Arne Kristiansens erindringer

  Gartneriet.

          Jeg bestemte jo meget tidligt, at jeg ville læse til lærer. Jeg kunne først komme i præperandklassen, når jeg var fyldt 17 år. Det var derfor rart, om jeg kunne få noget at lave så længe og tjene lidt penge. En dag kom far og fortalte, at jeg kunne komme i arbejde hos Svend Bødskov. Han boede på vejen mellem Freltofte og Årslev. To huse efter, vi er drejet af fra Søstedvej mod hovedvejen, går en lille vej op til ejendommen. Det var hans barndomshjem som, han havde lavet om til frilandsgartneri med et par små drivhuse og nogle mistbænke. Hans kone hed Helene, og hans mor boede der også. De havde adopteret en pige og fik senere selv en dreng, Johannes.

          Vejen op til huset fortsatte midt igennem hans jord over til Årslev Mark, hvor Anna Kogekone boede sammen med en bror og en søster. Det var en halvoffentlig vej benyttet af flere bl. a. posten. Et lille hus lige efter, vi er kommet ind på Årslev Mark, tilhørte Svends søster, Estrid og hendes mand Erling Hansen. De havde tre piger og havde forpagtet det halve af Svends jord.

          Jeg fik 7 kr. om dagen - dog ikke om tirsdagen. Jeg havde fået at vide, at det var en fordel, jeg kendte lidt til violinspil, inden jeg kom på seminariet. Laurits "Musiker" skaffede mig en violin, og jeg øvede i Allested hver tirsdag. Året efter fik jeg skam 8 kr. om dagen, og den sidste sommer, hvor Svends svoger, Erling Hansen havde overtaget gartneriet, steg jeg til 10 kr..

          Svend var rar at arbejde for, og de var hyggelige mennesker. Han havde nu en mærkelig latter; det lød nærmest som en hest, der krymtede. Vi startede arbejdet klokken 7 - selv om han undrede sig en gang. Det var, da vi gik fra sommertid til normaltid. Han havde glemt at stille uret og havde derfor arbejdet en time, da jeg kom. Klokken 9 spiste vi frokost; jeg var på egen kost, men var med inde og spise. Da havde Helene en sær skik; den lille adopterede pige sad altid på potte, når vi sad og spiste - så af og til bredte der sig en "særlig" duft. Klokken 12 kørte jeg hjem og spiste til middag, og vi havde pause til klokken 13. Midt på eftermiddagen havde vi også en pause, og jeg huede ikke, når de bød på rødgrød; for den var sødet med sakkarin og smagte forfærdeligt. Så det var svært at nikke, når han spurgte, om det ikke smagt godt.

          De havde en gammel HGF, som Svend brugte til at køre varer ud til GASA i Odense med. Den stod i et stråtækt hus i udkanten af haven. Når vi skulle ordne varer, brugte vi huset; så måtte HGFen ud. Garagen blev også brugt, da vi sorterede æbler. Der var 1., 2. og 3. klasse samt frasorterede. Den første nat, efter vi var begyndt, sorterede jeg hele natten. Jeg var inviteret med i bilen, da jeg for første gang så blomsterudstillingen i Fyns Forum.

          De havde også en hest, som jeg aldrig blev gode venner med. Den kunne godt være ondskabsfuld, og engang jeg rensede ved den, blev jeg sparket; men da jeg var tæt på benet, blev det kun til et kraftigt skub. Hjemmefra var jeg vant til, når "Lotte" skulle besørge, gjorde den det bare, mens den gik. Men denne her stoppede, og Svend kunne se på den, når det drejede om det "tynde"; så stoppede Svend hesten, fløjtede, og så blev det klaret. Jeg var ikke glad, når jeg skulle hente den i indhegningen. Det skyldtes nu mest det elektriske hegn; for hvis håndtaget var vådt, kunne der godt vanke et stød. Jeg lærte at pløje med den; da var jeg egentlig lidt stolt. Jeg var også engang kørende med den til smeden i Årslev for at få den skoet om; jeg var noget skeptisk, men det gik nu udmærket.

           Engang kørte jeg løbsk med den. Vi var ved at køre møg, og jeg var på vej tilbage med tom vogn. Jeg stod på den fedtede bund, og da det gik ned ad bakke, mente jeg, at der var ved at komme for meget fart på. Jeg holdt derfor lidt tilbage på hesten; men jeg må ikke have fået den helt rigtigt spændt for; for vognen trillede op bag i hesten. Pokker tog ved den, og jeg faldt af på grund af den fedtede bund. Den for videre ind over marken, og vognen stoppede, da skaglerne borede sig ned i jorden. Derved blev den roligere, og Svend kunne få fat i den. Uheldet kostede et par knækkede skagler.

