Ketty og Aksel

Der falder en let støvregn da jeg den sjette marts, om formiddagen, kommer cyklende ad Søstedvej, og drejer til venstre ved grusvejen, der fører ned til Ketty og Aksel. De kan i dag fejre deres diamantbryllup, og jeg er på vej ned for, at ønske dem tillykke. Det er mere end fyrre år siden jeg sidst har kørt på den lille vej her. Dengang var det ikke for, at besøge Ketty og Aksel. Deres mellemste søn Henry, som jeg gik i klasse med på Carl Nielsen skolen i tresserne, holdt derimod nogle udmærkede fester her, når forældrene ikke var hjemme, almindeligvis skulle der holdes øje med lillebror Peter, men han var, så vidt jeg husker, meget rimelig. Men, lad os foreløbig lade minderne hvile.

På gårdspladsen holder allerede en bil fra ”Blomsterkomponisten”, og inde på køkkenbordet ligger adskillige buketter. Der må ekstra vaser til, og Ketty springer adræt op på armlænet af lænestolen, så hun kan nå vaserne øverst på reolen. Flere naboer er stødt til, og vi får en hyggelig snak over kaffen og muscatvinen.

For et par dage siden mødtes vi så igen, til en lille snak, om et langt ægteskab.

Ketty er født i moderens barndomshjem i Horseballe, ved V. Hæsinge, senere flyttede familien til Håstrup. En søskendeflok på ti, blev det til. En tante overtog huset i Horseballe, og i dag ejes stedet af en kusine, Ketty er glad for, at hun stadig kan komme i barndomshjemmet.

Aksel kommer ligeledes fra Håstrup, men da der er fem år imellem dem, har de ikke kendt hinanden som børn. Fem drenge var de i barndomshjemmet. I Håstrup var der en god gymnastikforening, og lærerinden i friskolen overtalte foreningen til, at starte børnehold op i folkedans, hun kendte en gårdmand , der kunne spille violin. Aksel og to af hans brødre var med fra starten, og som Aksel tørt kommenterer ”vi skulle kun tvinges første gang”.

Skønt Aksel viste gode anlæg for det boglige i skolen, og gerne ville være fortsat efter konfirmationen, sagde faderen nej, måske var pengene små, eller han så ingen grund til det, så Aksel kom, i lighed med de fleste andre, ud at tjene som fjortenårig. Idrætten har altid betydet meget, og

det lykkedes Aksel, At spare så meget op, at han kunne få råd til et fem måneders ophold på Ollerup gymnastikhøjskole. Som han selv forklarer det, ”Det er ikke kun et spørgsmål om, at betale for opholdet, det er også fem måneder uden løn”.

Aksel ville stadig gerne have en uddannelse, så efter arbejdstid tog han forskellige fag på aftenskole.

Imens arbejdede Ketty, først på hjemegnen, senere i Nr. Søby, som ung pige i huset. I fritiden spillede hun håndbold, og gik til gymnastik.

Lørdag aften var der dans i forsamlingshusene rundt om på Fyn. Ved et bal i Håstrup forsamlingshus i 1947 mødtes hun og Aksel. De blev glade for hinanden, og det gik, som det måtte gå, når unge mennesker bliver forelskede.

Ketty blev lidt kraftig, for nu at bruge Aksels egne ord, og  Aksel måtte opgive tanken om en uddannelse, selv om det aldrig, er for sent, at lære noget, som han siger.

Parret fik job som fodermesterfamilie på en stor gård i V. Åby, og d.6-3-1948 blev de gift på Odense rådhus.

At være fodermesterfamilie betød, for Kettys vedkommende, at hun både skulle være stuepige inde, og malkepige ude, og da Viggo blev født samme år, var der nok, at se til.

I 1952 så endnu en lille dreng dagens lys, Henry.

Der knytter sig en lille historie til fodermesterhuset, der lå i et sving ved vejen, med en skrænt lige overfor. Her sad engang vores store eventyrdigter, H. C. Andersen, og skrev sangen, ”Hist hvor vejen slår en bugt”, og det skulle være ganske vist.

I stuen i Søsted, hænger på væggen et maleri af huset, der i dag, desværre, er jævnet med jorden.

I 1954 besluttede Ketty og Aksel sig til, at finde et mere blivende sted, idet de ikke ønskede, at flytte børnene, efter at de var startet i skolen. Aksel havde selv måttet skifte skole to gange, inden forældrene slog sig endeligt ned i Håstrup, så for Viggos skyld skulle det være nu.

Søsted forekom dem et godt valg, det lå tilpas nær Nr. Søby, som de kendte i forvejen.

Aksel fik arbejde som tagdækker og Ketty arbejdede i sæsonen på Søstedvej nr.3, hvor der dengang var gartneri, bl.a. når der skulle samles tulipanløg og skæres hvidkål.

1961 fødtes sønnen Peter.

1969 fik Ketty halvdagsarbejde på omsorgshjemmet i Palleshave, hvor hun nåede, at have 25-års jubilæum.

Igennem alle årene har sport og dans fyldt meget i deres liv. Udover selv, at dyrke gymnastik, mandehold, først i friskolen, senere på Carl Nielsen skolen, har Aksel ledet blandede springhold i Nr. Søby tre vintre, derefter nogle vinterhold i Sdr. Højrup.

Ketty startede straks de kom til Søsted i 1954 på et gymnastikhold for unge piger. Det gik op for hende, at der fandtes konehold, så hun skiftede hurtigt de unge piger ud, og har siden været trofast på holdet. Gennem alle disse år, har Ketty kun haft to ledere. Fra 1954-82 Stella Åbjerg, og fra !982-2008 Betty Andersen.

Og så er der jo dansen, folkedansen, som de har fulgtes til gennem alle årene. Først 27 år i Sdr. Højrup, derefter Nr. Lyndelse til og med denne vinter. Udover den faste ugentlige danseaften, var der de mange legestuer rundt om på Fyn, og stævner over hele landet, ikke underligt, at de er ”lette til bens”. Fra den kommende sæson er der ikke længere folkedans i Nr. Lyndelse, Ketty og Aksel  har derfor  besluttet, at det er et passende tidspunkt, at stoppe på.

Det er en kilde til stadig glæde og stolthed hos Ketty og Aksel, at det er lykkedes dem, at hjælpe alle deres drenge til gode uddannelser.

Viggo er smed- og maskinarbejder.

Henry er uddannet farmaceut, og desuden doktor i management, en uddannelse han til dels har fået i England. Forældrene tog turen til Sct. Albans, nord for London, og var med til den storslåede ceremoni i forbindelse med overrækkelsen af eksamenspapirerne.

 Peter, den yngste, er professor i statskundskab. Ketty rejste alene over Atlanten for, at besøge ham i Los Angeles, da han på et tidspunkt arbejdede der, det gik glimrende, trods det, at hun ikke kan et ord engelsk.

I 2006 arbejdede Peter, med familie, på Grønland, og Ketty tog igen flyet, denne gang sammen med et oldebarn.

Det passer Aksel bedst, at blive hjemme på Søstedvej ”jeg kan kun snakke fynsk, og det er egentlig gået helt godt”.

 Else-Marie