
Jeg kendte engang en fynsk bondemand,
som nu er død. Han hed Børge. Børge led een gang i sit liv af hovedpine,
for hvilket han tog 10 Kodimagnyler. Det hjalp - hovedpinen forsvandt.
Børge brød sig ikke om den negative oplevelse, han havde fået gennem
hovedpinen; men fandt Kodimagnylerne smarte. Resten af sit liv undgik
Børge hovedpine ved, at flere gange om dagen - 365 dage om året og 366
dage på skudår - at indtage en dosis på 10 Kodymagnyler.
Børge var vel medvidende om, at det er bedre at forebygge end at
helbrede. Meget tyder på at andre landbrugere på Fyn også har hørt om
samme Børges erfaringer, for hvad er det egentlig, landbrugerne fylder i
dyrene ?
I henhold til kendte og troværdige oplysninger indeholder dyrefoderet
udover varierende fødeemner også tilskud af vitaminer, mineraler og
medicin - og det er ikke bare Codymagnyler.
Medicinen gives ej heller til dyrene for at kurere konstaterede
sygdomme; men for at forebygge at dyrene får en lang række hypotetisk,
mulige sygdomme - lige fra Nysesyge hos grise til Gonore hos kaniner.
Nu har de fleste dyr det således, at de har en indbygget
forsvarsmekanisme, der medfører, at de nægter at indtage føde, der
smager "muggent".
Men, som det blev fremført i et sydligt naboland for ca. 70 år siden : "Dann
haben wir anderes metoden", nemlig DROPPET !
Det som "gysse"
ikke frivilligt vil æde, får han nu intravenøst. "Gysse" skal ikke være
syg !!! "Gysse" er en investering; "Gysse" er kapital. Og investeringer
og kapital skal "plejes", så "Gysse" indlogeres på en
antisygdomsinstitution, hvor han kontinuerligt droppes med alle mulige
og umulige sygdomsforebyggende præparater. "Gysse" er og forbliver et
rigtigt sundhedssvin.
De unge piger må ikke lastes for dropperiet.
Det er jo deres arbejde og de har fået ORDRE til medicineringen.
Vi ved jo fra historien, når der lige ses bort fra krigsforbrydelser og
forbrydelser mod menneskeheden, så er man generelt ansvarsfri for
handlinger, der udføres efter ORDRE. De unge piger skal således kun
betragtes som kapitalens letkøbte - og måske lidt naive - redskaber.
Det absurde i sammenhængen er, at de mennesker - bønder og borger,
præster og adel - der senere skal spise "Gysse" er utilfredse med, at "Gysse"-stegen
og -frikadellerne indeholder rester af de sundhedspræparater, som "Gysse"
er droppet med. Den slags menneskers meninger kan vi imidlertid godt
"droppe"De ved helt åbenbart ikke, at hvad der er godt for de fynske
landbrugere og "Gysserne"; det er også godt for konsumenterne. |