Arne Kristiansens erindringer

Soldatertiden.

          Den 1. november 1952 fulgte far mig til Sandholt, da jeg ikke rigtig kendte vejen. Jeg skulle aftjene min værnepligt som CFer på Sandholt Slot. Her blev de civile klæder afløst af en blå hverdagsuniform - det var de gamle CBU-uniformer - og en grå udgangsuniform, den egentlige CF-uniform. CBU stod for civilbeskyttelsens udrykningskolonne, der var oprettet under krigen, mens CF stod civilforsvaret, den nuværende beredskabsstyrke. Vi blev jo også berøvet vores adgang til at tale og opføre os, som vi plejede. Derfor var vi noget benovede og tilbageholdende, og det var sikkert årsag til, at seks mand blev glemt på stuen en times tid. Jeg fik nr. 76, og var sammen med nr. 75 de to første i 3. deling. Vi seks mand fik vores kvarter i det sydøstre tårn på 1. sal inde bag 2. deling. Vi blev dog opdaget inden, der var gået alt for længe.

          Grunduddannelsen bestod i at kende køretøjernes indhold og deres anvendelsesmuligheder. Vi havde to typer udrykningskøretøjer: redningsvogn og brandvogn med frontpumpe og påhængssprøjte. I begyndelsen stod vi i flere timer og blev overhørt i vognenes indhold og muligheder. Senere kom vi ud øvelsespladsen, der lå lidt uden for Sandtholt Lyndelse og prøvede grejet i en øvelsesruin. På marchturen derud og hjem blev der ofte råbt ”flyverskjul”, og så skulle man smide sig i vejgrøften. Efter grunduddannelsen blev vi udlært i henholdsvis brand og redning - jeg kom i redningsafdelingen.

          Vi blev vækket om morgenen klokken 7. så gjaldt det om hurtigt at få fat i vaskefadet og toiletgrejerne og ned i kælderen, for der var ikke megen plads. Længere inde under tårnet, hvor jeg sov, kunne vi tage bad. Jeg plejer gerne sige, at det eneste jeg fik ud af soldaterperioden, var svamp i tæerne. Der var en trærist i baderummet, der gav mig fodsvamp.

          Klokken 8 fik vi morgenmad i spisesalen, og klokken 9 skulle stuerne være i orden. Derefter stillede vi op delingsvis på "broen" op til slottet. Derefter gik vi i gang med arbejdet. Midt på formiddagen havde vi et hvil, og så kom "tutten" med wienerbrød og drikkelse; det blev gerne til en halv smørstang og en sodavand.

          Kl. 12 var der middagsmad. Hver måned blev der hængt en madplan op. Vi var meget spændte første gang, hvor der bl. a. stod CF-mælk; det viste sig at være mælk med cornflakes. Der var nu mange der ikke fik meget at spise den første tid; for det var et værre sprog, der førtes. Når så det opdagedes, at en eller anden var lidt sart, var der ikke grænser for, hvad han måtte høre.

          Om eftermiddagen måtte vi i gang igen efter en ny parade på opstillingspladsen. Det kunne være det sammen som om formiddagen; men den sidste time var tit et foredrag eller en demonstration f. eks. "første hjælp" i havestuen. Efter den megen friske luft var der flere, der nikkede og fik en lille lur.

          Efter aftensmaden kl. 17 havde vi fri; hvis vi da ikke var så uheldige at have vagt, for så måtte vi ikke forlade slottet og skulle være korrekt klædt på med støvler, gamacher og det hele. Den første måned fik vi ikke orlov eller nattegn. Dem, der ikke havde vagt, var dels i samlingsstuen ved siden af riddersalen eller i "tutten", hvor der var nogle spil f. eks. bob, og hvor vi kunne købe brød, drikkelse og slik.

