Hverdagsmuseet - Søstedvej 19 - 5792 Årslev - 40221275 - else-marie@syssel.dk

.Traktoren fylder godt op på den lille smalle Søstedvej, men den ældre mand i førerhuset, holder pænt ind til siden så jeg kan slippe uskadt forbi de store traktorhjul når jeg kommer cyklende på vej til Brugsen. Vi vinker, og smiler genkendende til hinanden, som vi nu efterhånden har gjort i over halvtreds år.

Som oftest bliver bekendtskaberne på dette plan, man vinker, smiler, småsnakker måske  lidt medens årene går, men med Fælledbladet i baghånden går dørene til husene pludselig op, og vi får mulighed for, at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig bag disse døre, hvilket liv der er levet her, og måske også høre lidt om, hvad der gik forud. Den dør vi i dag går ind af, tilhører Godtfred Friis Jensen, Søstedvej nr. 18, bag den har han boet siden 1965. Svigerdatteren Jane har sørget for hjemmebag, der er dug på bordet, og de pæne kopper er kommet frem fra skabet.

Godtfred har, i lighed med sønnen Walther, taget et par sjældne fritimer, så vi i fællesskab kan åbne mindernes bog.
På en 25 tdr. land stor gård i Slagslunde sogn i Nordsjælland voksede Godtfred op som den midterste i en søskendeflok på fem. Faderen var kommunekasserer, fire gange om året tog han rundt til områdets skoler, og inddrog skat, kommunens pengekasse havde sin faste plads under køkkenbordet.

Moderen varetog en god del af arbejdet på gården, først og fremmest malkningen, og børnene arbejdede med efter skoletid med alt forefaldende.

Efter konfirmationen, som fjortenårig, fik Godtfred plads på en gård i nærheden, og i de følgende år, blev det til forskellige pladser rundt om i landbruget, inden han i 1945, som 22-årig, kom ind i militæret. Aftjeningen af værnepligten var blevet udskudt på grund af krigen.

Som garder i 1. batallion, skulle han han passe på Christian den tiende, men som Godtfred lunt påpeger: Med fire delinger, og tredive mand i hver, var der ikke skilderhuse nok, så det blev, efter endt uddannelse i Sandholmlejren, til, blandt andet, vagttjeneste ved grænsen, og her skal vi igen have, den netop afsluttede, anden verdenskrig i tankerne.

I 1947 havnede Godtfred på en halvtres tdr. land stor gård ved Ganløse, hvor han sammen med to andre karle klarede arbejdet i mark og stald, stadig ved hestekraft forstås. En del af indtjeningen her, kom fra dyrkningen af tidlige kartofler, der på grønttorvet kunne give 1000 kr. pr. tønde.
Herefter blev teltpælene for alvor rykket op, og flyttet til en gård ved Rønne på Bornholm, hvor arbejdet på de et hundrede tdr. land skulle varetages af to karle og en fodermester. Nogen piger i køkkenet var der vist også, Godtfreds hukommelse er knivskarp, ned til mindste detalje, når det gælder arbejde, priser og navne, men når det kommer til lørdag aftens morskab svigter hukommelsen. Kraftigt tilskyndet af svigerdatteren Jane og undertegnede, må Godtfred dog indrømme, at der var ture til stranden i gårdmandens bil, og der var da også et sted i Rønne, der hed Fredensborg, hvor man både kunne købe øl og mad, en lille svingom kunne det da også blive til, hvis man altså havde lyst, men var der ikke lukket kl. et kom politiet.

Efter tre år på Bornholm fortsatte arbejdslivet hos en rosengartner i Glostrup i et års tid, her var der to gårde at passe for fem karle. Med jævne mellemrum, blev den ene gård skiftet ud med den anden, men arbejdet var vel i bund og grund det samme, og drømmen om at få sit eget lå nok hos de fleste karle.

Efter at have arbejdet både i Korinth og Horne på Fyn, disse to sidste som fodermester, fik Godtfred arbejde på Muldtoftegården i Fangel i 1952, og det var her han blev gode venner med Verner.

Verner havde en motorcykel, og også en sød søster, der kunne køre den. Søsteren hed Henny, og arbejdede i I. G. Huset i Odense Centrum, hvor hun også var udlært. I. G. Huset skiftede senere navn til Magasin, og ligger stadig på samme adresse.

Når Direktør I. G. Jacobsen var i butikken for at handle, havde han altid to kvinder med sig, blandt de ansatte kendt som hans to koner, han var nu nok kun gift med den ene.

Når friheden vinkede lørdag aften, tog de unge til Kratholm for at danse.

Årene gik og i 1957 blev Henny og Godtfred gift på rådhuset, og flyttede ind på egen firlænget gård i Bellinge med syv køer og seksten tdr. land jord, her blev sønnen Walther født, ligeledes i 1957.

I 1960 købte sognerådsformand Poul Nielsen gården for at bruge jorden til byggegrunde, en handel, der gav det unge par 20.000 kr. ekstra med i lommen på deres videre færd.

Det næste sted faldt Henny aldrig rigtig til, det var en gård på 16 tdr. Land, der stødte lige op til en stor skov, her blev de ikke længe, i stedet forpagtede de en gård ved Lombjerge, hvor de kunne bo medens de ledte efter det helt rigtige, blivende, sted.

Henny og Godtfred kørte en del rundt for at se på ejendomme, og på et tidspunkt blev de gjort opmærksomme på ejendommen på Søstedvej, som ejeren Laurits Greve havde sat til salg, prisen kunne imidlertid ikke forhandles på plads, og de opgav i første omgang, hvorefter ejendommen blev solgt til anden side.