          Svends lille "gartneri" lå et godt stykke sydøst for ejendommen. Området skrånede let mod syd ned til en lille bæk, hvor han havde en pumpe til at forsyne mistbænke og drivhuse med vand. Mod syd og vest var der et læhegn og mod nord og øst hans æbleplantage. Der var derfor god læ til hans drivhuse, mistbænke og det, der ikke var under glas. Det store drivhus var beklædt med glas på både tag og sider, og det rummede dejlige blå vindruer. Når vi havde plukket, skulle druerne "nettes"; det vil sige, at små sideklaser o. lign. skulle fjernes. Dem måtte vi gerne spise; så den periode var den rene svir. I det andet hus var kun taget af glas, og det var betydelig mindre; her var der slangeagurker.

          Mistbænkene lå i en 3-4 rækker anbragt i retningen øst -vest. Hver bænk bestod af en ramme med højere nordende, så sollyset kunne udnyttes bedst muligt. Over rammen lå tre "vinduer" på ca 1,50 X 2,00 m. Der blev sat "luft" til bænkene lidt eller meget efter vejret ved hjælp af en træklods med tre hakker. Under hvert vindue var der plantet tre melonplanter, der havde hver 2-3 hovedranker, og her kom så sideskud med meloner.

          Bierne bestøvede blomsterne - Erling havde nogle bistader. Der var både han- og hunblomster, og hvis det skulle knibe med bestøvningen - f. eks. en periode med gråvejr, så bierne blev i stadet, pillede Svend hanblomsten af og "duppede" hunblomsten. Der var gerne en 7-8 meloner på hver plante, og når de var modne, - de revnede omkring stilken - blev de plukket, lagt i kasser med træuld og sendt til Odense. Kassen skulle helst være helt fuld; så hvis det kneb lidt, ridsede han lidt omkring stilken på en større melon, der ikke var helt moden. Arbejdet foregik i "pakhuset" altså garagen. Her var en herlig duft; så skuffelsen var stor første gang, vi skulle smage melon - far, mor og jeg mente det smagte som vand.

          På arealet ved mistbænkene var der også bede med Chrysanthemum; de fleste var hvide, og sideknopperne blev knebet af, så de endte i en stor blomst. Der var også nogle, han kaldte September Glorie; men de blev ikke knebet. Hen på efteråret, når de hvide skulle til at blomstre, lavede vi et drivhus af mistbænkene. Nogle pæle blev rammet ned, så de var en 50-60 cm over jorden. Herpå blev glasrammerne anbragt som tag, og det nederste blev dækket med halmmåtter.

         Mistbænkene havde også været brugt tidligere på året til jordbær. Engang i marts, når den værste vinter var ovre, blev mistbænkene anbragt, og på den måde kunne han levere jordbær en måned før friland. De nye jordbær skulle plantes så tidligt som muligt. Han havde også alm. frilandsjordbær, Senga Sengana, og han holdt på, at de nye planter skulle plantes senest 1. aug., hvis vi skulle have et ordentligt udbytte første år. Vi skulle kun have planterne i 2 højst 3 år. Jeg hjalp også med til at plukke; men da jeg ikke var så hurtig, bestod arbejdet mest i at passe afvejningen for de andre plukkere.

          Jeg startede i forsommeren, og vi begyndte dagen med at sætte luft til melonerne. Derefter skulle vi stikke asparges, og det sluttede dagen også med. Det drejede sig om hvide asparges; så om foråret blev der pløjet jord op om planterne og lavet ca. 60 cm høje volde. Vi stak så til Skt. Hans. Derefter blev bedene jævnet, så planterne kunne få resten af året til at komme til kræfter. Vi kunne se om en asparges var på vej, ved at der viste sig noget i jorden, der lignede et lille muldvarpeskud. Derefter skulle aspargesjernet i brug, og vi kunne grave en 10-15 cm lang asparges op med fingrene; min højre hånds pege- og langfinger havde i den tid ret flossede neglerødder.

          Da vi skulle til at tage kartofler op, havde Erling netop fjernet sine bistader. Det var lige i nærheden, så de bier, der ikke var hjemme, hang i store klase på os. Svend sagde, at jeg bare skulle tage det roligt; for de gjorde os ikke noget. Det passede godt nok - bortset fra en enkelt, der kom i klemme, da jeg skulle tage kartoflerne op af spanden.