          De tre delinger havde vagt på skift og skulle rykke ud ved alarm. Det skete nu ikke ret tit; brandstyrken fra 2. deling blev dog en nat kaldt til en gårdbrand i Vester Hæsinge. Fra den deling, der havde vagt, blev der også udpeget folk til køkkentjeneste og tjeneste i vagtstuen. Vagten skulle tage sig af alarmer, og om natten stod der en på vagt ved skilderhuset, der hvor "broen" førte op til slottet. Den værste var "hundevagten fra to til fire. Hver anden time gik en af de andre vagter en runde på området, hvor den længste strækning gik over "broen" til gårdspladsen mellem avlsbygningerne til slottet. Her stod vores køretøjer i den sydlige bygning, videre ud gennem porten, hvor slangetårnet lå, og ud til en lade på vejen til Gl. Stenderup.

           En speciel hændelse med vagten ved skilderhuset sendte os ud på vor første og eneste stroppetur. Under en inspektion opdagede man, at en eller anden havde lagt sit ”visitkort” ved skilderhuset. Vi blev kaldt sammen, og synderen skulle melde sig. Det skete ikke, og styrken blev sendt på stroppetur. Da der stadig ikke var nogen, der meldte sig, blev vi sendt gennem den lave voldgrav og blev godt beskidte. Men stadig ingen meldte sig. Det viste sig senere, at to mand var sendt til forsamlingshuset for at fyre op til gymnastik; og her var synderen.

          Lørdagens arbejde bestod i at gøre køretøjerne grundig rene. Det slap jeg nu hurtigt for; os, der kunne betjene et eller andet musikinstrument, fik lov til at øve os lørdag formiddag i en slags orkester, der bestod af en harmonika, et klaver, et trommesæt og to violiner: seminariekammeraten Kjeld Petersen og undertegnede. Dette lille orkester var ude og spille på bl. a. soldaterhjemmet i Odense. Det var jo rart at slippe for vandplaskeriet; men det forventedes at vi en gang imellem om aftenen gav et nummer i riddersalen. Der havde jeg et problem; for jeg havde meget svært ved at spille uden noder.

         En anden loppetjans havde vi med "papirer"; for vi blev med mellemrum udtaget til at gøre tjeneste på kommandokontoret. Det bestod gerne i at rydde op og løbe med meddelelser. Mine "papirer" var nok også årsag til, at jeg blev udpeget som talsmand. Jeg var også oppe at klage en enkelt gang; men da der skulle udpeges en talsmand ved direkte valg, skyndte jeg mig med at melde fra. 

          Udover at blive overhørt i køretøjernes indretning og brug, eksercerede og marcherede vi også. Det værste var, når vi havde gasmasker på især ved de gymnastiske øvelser. Det var næsten ikke til at få vejret, så nogle fandt ud af at sætte en tændstik ved tindingen for at skaffe luft. Det gik dog galt, den dag vi blev jaget ind i en garage, hvor der var tåregas; der var nogle stykker, der hurtigt kom ud med rindende øjne.

          Vores chef var sektionschef Birkenfeldt-Nielsen, og han boede på slottet og havde kontor i tårnet under min stue. Hver deling ledtes af en mester og en eller to gruppeførere eller en delingsfører. Derudover var der en depotmester, en kommandomester og en mester for køretøjerne. 3. delings mester hed Holm Jensen, men da jeg lå på stuen inde bag 2. deling, havde vi meget med mester Spang Larsen og delingsfører Vang Dyreborg at gøre.

          Jeg var hjemme til jul og bl. a. til nytårsfest i Freltofte Forsamlingshus. Vi startede med at spise til aften sammen med Karl og Elvina. De havde Dittes kusine Sonja, en søster til Herluf på besøg. Vi tog efter spisningen til bal, og det gik udmærket; for Sonja og jeg kom sammen de følgende måneder. Jeg var ude og besøge hende og hendes forældre en enkelt gang i Odense. Hun var også med til det årlige bal på Sandholt.

