sædvanlige plads. De er ikke helt så klare i farverne, men det er kun en ekstra charme, i det mindste når man er en del af et museum.

 


Der er kommet en ny bygning til i løbet af sommeren. Egentlig skulle det have været et brændeskur, men da brændet skulle ind, var det som om det hellere ville være noget helt andet. Det endte så med at blive et snedkerværksted, hvor en stor del af de mange snedkerværktøjer vi har fået i årenes løb kunne komme til deres ret. Det varede da heller ikke længe inden foretagendets chef kom med ting og sager, der trængte til en kærlig hånd.

Selvom hvert et løv for længst har måttet briste, er der alligevel både blomster og løv i haven. Julerosen har tydeligvis forstået at nu, er det næsten jul, så nu har den bare at stille op.

I løbet af foråret og sommeren nåede vi også at få udskiftet de gamle vinduer og døre. Klagerne over indtrængende snegle, biller, firben og regnvand var efterhånden blevet så mange og så højlydte, at der måtte ske noget, og det gjorde der så.

Som så ofte før startede det med: ”Mor vil blive så glad …”, og den slags kan man bare ikke sidde overhørig. Og så er der også den herlige oplevelse med at gå og ordne den slags opgaver sammen med vores datter.

 

Det gamle eternittag kan ikke mere, så forårets og sommerens opgave består i at skifte det. Produktnavnet lovede taget evigt liv, men det løfte har det ikke helt kunnet leve op til. Det klarede cirka 70 år, og det må trods alt siges at være en meget kort evighed.

Hermed vil vi slutte for denne gang og ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nyt år.

Vi glæder os til at se jer alle i 2017.

Med kærlig hilsen

Else-Marie og Peter Albrekt