          Den sommer blev forpagtningen til Erling ophævet, og Svend ville bygge et nyt drivhus med varme hjemme ved ejendommen. Derfor gik meget af tiden det efterår med at rive de gamle drivhuse ned og flytte materialet op til huset. Det var et arbejde, der tiltalte mig. Alt, hvad der ikke gik i stykker, skulle genbruges. Så foruden at rive ned skulle tingene sorteres og bæres hjem. Selv de små stifter, der holdt drivhusglasset på plads, skulle genbruges; for de var rustfrie. Sprosserne og glasset blev renset omhyggeligt. Glasset blev sat i kasser, og der kom jeg lidt til skade. Jeg havde netop sat nogle glas ned i en kasse og rejste mig hurtigt op, da Svend kom med en ny portion. Jeg jog panden ind i hjørnet på hans glas og fik et stærkt blødende sår; arret var synligt nogle år.

          Han byggede to drivhuse, hvor væggene var af mursten, og taget af de gamle sprosser med det gamle glas. Han havde købt et gammelt kulfyr, og der blev gravet en fyrkælder. Der skulle jo fyres i sådan en; den fyring var skyld i, at jeg kom af med min eneste vorte. Jeg havde fået en på det yderste led af min højre lillefinger. Den blev stødt af, da jeg skovlede kul ind i fyret. Det blødte som bare pokker, og jeg frygtede, at det skulle brede sig; men den var og blev borte.

           Den første kultur, vi havde i de nye huse, var jordbær. De var tidligt plantet i små kasser og kom så ind, inden det blev vinter. Der var jo ingen vind til bestøvningen, men det blev klaret med en føntørrer. Engang i februar var de første bær modne, og Svend kunne som den første levere 200 g. De var jo dyre - jeg tror, at han fik omkring 150 kr. - så det var forbudt at spise dem. Jeg skulle dog prøve et enkelt bær; men det er nok en af de største skuffelser, jeg har haft. Der var ikke spor af smag i dem; så jeg behøvede ikke flere smagsprøver.

          Arbejdet fortsatte året efter på samme måde; men en dag skulle der pludselig festes lidt. Erling havde - for mig i al hemmelighed - købt gartneriet. Svend købte et nyt ved Blommenslyst, hvor jeg var ude et par gange. Senere blev han ringer og graver ved Ubberud Kirke. Jeg fortsatte hos Erling; han var flink nok; men en helt anden type. Han kunne engang imellem komme og synes, jeg for langsom. Så viste han mig, hvordan det skulle gå - huhej vilde dyr. Det varede nu ikke ret længe; så skulle han lige lave noget andet, og jeg fortsatte i mit eget tempo.

          Om vinteren var jeg arbejdsløs; men da det var en hård vinter, fik jeg andet arbejde. Der faldt en masse sne; så da Harald Rasmussens mor i Lumby manglede en snekaster, fik jeg det job. Karl Hansen var snefoged og fordelte arbejdet. Jeg var lidt "ombejlet", da jeg havde højre hånd forrest på skovlen; jeg var således en god makker til højre side, så den anden var fri for at kaste over hånden. Jeg var nu mest makker med Chresten Madsens karl Jens, en legekammerat til min skolekammerat Hans ude fra Røjle Skov.

          En del af min fritid brugte jeg på gymnastik og håndbold i Nr.Lyndelse Gynastikforening. Om sommeren spillede vi håndbold på idrætspladsen ved Nr. Lyndelse gamle skole, og vi sluttede gerne træningen af med lidt folkedans i Friskolens sal i Nr. Lyndelse. Af og til var vi til stævner eller spillede kredskampe, og en del af det foregik tit i Allerup gamle Have. Om vinteren var der gymnastik i Friskolens sal; og sæsonen sluttede gerne af med en opvisning i salen og senere en i Odense Forsamlingshus sammen med de øvrige fra kredsen.

          De fleste stævner sluttede af med bal, og i Odense havde jeg et problem. Vi lejede godt nok opvisningsdragter, men skulle have det pæne tøj med. Man brugte jo slips dengang, men jeg var ikke ferm til at binde slipset. Derfor løste jeg det ikke op, men trak det over hovedet. Men det smuttede, og der stod jeg, indtil en barmhjertig sjæl forbarmede sig over mig. I 1947 var der landsstævne på Odense Stadion. De dårlige gymnaster blev siet fra; men da kravene ikke var særlig skrappe, var jeg også med.