          Vinteren det år blev ret streng, og belægningen på opstillingspladsen blev glat og iset. Vi havde den mani, at når vi skulle til at stille op, så gjaldt det om at støde til sidemandens fødder, så han faldt. Under et sådant "angreb" fik jeg gigtsymptoner i højre lilletå. Den hævede op, så jeg slap for at komme med på marchturene.

          Vi havde en del kolonnekørsel navnlig i marts måned; for det nye finansår begyndte til april, og så gjaldt det om at få brugt benzinen, ellers blev tildelingen sat ned det følgende år. På sådanne ture havde vi madpakker og kolonnebajere, K-B-øl med. Under en af turene, der gik over Lillebæltsbroen, sad jeg i en sidevogn. Under en anden lå jeg sammen med seks andre på bårer i ambulancen. Pludselig kørte chaufføren i grøften; men han fortsatte bare ind over marken tilbage til vejen; men det var en ordentlig "skrumpletur".

          En anden gang var jeg vognkommandant, det vil bare sige, jeg sad ved siden af chaufføren. Vi kørte i et redningskøretøj, og bag os sad seks mand. Det var den samme chauffør som ved ambulanceturen. Vi var på vej tilbage til Sandholt fra Vester Hæsinge. Han kom for langt ud i vejsiden, der var meget blød og fedtet; så vi lagde os ganske roligt og stille ned i rabatten. Der var lidt panik hos de bagved kørende; for der faldt noget ud af vinduet lige inden , vi nåede jorden; det viste sig heldigvis kun at være en stålhjelm. Vi havde flere uheld; men hver gang tog mesteren for køretøjerne - han var også kørelærer - straks chaufføren ud på en tur, så han ikke fik skræk for at køre.

          Jeg havde regnet med, at soldatertiden kun skulle vare et år; men der trak nogle truende skyer op. Der skulle vælges nogle, der skulle på befalingsmandsskole. Dem med forstand på køretøjer skulle til Glostrup og fik rang af gruppeførere. Folk med alm. skolekundskaber kunne komme på gruppeførerskolen i Hobro. Dem, der havde en eksamen, kunne komme på delingsførerskolen, der lå på Bernstorff Slot i København. Kjeld og jeg blev desværre udpeget. Efter uddannelsen skulle vi i tjeneste som delingsførere et halvt år og kunne derefter fortsætte som sektionsleder af reserven. Tanken strejfede mig; men jeg pegede på mine gigtanfald. Jeg fik så den trøst, at det nok hjalp, når jeg kom på skole.

           Der var ingen pardon; den 1. april 1953 drog Kjeld og jeg til hovedstaden. Vi tog med toget fra Sdr. Højrup om morgenen og var i København hen på eftermiddagen. Vi måtte nemlig rejse med bumletoget, den billigste rejsehjemmel; så det var en lang og drøj tur.

          Vi blev indkvarteret i de gamle hestestalde, mens undervisningen foregik på selve slottet. En del af stalden var privat beboelse, og de måtte have manglet plads; for jeg ene mand fik et værelse i "privaten". Der gik flere dage, før jeg fik inspektion. Mesterskolen lå også på Bernstorff, og delingsfører Dyreborg begyndte der samtidig. Bortset fra tvangen levede vi godt og havde nattegn, når vi havde lyst. Madmæssigt har jeg vist aldrig levet bedre. Til morgenmad var der, hvad hjertet kunne begære. Altid to lækre retter til middag. Aftensmaden var overdådig med mindst 5-6 forskellige slags pålæg.

          Jeg skulle deltage i alle disciplinerne; men jeg fik ret hurtigt et nyt gigtanfald, denne gang i venstre ankel. Der var ikke noget med at slippe for nogle af tingene; jeg endte på infirmeriet, der også lå i hestestaldene. Da jeg ikke denne gang selv kunne prøve så småt, var det ved at gå helt galt. Det var lige før, at jeg ikke kunne komme hjem til fars og mors sølvbryllup d. 22. maj. Jeg husker stadig, hvor pinefuld min første tur var op til Femvejen.

