Hverdagsmuseet - Søstedvej 19 - 5792 Årslev - 40221275

Kirstine Jørgensens brudeudstyr
 

Vi fik en opringning fra Ingrid Madsen, der er lærer og bor ved Nyborg. ”Min mor Sigrid Kopart, der stammer fra Horne, har stadig sin mors brudeudstyr fra 1916 liggende, er det noget, der evnt. kunne interessere museet?”

Det lød jo vældig spændende, og dagen kom, hvor det hele blev bredt ud over borde og stole her i køkkenet på Hestehavegård.

Kjoler fra Sigrids barndom


Sigrid Kopart


Billedet her er min mor og min morbror. Min mormor har fortalt, at min morbror ikke ville fotograferes, han ville ikke på papir, men han ville godt holde ved lillesøster, så hun ikke faldt ned af stolen.

Sigrids mor, Kirstine, voksede op på gården Grønvang i Horne, og her blev hun boende også efter sit giftermål  den 23-6-1916.

 


Ingrid Madsen og hendes mand sommeren 2009
 

Ingrid Madsens mormor og morfar fotograferet julen 1945.
 

 

Et postkort med billede af gården Grønvang liggende inde til højre.

I ungdomstiden brugte Kirstine sin fritid på, at få sit udstyr i orden. Hun var dygtig. Chemiser, underbenklæder, bluser, sengetøj, og der er meget af det, bærer præg af, at hun mestrede det hele med sine hænder. Knipling, hækling og broderi er udført med akkuratesse.

Udover brudeudstyret medbragte familien tre små kjoler, som Sigrid brugte i sin barndom i 1920-erne samt en dåbshue af ældre dato med meget fine broderier.

Der er desuden to dejligt varme kyser, den ene med kaninskind.

Udover dette er der en hel del mellemværk  og en herreskjorte med stivet krave og manchetter.

 


Sigrid Kopart sommeren 2009

Med års mellemrum genser vi, fra tid til anden, mennesker, der tidligere har besøgt os medbringende ting til museet.

I lørdags, 2-9-2017, fik vi besøg af Ingrid Madsen og hendes mand, de besøgte os i sommeren 2009, dengang sammen med Ingrids mor, Sigrid Kopart, der nu er flyttet på plejehjem.

I forbindelse med ovennævnte flytning, har Ingrid og hendes mor fundet endnu en del ting med interesse for Hverdagsmuseet.


En stopfyldt cigarkasse med hækleprøver og papirmønstre til samme, korstingsmønstre, syprøver, monogrammer og kalkerpapir, gode råd klippet ud af diverse blade, alt sammen har Sigrid omhyggeligt gemt efter sin mor.

Broderet pyntehåndklæde med Kirstines monogram, hvortil jeg, oven i købet, fandt mønsteret i cigarkassen.

Små æsker med kraver, sirligt broderet pynteforklæde/hagesmæk fra tyverne, adskillige sløjfer fra Sigrids far, en matroskrave fra Sigrids bror, måske den han bærer på billedet ovenover.

 

De nytilkomne ting vil finde deres plads i kommoden sammen med de øvrige fine ting fra Sigrids gemmer.

 

Dionne-femlingerne

Ingrids moster Inger, født 1928, legede, som alle andre pigebørn, med påklædningsdukker.

Femlingerne kunne erhverves ved indsendelse af bånd fra palmolive-sæbe, sammen med 85øre.

Ingrid fortæller, at hendes mormor handlede meget i Schous Sæbehus i Horne, hvorfra sæben nok stammede.

 

22-9-2017.

Sigrid Kopart`s hus blev solgt hurtigere end forventet, og en del af hendes forældres møbler er nu havnet her på museet, blandt andet en dejlig dagligstue i grøn plys, der blev købt hos en lokal lærerinde ved forældrenes bryllup i 1916.

Ingrid fortæller, at møbler, og andet, ved morbroderens overtagelse af ejendommen, blev fordelt mellem søskende og søskendebørn. Efterfølgende er bohavet flyttet lidt rundt mellem familierne, til sidst er en del så havnet her hos Sigrid, noget i stuerne, noget i kælderen.

Den lille grønne sofa, og de to stole passer perfekt ind i vores dagligstue her på museet.

Nu kan der sættes en ekstra ”krølle” på historien om Kirstine Jørgensens brudeudstyr fra Horne.

 

 
 
   

 

[Startside]
[Op]

[Startside]
[Op]