Den nye ejer på Søstedvej 18 blev dog ikke gammel i gårde, allerede efter et halvt års tid gik ejendommen på tvangsauktion, og denne gang lykkedes det. 124.500 kr. for de 22 tdr. land inklusive en nyere traktor. Der medfulgte ikke dyrehold, men det unge par medbragte selv ti køer samt en lille snes grise. Flytningen foregik med traktor, og to gummivogne bundet efter hinanden, og nu skriver vi 1965.

Landbrugets børn måtte tidligt ud og hjælpe med, Walther måske nok lidt tidligere end andre, i hvert fald hvad traktorkørsel angik.

De fleste husmødre på landet arbejdede derhjemme, gav en hånd med, hvor det behøvedes, men da Henny jo var udearbejdende måtte Godtfred klare sig med det forhåndenværende, i dette tilfælde sønnen.

Walther var bare fem år da han første gang hjalp sin far med radrensningen. Op på traktoren, Godtfred satte traktoren i gear, og så passede sønnen rattet, medens far styrede radrenseren. Walther var endnu for kortbenet til, at nå pedalerne, så ved enden af rækken drejede han tændingsnøglen, og traktoren stoppede. Godtfred vendte traktoren, og de kunne tage endnu en række, det fungerede glimrende.

Fremsyn og fremdrift har gennnem alle årene præget Godtfred. Den medbragte traktor blev brugt som udbetaling for en brugt mejetærsker ved indflytningen i 1965, hvorefter både han , og naboen Frederik, nød godt af nyanskaffelsen, idet de hjalp hinanden med høsten. De første mejetærskere måtte betjenes af to mand, en til at køre, og en til at tage fra.

Nabohjælp kunne, i nogle arbejdssituationer, være en vældig god ting. Ved roeoptagningen havde Godtfred fælles fodslag med Sigurd Hansen og Henry Grønnegård De brugte Havndrup Maskinstation til optagningen, og herefter hjalp de hinanden med at læsse i roekule, naturligvis ved håndkraft. Tre dage, tre gårde, og omkring fire tønder land hvert sted.

Udover ovenstående klarede Godtfred selv sin jord, og sine dyr, altid åben for de nyere tiltag i landbruget, eksempelvis blev køerne , allerede på den første gård i Bellinge i 1957, betjent af malkemaskine. Nye køer tilførtes løbende, købt på auktionen i Odense.

De første år i Søsted blev mælken hældt i mælkejunger, som blev afhentet en gang om dagen.

Den første mælketank, som fik plads lige ud til Søstedvej, blev indkøbt hos Henning Jensen på Bækgården i Freltofte, hvor der var behov for en større tank.

Efterhånden opstod behovet for en ny kostald, der stod færdigbygget i 1978, samtidig blev en del af den oprindelige kostald inddraget til mælkerum.

For en driftig mand, er det nærliggende, at udvide jordtilliggendet, når lejlighed byder sig, og efterhåndensom områdets gårdejere, og husmænd gik på pension, Åge Pedersen, Peter Hansen, Sigurd Andersen og Niels Bukh, voksede Søstedvej 18 sideløbende.

Medens Godtfred passede gårdens drift, tog Henny hver morgen ind til stormagasinet i Odense Centrum, og når hun kom retur om eftermiddagen, var der hus og have og madlavning. Som for så mange andre landbokoner med udearbejde, var der nok, at se til derhjemme. Maden blev lavet fra bunden, sådan forstået, at hønsene til suppegryden, blev hentet i egen hønsegård, kød - og melboller blev fremstillet ved gasblusset i køkkenet, og ikke hentet i frysedisken i det lokale supermarked, sidstnævnte var der nu heller ikke mange af i Årslev og omegn.

Desværre blev det ikke Henny og Godtfred forundt, at blive gamle sammen. Henny døde pludseligt i 1992, netop som de skulle afsted på en sjælden ferie.

Enkemænd, i Godtfreds generation, fik sig almindeligvis en husholderske til det praktiske, men ikke her. Madlavning kan læres, og Godtfred klarer stadig selv den daglige madlavning, handler ind i Rema 1000, og koger hver aften en fornuftig grydefuld kartofler, hertil hjemmerørte frikadeller, eller hvad der nu lige frister i køledisken. I dag er der dog en sød hjemmehjælp til at klare rengøringen

 I 1997 besluttede Godtfred, at lægge ansvaret fra sig, og solgte til sønnen Walther. Gennem de mange år, havde far og søn arbejdet glimrende sammen, ja, naboer var de jo da også, da Walther i ........ købte Sigurd Andersens gård, Søstedvej 13. Ved overtagelsen stod der 35 køer i stalden, og jordtilliggendet lød på 60 tønder land?.........

Walther er fulgt i faderens fodspor som en driftig og fremadrettet landmand, maskinparken er stor, men nødvendig, til et jordtilliggende, der i dag tæller 130 tønder land. Som i Walthers barndom, klarer far og søn stadig arbejdet i marken. Trods to hofteoperationer, svinger Godtfred sig hurtigt i sædet på den ene af de fire traktorer, der har erstattet den lille grå Ferguson, der transporterede ham og Henny til Søsted for de mange år siden.

Nogen helt almindelig pensionisttilværelse kan vi næppe kalde det, men det er sådan han kan lide det.

Else-Marie