          Jeg skrantede stadig og blev truet med, at jeg skulle undersøges på Rigshospitalet. Det tog jeg imod med kyshånd og kom ind til en masse undersøgelser og blodprøver. Jeg fik også røntgenfotograferet mine tænder og leddene på arme og ben. Her afsløredes det, at der sad en brækket nål i min højre lilletå. Hvordan den er kommet ind er stadig en gåde; mine forældre husker ikke, at jeg har klaget mig som lille. Nålen brækkede måske på den isglatte opstillingsplads på Sandholt.

          Lægerne mente, jeg måske led af leddegigt, og jeg fik en "guldkur". En gang om ugen var jeg derinde for at få en indsprøjtning og få taget en blodprøve. Kuren hjalp på gigten; men jeg mistede smagen, d. v. s. alt smagte bittert. Jeg længtes efter frisk frugt eller slik med det samme resultat - bittert. Det kunne også være en fordel; en dag kom jeg for sent til middagen, og de andre var begyndt på formaden. Vi skulle have en slags vælling, så jeg øste bare op. Nu opdagede jeg, de andre ikke spiste af vællingen; den var sveden. Der gik flere måneder, efter jeg var holdt op med indsprøjtningerne, før smagen kom tilbage.

          Jeg blev fritaget for at være med til de forskellige timer, men fortsatte tjenesten som telefonvagt ved slottets omstillingsbord. Det kunne være nogle lange timer; men vores kommandomester havde lagt nogle tegneserier frem bl. a. "Hudibras", hvilket øgenavn han også gik under. Vi skulle op til eksamen i flere fag, og jeg var med til det første, der var et samfundsfag. Selv om jeg vidste, det ikke betød noget, var jeg smæknervøs. Jeg var også med til de første kommandoøvelser; og det var bedst, når vi råbte og skabte os. Det blev dog Eskildsen for meget, og han var helt umulig. Vi andre troede også, at han var noget skør; men vi så noget andet, den dag han blev kasseret.

          Den 23. juni skulle hele skolen på øvelse og overnatte i bivuak. Jeg skulle også med og blev anbragt i radiovognen, for at der kunne være forbindelse mellem de forskellige enheder. Vi kunne over radioen også komme i forbindelse med telefonvæsenet. Det var jo nyt dengang og føltes lidt mærkeligt. Da vi skulle til at slå lejr, begyndte nogle at lave lidt beskyttelse af nogle grene. Men da det var et herligt vejr, nøjedes jeg med at sove i det fri med gasmaskebeholderen som hovedpude. Det var egentlig en dejlig Sankthans Aften og en nat i de lyse nætter.

          Dengang blev det sjællandske dyrskue holdt på Bellahøj. Mine gamle kammerater fra Sandholt var ovre for at vise en brandøvelse. Os delingsførerelever skulle vise, hvordan vi opsporer og fjerner landminer. På dyrskuet var der også en udstilling fra Galathea-ekspeditionen 1950-52. Ombord var Jørgen Jensen, som jeg kom til at spise på pensionat sammen med, og han blev gift med en senere kollega Inger Hersom.

           Vi kunne som tidligere nævnt få nattegn, når vi ønskede det; så vi tog tit på "Bakken", der lå tæt ved. Vi deltog ofte i 25-øresdansen, og soldater fik ofte frie ture af en af dem, der sad ved bordene. Den sommer kunne vi høre "Hele ugen alene" mange gange, når vi gik fra bod til bod. Jeg fulgtes tit med Lunding, der var fra Sønderjylland. Han havde købt sig en lille motorcykel, og vi var en tur hjemme på orlov.

          Soldater kunne også få billetter til forskellige arrangementer til halv pris. Jeg var således til nogle revyer og på Det kongelige Teater. Jeg havde anstandsdame på; for Eli Aabjerg, der var med i det "kor", der cyklede til Odense i min seminarietid, var flyttet til København. Det var helt rart at have en at følges med.